Hiort Lorenzens Hus
.
Hiort Lorenzens Hus
.
Hiort Lorenzens Hus
.
Hiort Lorenzens Hus
.
Hiort Lorenzens Hus
.
Hiort Lorenzens Hus
.
Hiort Lorenzens Hus
.
Hiort Lorenzens Hus
.

Hiort Lorenzens Hus ligger på Møllepladsen 2, hj. af Højgade i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bygningen blev opført i gule sten i 1833 af købmand og politiker Peter Hiort Lorenzen (1791-1845), der var danskhedens fører i Sønderjylland og i Stænderforsamlingen for Hertugdømmet Slesvig. Bygningen havde oprindeligt imod Møllepladsen en dobbelttrappe, der førte op til en repos foran hovedindgangen i stueetagens midterfag. Døren og trappen blev fjernet omkring 1880 og facaden blev pudset, da loftet i kælderens forreste syv fag blev hævet, og der blev indrettet en butik i kælderetagen ud mod Møllepladsen. Oprindeligt havde butiksvinduerne buet overkarm, i dag fremstår de med lige overkant. Ved samme lejlighed blev der i stedet etableret en hovedindgang mod Højgade, muligvis med den oprindelige dør.

Beskrivelse

Hiort Lorenzens Hus ligger på Møllepladsen og hjørnet af Højgade, i den sydlige del af Haderslevs gamle bykerne. Hiort Lorenzens Hus er et grundmuret gavlhus i to etager med teglhængt heltag, der er afvalmet mod Møllepladsen. I rygningen ses tre nyere murede skorstenspiber. Bygningens ti sydligste fag mod Møllepladsen er bredere end de elleve nordlige fag. Mod Møllepladsen fremstår gavlhuset med tre etager på grund af den udnyttede kælderetage, hvorimod langsiden fremstår i to etager på grund af Højgades terrænstigning. Gavlen er pudset og malet i en lysegrå farve med hvidmalede kordonbånd og hvidmalet gennemgående sålbænk og gesims, soklen er beklædt med brune fliser. Mellem første og anden sal er en tavle med inskription. Mod Højgade fremstår facaden i gul, blank mur over en sokkel af granitkvadre og en med en muret gesims. I de nordligste fag sidder en nyere, hvidmalet stålvippeport med en kraftig brunbejdset træoverligger. Over portfaget er en muret hejsekvist med bevarede dele fra en hejsebom samt zinkbeklædte flunker. Omtrent i langsidens midte er en fire trin høj granitstenstrappe, som fører op til en tilbageliggende, ældre hoveddør med fyldinger, glas og kannelerede anslagslister samt et tredelt overvindue. Døren er malet mørkegrøn med røde fyldinger og anslagslister. Gavlens kælderetage har en nyere brunbejdset butiksdør i træ og glas med et stort overvindue, og på hver side af denne to store nyere butiksruder. De øvrige vinduer udgøres af ældre og traditionelt udførte vinduer, herunder trefags korspostopdelte vinduer med tredelt eller todelt nedre ramme samt trefags vinduer med tredelte rammer. Kældervinduerne er nyere trefags vinduer. Samtlige vinduer er malet hvide. Gårdsiden fremtræder som langsiden mod Højgade, dog er den nederste etage vandskuret. Gårdsidens tre nordligste fag er sammenbygget med et lavt udhus. Vinduerne er magen til dem mod gaden, og bagdøren er en traditionelt udført, todelt revledør med overvindue. Bygningen er inddelt i lejligheder. I det indre er bevaret dele af en ældre planløsning med en gennemgående hovedskillevæg og en forstue i forbindelse med en diele, hvori der er en ældre hovedtrappe. Bygningen fremtræder med et ældre og traditionelt materialevalg, herunder store ølandsfliser, bræddegulve, pudsede vægge, pudsede lofter og synligt bjælkelag, men der er også nyere overflader, heriblandt vinyl- og linoleumsgulve, gipsplade- og bræddelofter samt plane døre. Der er bevaret mange ældre bygningsdele, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre, hvoraf nogle har overvinduer samt kannelerede gerichter og revledøre. Der er forsatsvinduer foran de ældre vinduer og de nyere vinduer er udført med koblede rammer. Tagetagen er uudnyttet og fremtræder med bræddegulv og synligt tagværk, og der er undertag af banevarer. Kælderetagen er indrettet til butik og i det forreste rum er der nyere ølandsfliser, mens der i de bagerste rum ligger teglfliser. Generelt er der sækkeskurede vægge, synligt bjælkelag og pudsede loftflader, og der er ingen døre eller karme kun døråbninger. I et af de bagerste rum er der et traditionelt opmuret ildsted.