Syd for byen Oksbøl findes Hesselmed på et i dag tørlagt og fredet voldsted, hvor hovedbygningen ligger smukt suppleret af gamle træer.

Hesselmed kendes fra 1525 og var i mange år ejet af adelsslægterne Juel og Lange. Fra slutningen af 1600-tallet kom den dog på borgerlige hænder og blev i 1716 solgt til Christen Sørensen Rygaard, der var forpagter på Lunderup. Sønnen, Søren Christensen Rygaard, opførte den nuværende hovedbygning i 1745. Hans enke bestemte, at jorden skulle sælges til fæstebønderne efter hendes død, mens forvalteren Søren Hansen overtog hovedparcellen og ejede Hesselmed fra 1809 til 1835. Hans svigersøn, Jens Wissing Stockholm, overtog herefter gården, der forblev i familiens eje i et par generationer. Jorden blev i 1921 købt af Ribe Amts Udstykningsforening, mens hovedbygningen bl.a. har haft funktion som hvilehjem. Hesselmed er siden 2006 ejet af Iben Vang Slaikjær og Steen Anholm Slaikjær, der har istandsat hovedbygningen.

Den fredede klassicistiske hovedfløj består af en grundmuret, hvidkalket længe i ét stokværk over lav sokkel med halvt afvalmede gavle. Midt på gårdfacaden skyder en risalit med pilasterbåret trekantfronton sig op i to etager. Inden i denne står indgangsportalen, der i mindre målestok gentager risalittens opbygning. Siden 1833 har anlægget også haft en enkelt sidefløj mod vest.

Videre læsning

Læs mere om voldsteder og herregårde i Varde Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder