Himmerland er et landområde mellem Limfjorden og Kattegat. Mod syd bliver det afgrænset af Mariager Fjord og Onsild og Skals Åer. En person, der kommer fra Himmerland, kaldes en himmerbo. Forfatteren Johannes V. Jensen brugte betegnelsen himmerlænder om dem.
Himmerland
Johannes V. Jensens maleri Farsø set fra syd fra 1890’erne, hvor landskabet og himlen dominerer billedet, mens byens kirke og mølle blot bliver små ubetydelige pejlepunkter i horisonten.
Illustration af Mette Dreyer til fortællingen »Kirstens sidste Rejse« fra En himmerlandsk mundfuld – lystlæsning af Johannes V. Jensens 40 Himmerlandshistorier – fra gru til glæde (2012), der er Johannes Møllehaves læsning af Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier.
Johannes V. Jensen havde en forkærlighed for samfundets lidt skæve eksistenser. Tordenkalven blev kastet af en hest, da han arbejdede på herregården Lundbæk. Hans lårben brækkede og voksede forkert sammen, hvilket efterlod ham som krøbling og uarbejdsdygtig. I stedet gik han fra gård til gård og fortalte historier, videregav beskeder eller sang viser og fik til gengæld som regel et måltid mad.
Himmerland og Kimbrene
Siden begyndelsen af 1600-tallet – på en tid, hvor historieskrivningen i Danmark havde stor betydning for den nationale selvforståelse – er Himmerland (Himmersyssel) blevet forbundet med folkestammen kimbrerne, som levede i Nordeuropa i århundrederne omkring Kristi fødsel. Kimbrerne blev lokaliseret til den jyske halvø af den oldgræske kartograf Klaudios Ptolemaios fra 100-tallet e.Kr., men kendskabet til Nordeuropas geografi var usikkert på den tid, og det er ikke helt sikkert, hvor kimbrerne faktisk boede.
I litteraturhistorien er Himmerland og kimbrerne blevet forbundet. Johannes V. Jensen skildrede i romanen Cimbrernes Tog (1922), der er fjerde bind af Den lange Rejse, kimbrernes udvandring fra Himmerland.
Ebbe Kløvedal Reich har ligeledes behandlet temaet med kimbrertoget i romanen Fæ og Frænde (1977).
Forleddet i stednavnet Himmersyssel er det gammeldanske *Himbr, hvis oprindelse ikke er sikkert bestemt. Det kan sprogligt godt føres sammen med navnet på kimbrerne, men flere stednavne i Sverige er dannet med et tilsvarende navneled, som kan henføres til navne på vanddrag med betydningen »glinsende, skinnende«, og som også kan være brugt i denne betydning i sysselnavnet om (en del af) Limfjorden.
Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier
V. Jensen, der er født i Farsø, voksede op i Himmerland. I sine Himmerlandshistorier omskabte han sin barndomsegn til det mytiske land. Den første samling Himmerlandsfolk kom i 1898; senere fulgte flere. I essayet »Himmerlands Beskrivelse« (1910) udleder han sit forfatterskab af den gamle bondesans for historien, som det jyske, »i videre Forstand alt nordisk Aandsliv«, stammer fra, »og her ligger Udgangspunktet for mit Forfatterskab«.
I Himmerlandshistorien »Jens Jensen Væver«, der handler om Johannes V. Jensens morfar, beskriver forfatteren den himmerlandske kultur sådan: »I det hele taget stod den Kultur der var overleveret i det afsides Himmerland og som først tabte sig for en Menneskealder siden, i direkte Nedarvningsforhold til den oldnordiske, saa at den der har kendt de gamle Bønder kan se ned i Fortiden og omvendt i Sagaen har Nøglen til dem«.
Tordenkalven
I sine Himmerlandshistorier fortæller Johannes V. Jensen om flere personer, der har levet i virkeligheden. Det gælder bl.a. »Jens Jensen Væver«, der handler om Johannes V. Jensens morfar samt Tordenkalven.
Han blev født uden for ægteskab d. 12. september 1816 i Stenildvad i Aars Sogn som Christen Christian Larsen. Han blev slået til krøbling i en ulykke på herregården Lundbæk ved Nibe, hvorefter han vagabonderede i Himmerland til sin død d. 5. december 1891. Han var en kendt person i samtiden, og Johannes V. Jensens historier »Syvsoverne« og »Tordenkalven« har udødeliggjort ham. Hans figur og skæbne har efterfølgende været skildret i skulptur-, maleri- og romanform. Det følgende uddrag af »Tordenkalven« giver et indtryk af en særling:
»Tordenkalven var en af de sidste i Himmerland, der talte det gamle rene Maal. Hans Sprog var rigt, sikkert og udtryksfuldt, og det dannede Grænsen for hans Verden; hans Vandringer strakte sig aldrig udenfor Dialektomraadet; Folk, der sagde æ Hæjst [hest] i Stedet for Hæjsten, kunde Tordenkalven ikke lide, de var ikke af hans egne. Med Tiden snævredes Tordenkalvens Verden ind, ikke i Omkreds men i Tallet paa dem, der ligesom han talte det ublandede Maal«.