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Hiort Lorenzens Hus knytter sig til gavlhusets placering ud mod Møllepladsen, hvor det i samspil med de øvrige længe- og gavlhuse er med til at definere den lille brolagte pladsdannelse foran Haderslev Slotsvandmølle. Hertil kommer gavlhusets placering på hjørnet af Møllepladsen og Højgade, hvorved forhusets imponerende længde synliggøres. Højgades imponerende stigning bidrager sammen med de brolagte gader til at opretholde et enestående kulturmiljø i Haderslevs gamle bydel.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Hiort Lorenzens Hus knytter sig til gavlhusets grundmurede fremtoning mod Højgade, der repræsenterer bygningens oprindelige udseende, som stod fint i tråd med Møllepladsens øvrige tidstypiske, grundmurede bygninger i gule tegl, hvorved pladsen tidligere fremstod usædvanlig homogen og harmonisk. Hertil kommer den pudsede gavl, der indikerer at bygningen på et tidspunkt er blevet ombygget. Pudsen kunne således dække det ødelagte murværk fra fjernelsen af en trappe og ændringen af en dør til et vindue. Men derudover viser den pudsede facade med et stringent, symmetrisk ydre med lagdelte etager, at de pudsede facader sammen med en overvejende vandret opdeling bliver en fremherskende arkitektonisk stilretning i løbet af 1800-tallet. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved gavlens tavle med inskriptionen: "Her boede købmand/Peter Hiort Lorenzen/Født 24. janr 1791. Død 17. marts 1845/Stænderdeputeret fra 1834 til 1845/Han talte dansk og vedblev at tale dansk, som beretter at gavlhuset en tid husede en af Sønderjyllands store politikere". Hertil kommer den murede hejsekvist med dele af et hejseværk, der fortæller at gavlhusets tagetage på traditionel vis blev brugt til opmagasinering. Den kulturhistoriske værdi for Hiort Lorenzens Hus knytter sig i det indre til de bevarede del af den ældre planløsning med den gennemgående og for midten af bygningen lidt forskudte hovedskillevæg og den centralt placerede, store diele, hvori der er adgang til den store hovedtrappe. Hertil kommer den lille forstue i forbindelse med dielen, der vidner om at bygningens hovedindgang på et tidspunkt er blevet flyttet om på siden, idet gavlhuse traditionelt set har hovedindgang i gavlen. Dette stemmer overens med gavlens lidt særprægede opdeling mellem en høj kælderetage og en lav stueetage, som inddeles ved hjælp af en gennemgående sålbænk nederst og et kordonbånd øverst, der mod Møllepladsen giver stueetagen et lidt trykket udseende. Ligeledes beretter niveauspringet mellem lejligheden mod Møllegade og den lille forstue om den radikale ombygning i slutningen af 1800-tallet. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre bygningsdetaljer, herunder den store hovedtrappe med henholdsvis to og tre løb imellem etagerne, de en- og tofløjede fyldingsdøre med kannelerede gerichter med let buet profil, plane hjørneklodser og fodklodser. Gerichternes udformning tilskrives empire stilen og er særegne for Haderslev egnen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Hiort Lorenzens Hus knytter sig i det ydre til det lange, traditionelle gavlhus, hvor det halvvalmede tag med skorstenspiber i rygningen og langsiderne i gule, flensborgsten danner et helstøbt volumen, som dog brydes af den grundmurede hejsekvist med heltag. Volumenet opleves massivt mod Højgade, idet der er forholdsvist langt mellem vinduerne og den murede flade derfor dominerer udtrykket. Den pudsede og malede gavl kontrasterer langsiden både i fremtoning og ved den klart symmetriske opbygning grundet dør- og vinduesplacering, men det enkle og rolige udtryk har de to facader tilfælles, selvom gavlen har flere markerede lag end langsiden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi til gavlhusets interiører, hvor det traditionelle materialevalg med bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt lofter med synligt bjælkelag indgår i et veltilpasset samspil med de bevarede ældre bygningsdele. Især de ældre meget brede gulvbrædder i stueetagens nordligste lejlighed og i trapperummet på første sal samt det ældre ølandsflisegulv i dielen bibringer gavlhuset en stemningsfuld og historisk atmosfære.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links