Holmegård ligger på Holmegårdsvej 71 i Næstved Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

I portens to rundbuede hammertræ, imellem våbenskjoldet, står udskåret: Her Claus Daa til Rafnstrop med sin kære frue Ingeborg Parsberg lod dette hus opsætte, der man skrev efter guds byrd anno 1635. Hovedfløjen var en tid fritliggende. I 1663, da bygherrens søn, Oluf Daa, måtte opgive Holmegård for gæld, lå der tillige to énetages huse i borggården, og de var indrettet med fadebur, køkken, folkestue og smedje. Et trappetårn gav adgang til hovedfløjen. Sidefløjen mod syd blev forhøjet til sine nuværende to etagers bindingsværk, uden stokværksfremspring, allerede i slutningen af 1600-tallet, i forbindelse med indretningen af den store, ligeløbende trappe. En ølandssten med årstallet 1675, våbner og initialer for den nye ejer, geheimeråd Otte Krabbe og hans første hustru, Dorthe Gersdorf, daterer antageligt denne ombygning. I nordfløjen står kun de vestligste ni fag i to stokværk, de øvrige tolv er énetages og var tidligere indrettet til smedje, men siden 1966 anvendt til garage. Også den toetages sydfløj har haft en længde på 21 fag, men de østligste styrtede sammen i slutningen af 1700-tallet og blev ikke genrejst. Hovedfløjens tidligere, høje gavltrekanter blev på et tidspunkt afløst af helvalme. Ind i 1900-tallet stod bindingsværket overkalket i hvid. Otte Krabbe, mangeårig stiftsbefalingsmand over Sjælland og en af Frederik d. IV´s nærmeste rådgivere, satte sit præg på Holmegårds indre. Skønt huset flere gange er ændret grundigt, ikke mindst ved opdeling af de store, gennemgående rum, sidder dog stadig lærredstapeter med hans og hans tredje hustru, Birgitte Skeels våbner i det nordvestre gavlværelse. Højt bedaget døde Otte Krabbe i 1719, og Birgitte Skeel styrede nu i 18 år det omfattende jordegods Holmegård, Broksø, Egholm og Krabbesholm. Ladegården udgjorde tidligere et lukket, firelænget anlæg vest for hovedbygningen. De tre længer var i 1663 af bindingsværk og den fjerde havde Oluf Daa ladet opmuret af tilhugne kampesten. I sydvæggen af denne bygning ses Oluf Daa og hans hustru Anne Brahes navne i murankre, tillige med geheimeråd Otte Krabbes og Birgitte Skeels initialer samt årstallet 1701. Ladegården brændte i 1897, i 1918 og senest i 1960'erne. De nyere avlsbygninger blev opført af arkitekt Johannes Holck. Syd for hovedbygningen og ladegården blev i midten af 1800-tallet anlagt en have med lindealléer af Otte Krabbes arving, Birgitte Restorff og hendes mand, kammerherre Knud Trolle på Møllerup. Holmegård blev i 1801 erhvervet af overdirektør på Gisselfeld, lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, der her som på sine talrige andre godser viste stort initiativ. De 81 fæstegårde under Holmegård blev nu alle solgt til selveje og hoveriet blev opløst, og da han i 1804 også havde købt Næsbyholm og Bavelse, blev Susåen uddybet for at lette brændetransporten fra de store midtsjællandske skove. Også den store brændselsreserve, som Porsmose under Holmegård udgjorde, havde lensgreven tanke for at udnytte, men nåede ikke at se sine planer virkeliggjort før sin tidlige død i 1823. Han enke Johanne Henriette Mur-Kaas fik to år efter det glasværk iværksat, der med tørv, fra mosen som brændstof, glasskår, sand og flintesten fra Næstved, bøgeaske fra skovene, salt, soda og rødsten fra Vester Egede som råstoffer, gjorde en dansk glasproduktion mulig efter tabet af Norge i 1814. Glasværket blev indrettet på gården Trollesgaves jorder og blev snart suppleret med et kalkslageri og teglværk, og det lille industrisamfund eksisterer stadig med tilknytning til herregården, selvom Holmegård Glasværk i 1936 blev omdannet til et aktieselskab, dog stadig med den kronede svane i Danneskiold-Samsøe'ernes våben som varemærke. I lange perioder af 1800-tallet og 1900-tallet var Holmegård ikke beboet af sin ejer, og til tider også i ret udtalt forfald, men i 1955-57 blev Holmegård underkastet en gennemgribende istandsættelse og modernisering af Kammerherreinde Elisabeth Lassen ved arkitekterne H.H. Engqvist og Karsten Rønnow. Siden blev der fulgt op med omhyggelig vedligeholdelse af det sårbare anlæg, og i 1977 blev sydfløjens sydgavl således rettet op og omsat. Holmegård tilhører i dag Christian Danneskiold Lassen, der er sjette slægtsled.

Beskrivelse

Herregården Holmegård ligger tilbagetrukket fra landevejen, for enden af ankomstaksen, der flankeres af nyere avlsbygninger med brede damme på ydersiden. En stensat bro med smedet værn fører over til et nærmest kvadratisk voldsted, der er omgivet af vandfyldte voldgrave, hvorpå den trelængede hovedbygning rejser sig direkte af de kampestenssatte sider. Den pigstensbelagte ankomstvej fører gennem porten ind på gårdspladsen, som udgøres af perlesten og græs. Den høje borgbanke omgives af en stor have, som er indrammet af lindealléer. Mod øst markeres overgangen til de lavereliggende engarealer ved et stensat dige, og anlæggets hovedakse fortsætter i en lavere allé, videre ud i landskabet. Hovedbygningen udgøres af tre toetages længer, hvoraf den midterste er hovedlængen, samt af en lavere, enetages længe i forlængelse af den nordre sidelænge. Alle længer er opført i sortopstolpet egebindingsværk med hvidmalede tavl, der til dels har mønstermuring, og som er rejst på en sokkel af granitkvadre. Hovedlængens valmede tag og sidelængernes heltage er alle hængt med røde vingetegl. I hovedlængens tagflader ses enkelte ældre, teglhængte kviste, og i de øvrige tagflader ses enkelte, ældre støbejernstagvinduer. I rygningerne ses hvidkalkede, høje skorstenspiber med sokkel og krave. Hovedlængen er opført med 26 fag, udkraget bindingsværk med volutsvungne knægte, belagt med udskårne acanthusblade i fladt relief. Knægtene og de rundbuede porthammere står rødmalede. Bindingsværket har i nederste stokværk skråbånd mellem fodrem og overrem, mens der i det øverste er dobbelte skråstivere. Både hovedlængens og sidelængernes løsholter er sænkede under vinduerne. For hver ende af hovedlængen er to hemmelighedskarnapper. Den nordre er ud for begge stokværk, mens den søndre kun ud for det nedre stokværk. Hemmelighedskarnapperne står på fodmure af hvidkalkede, store teglsten, er af bindingsværk og heltaget er hængt med røde tegl. I nordre hemmelighedskarnap træder en stubmølle med saksstillede vinger frem i relief. Vinduerne er smårudede korspostvinduer eller torammede vinduer. Porten med integreret dør er flammeret, ligesom alle hoveddørene. Derudover findes der todelte revledøre og revleporte. Alle vinduer, døre og portfløje er alle malet i en lys, blågrå nuance. I det indre er Holmegård indrettet med to selvstændige beboelsesenheder med nyere køkkener og badeværelser. Den mindste bolig ligger nord for portrummet, i hovedlængens stueetage, mens den største bolig ligger syd for portrummet samt på førstesalen af både hovedlænge og de to sidelænger. I sydlængens stueetage er indrettet godskontor samt grovkøkken. I nordlængens énetages del er der indrettet depotrum samt garager. Under hovedlængen er en kælder med støbt gulv, kampestensvægge og fritliggende bjælkelag. Loftet er uudnyttet, og der er understrøget tag. Indvendigt fremtræder længerne både med en ældre og en nyere materialeholdning, og der er bevaret mange ældre bygningsdele og bygningsdetaljer.

