Da Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen, løb smeltevandet ud over de lavtliggende dele af det gamle istidslandskab mod syd og skabte Sønderhede i et forgrenet netværk af strømløb. På sin vej ud mod isranden løb smeltevandet i tunneler under isen. Undervejs eroderede det sig ned i underlaget og dannede derved den tunneldal, som i dag rummer Møllesø og Holmgård Sø. Fra Handbjerg ved Venø Bugt strækker tunneldalen sig sydpå gennem bakkelandet til det sted ved Borbjerg Kirke, hvor smeltevandet fossede ud gennem en gletsjerport i isen. Også dalen med Flyndersø og Stubbergård Sø er oprindelig dannet som en tunneldal under sidste istid.
Nordøstisen efterlod et bredt bælte af stilleliggende dødis langs randen, da den smeltede tilbage. Efterhånden smeltede også dødisen bort, hvilket skabte det småbakkede dødislandskab, som ses nord for Holstebro og Sønderhede. Inden Nordøstisen helt slap sit tag i området, havde den et genfremstød, som dannede randmorænerne ved Sevel. Mens egnen nord for Holstebro og Sønderhede endnu var dækket af dødis, løb smeltevandet ud fra gletsjerporte ved Skelhøje og Engesvang i de nuværende Viborg og Ikast-Brande Kommuner og skabte Alhede og Karup Hedeslette. Herfra fortsatte smeltevandet vestpå, hvor det eroderede stejle skrænter i Skovbjerg Bakkeø nær Bur og i bakkeøpartier nord for Naur Kirke.
Hjelm Hede blev dannet på et tidspunkt, hvor dødisen nord for Hovedstilstandslinjen næsten var smeltet bort. Det betød, at smeltevandet fra isen i Østjylland ikke længere løb vestpå, men i stedet løb mod nordvest hen over resterne af dødis til den delvis dødisfyldte Venø Bugt-lavning. Da dødisen i Venø Bugt smeltede bort, skar smeltevandet sig ned i Hjelm Hede. Senere, da også Skive Fjord-lavningen blev fri for is, og afstrømningen derfor foregik til Skive Fjord, opstod de lavereliggende terrasser omkring Karup Å. Hjelm Hede er bl.a. karakteriseret ved sine talrige, grydeformede huller, som opstod, da de sidste begravede dødisklumper smeltede, og det overliggende sand og grus sank sammen. De største af dødishullerne rummer i dag Stubbergård Sø og Flyndersø. Begge søer ligger i en tidligere tunneldal, som kun overlevede, fordi den var fyldt op med dødis, da smeltevandet skyllede ind over området og dannede Hjelm Hede.
I mellemistiden Eem mindede landskabet på Skovbjerg Bakkeø om det unge morænelandskab med bakker, dale og lavninger, som i dag ses i Nord- og Østjylland. Under sidste istid, som varede i godt 100.000 år, ændrede Skovbjerg Bakkeø dog karakter. Kulden trængte dybt ned i jorden, som var frosset året rundt. Sommerens varme formåede kun at tø de øverste jordlag, som blev mættet med vand, da den underliggende frostjord hindrede vandet i at trænge længere ned i jorden. Det gjorde de øverste jordlag flydende, så de gled ned ad bakkeøens skråninger og fyldte de nærmeste lavninger. Herved mistede landskabet mange af de istidstræk, som ellers kendetegner et yngre morænelandskab. I stedet blev bakkeølandskabet mere ensformigt; næsten uden lavninger og med jævnt opstigende, lange skråninger.
Under istidens storme blev sand fra de tørre, nøgne flodsletter blæst op på Skovbjerg Bakkeø. Sandflugten gentog sig flere gange, og i dag præges landskaberne på Skovbjerg Bakkeø derfor flere steder af indsander og indlandsklitter. Det ses fx på Sønder Vosborg Hede og i Stråsø Plantage øst for Ulfborg, hvor sandfygningen har skabt parabelklitter.