Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord blev indviet i 2016 ved Hobro Værft. Centeret er tegnet af E+N Arkitektur og er en del af Mariagerfjord Kommunes fokus på at skabe sammenhæng mellem byen, havnen og fjorden.
.

Flere bybrande har medført, at der ikke er bevaret huse ældre end fra 1820’erne. Hobros ældste hus, Vestergade 21, er en bindingsværksbygning fra årene 1820-21, flyttet hertil fra Adelgade 84 i 1931 for at danne ramme om det kulturhistoriske lokalmuseum.

I 1893 opførte Thomas Arboe en imposant stationsbygning, der blev fredet i 1992. I begyndelsen af 1900-tallet kom flere bemærkelsesværdige bygninger til byen. Hobro Theater blev opført i 1902 af Jens Peter Jensen Wærum. I 1920 opførtes det nye ting- og arresthus i den sydlige ende af Adelgade, i nr. 75, af Ejnar Packness. Komplekset er opført af gule mursten i en forenklet barokstil med gotiske kamtakkede gavle og et tårn på midten over hoveddøren. Det blev fredet i 1995. Det gamle rådhus ved Store Torv blev i 1925 erstattet af en biblioteksbygning tegnet af den lokale arkitekt Morten Skøt. Opgaven var bunden, for den nye bygning skulle rumme visse mindelser om den nedrevne. Nyklassicismen dominerer bygningen.

En anden lokal arkitekt, Thyge Thygesen, har sat sit præg på sin hjemby med byggerier som Nordre Skole (1975-76), Rosendalskolen (1977), Jyske Bank (1978), Hobro Idrætscenter (1980), administrationsbygningen for Elcold (1995) og boligbebyggelser som Horsøparken (1982-92), Genefkegården (1985), Fortunaparken (1986), Hohøje (1988-90), Kirketoften (1989) og Sønder Allé 5 (1991-93); udformet i tidens stil, fra Nordre Skoles brutalisme til Sønder Allé 5's postmodernisme, og med en egen lethed og elegance.

Mariagerfjord Kommune begyndte i 2010’erne at skabe bedre sammenhæng mellem fjorden, havnen og midtbyen i Hobro. Det nye Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord skal åbne det bevaringsværdige kulturmiljø Hobro Værft for offentligheden. Efter en konkurrence vundet af E+N Arkitektur i 2014 stod centeret, udformet som en kæmpebølge, færdigt i 2016. Projektet blev gennemført i et partnerskab mellem Mariagerfjord Kommune og Realdania.

I august 2016 kunne Hobros nye busterminal ved Brogade, Havnegade og H.I. Biesgade indvies. Den er opbygget som ét stort vingetag, båret i den nordre ende af en 5 m høj kileformet muret pille og resten af slanke stålsøjler. Facaden mod øst er muret i specialsten, og mod vest er der store glaspartier i aluminiumsrammer. Anlægget er projekteret af Fjorden Arkitekter.

Videre læsning

Læs mere om Hobro

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur

Eksterne links