Miljømæssig værdi

Holmegårds miljømæssige værdi knytter sig til herregårdens beliggenhed på en høj borgbanke omgivet af lavere, vandfyldte grave. Hertil kommer anlæggets hovedakse, der begynder ved landevejen og via en bro krydser de vandfyldte damme, der fungerer som en slags voldgrav omkring avlsgården. Herefter flankeres aksen af et stort område med avlsbygninger, for at forsætte over broen til borgbankens indergård igennem den centrerede portgennemkørsel i den symmetriske hovedbygning. Aksen fortsættes endvidere ud over de lave enge øst for haven i form af en lav allé. Denne stringente opbygning af herregårdsanlægget samt havens høje lindeallér, der indrammer hovedbygningen, bidrager alle til at skabe et helt enestående herregårdsmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Holmegaard knytter sig til de traditionelle, rige bindingsværksfacader, der vidner om områdets tidligere, store skove og deres rigdom på kraftigt tømmer. Den traditionelle byggemetode har kulturhistorisk værdi sammen med de bevarede hemmelighedskarnapper, der vidner om den tidligere levevis på en herregård. Hertil kommer det kraftige afløb i granit på ydersiden af nordlængens lave del, der vidner om at der her var indrettet en meget praktisk funktion, nemlig en smedje. Endelig er der kulturhistorisk værdi i de bevarede porthammere, hvori hovedlængens opførelsesår samt den daværende ejers våbenskjold er udskåret, som vidner om bygningens opførelsestidspunkt. Der er endvidere kulturhistorisk værdi i navnet Holmegård, der uløseligt er knyttet sammen med det berømte glasværk af samme navn, bare få kilometer borte. I navneligheden ligger den historiske kobling, idet Johanne Henriette Mur-Kaas forstod at udnytte herregården Holmegårds rigdomme på naturalier og derved begyndte at producere glas på Holmegårds jorder, efter at Danmark havde afstået Norge og derved den glasproduktion, der normalt forsynede Danmark.

Arkitektonisk værdi

Arkitektonisk fremtræder Holmegård som et sluttet og meget homogent, trelænget anlæg. Den arkitektoniske værdi knytter sig til det bastante kampestensfundment og de meget rige bindingsværksfacader med skråstivere, dobbelte skråbånd, udkragende første sal, udskårne knægte og portoverliggere, der sammen giver et meget kraftfuldt udtryk. Hertil kommer de næsten ubrudte tagflader med få ældre, teglhængte kviste samt de mange skorstenspiber i rygningen, der understreger det ensartede udtryk. Endvidere er der arkitektonisk værdi i længernes bindingsværksgavle og hovedlængens helvalmede tag samt de ældre smårudede vinduer, flammerede døre, revlehalvdøre og den flammede port. Hertil kommer at det er værdifuldt, at der ingen tagrender er på ydersiden af længerne, idet overgangen mellem tagflade og facade står helt præcis, og at tagvandet drypper direkte ned i voldgraven som det har gjort det i hundreder af år. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den bevarede del af en ældre planløsning, herunder hovedlængens stuer en suite med fyldingsdøre en filade samt sydlængens bevarede gallerigang på første sal. Enkelte rum skiller sig ud ved at fremtræde meget homogene, og de står med ældre og traditionelle overflader og bygningsdetaljer. Herunder skal nævnes hovedlængens forstue med gulv af ølandsfliser, pudsede vægge og overkalkede bindingsværksvægge, synligt og kraftigt bjælkelag med brede loftbrædder samt den ældre, store ildstedskamin med dekoreret front. Endvidere skal nævnes det nordvestre gavlværelse, som prydes af opspændte lærredstapeter med Otte Krabbes og Birgitte Skeels våbenskjold samt andre store landskabs- og blomstermotiver samt af en hjørnekamin i marmor. Hertil kommer den sydlige sidelænges trapperum med den imponerende, ældre ligeløbstrappe med svungne balustre, og hvor hvert enkelt trin udgøres af ét stort stykke egetømmer. Hertil kommer, at bygningens udviklingshistorie er direkte aflæselig i sidelængens trapperum, hvor hovedlængens bindingsværksfacade med rødmalede knægte vidner om, at hovedlængen på et tidligt tidspunkt har stået alene. Endvidere er der værdi i herregårdens ældre materialeholdning, herunder ølandsfliser, bræddegulve, høje fodpaneler, fyldingsdøre, gerichter, greb, dørstykker, pudsede vægge og lofter samt stukkatur.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links