Det centrale Hinnerup, 2019. Kortet viser i øst Lilleådalen og mod vest en del af den højtliggende Hinnerup Skov, som danner et grønt og lidt utilgængeligt bagtæppe set fra midtbyen mellem Ledvogtervej og Fredensgade. Bløde trafikanter kan dog nå frem til Hinnerup Bibliotek & Kulturhus via en tunnel for enden af Jernbanegade. Mellem Storegade og Ledvogtervej er et handelsområde indrettet på et tidligere industriareal.
.
Fredensgade i det centrale Hinnerup lyser hvert år op i hele december måned. Det er en mangeårig tradition for gadens husstande at tænde lysene på samme tid d. 30. november, og den udsmykkede gade er blevet et stort tilløbsstykke med titusindvis af besøgende gennem julemåneden.
.

Hinnerup har en befolkning på 7.884 og et areal på 4,2 km2. Stationsbyen Ligger i Favrskov Kommune, 15 km nordvest for Aarhus ved banen Aarhus-Randers, som følger en smeltevandsdal mod nord i retning af Hadsten. Her løber banen ved foden af den vestlige dalskrænt. Den oprindelige stationsby finder man i den flade dalbund mellem banen og Lilleå. Udbygningen af byen har dels fundet sted i bakkelandet mod nabolandsbyen Haldum i nordvest, dels øst for dalen omkring den nu forsvundne kirkelandsby (Gammel) Hinnerup. Denne del udvides nu med boligbyggeri ved Hørbakken i øst og rummer et erhvervskvarter tæt på den sydlige naboby, Søften. Bymidtens ret åbne og lave bebyggelse ønskes fortættet med boliger.

Hinnerup vokser især som udpendlerby takket være de gode trafikforbindelser til Aarhus. Det høje antal af pendlere fra kommunen til Aarhus kan begrunde en letbanestation, som derfor indgår i undersøgelserne for de senere etaper for letbanenettet omkring Aarhus. Hinnerup er kommunesæde i Favrskov Kommune.

Betydning af bynavnet Hinnerup

Den ældst kendte kilde til navnet Hinnerup er fra *1299, hvor formen Hindthorp optræder. I senere belæg findes former som Hinderp (1313-ca. 1350), Hyndrup (ca. 1500) og Hinderup (1688). Navnet er sammensat af dyrebetegnelsen hind, som betyder »hunhjort«, og substantivet torp med betydningen »udflytterbebyggelse«. Navnet sigter således til en udflytterbebyggelse med hunhjorte. Stationsbyen blev omkring år 1900 ofte kaldt Hinnerup Broby efter Hinnerup Brogård, som lå ved en bro over Lilleå.

Mere om bynavne i kommunen

Videre læsning

Læs mere om byer i Favrskov Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer