Yding Skovhøj på en sen efterårsdag. Af . Begrænset anvendelse

Horsens Kommunes landskaber

Kort over de overfladenære jordarter i Horsens Kommune. Det meste af kommunen er dækket af moræne- og smeltevandsaflejringer fra sidste istid. I bl.a. Gudenådalen i vest findes desuden extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke har været overskredet af isen. Flere steder langs kysten i Horsens Fjord, omkring Nørrestrand og videre op langs Store Hanstedå samt på store dele af øen Endelave findes aflejringer fra Littorinahavet. At aflejringerne i dag ligger på land, skyldes den landhævning, der er foregået siden sidste istid.
.

Artikelstart

Landskabet i Horsens Kommune blev hovedsagelig dannet af is og smeltevand under sidste istid og udgøres i vid udstrækning af det bølgede, højtliggende moræneland, som er så typisk for Østjylland. Området vest for Østjyske Motorvej ligger i Det Midtjyske Søhøjland, hvor store dele af landskabet når højder på mere end 100 m.o.h. Nær grænsen til Skanderborg Kommune kulminerer det kuperede landskab i kommunens højeste naturlige punkt, Yding Skovhøj på 170,77 m. I den østlige del af kommunen ligger landskabet noget lavere. Flere steder langs Den Østjyske Israndslinje har isranden dog sat spor i form af bakker. Fra Løsning i Hedensted Kommune løber en bakkeryg således i en stor bue vest om Bygholm Å-lavningen og videre forbi Hvirring til Molger i Horsens Kommune. Herfra fortsætter den forbi Nim og Vestbirk i endnu en stor bue uden om Store Hanstedå-lavningen. Videre østpå forbi Østbirk og syd om Ejer Bjerge i Skanderborg Kommune afløses bakkeryggen af et småbakket landskab med søer i de talrige afløbsløse lavninger. Nord for Horsens Fjord ligger et strøg af parallelle bakker, der kulminerer i den 98 m høje Højås øst for Tvingstrup. Syd for Horsens Fjord mødes man i stedet af et jævnt morænelandskab i 50‑60 m.o.h. På grænsen til Hedensted Kommune stiger landskabet dog stejlt op til Purhøj 122 m.o.h. i bakkepartiet Bjerrelide.

Det højtliggende morænelandskab gennemskæres af dybe, nærmest parallelle dale. Blandt de største er den kilometerbrede dal, hvis østligste, havdækkede ende udgør Horsens Fjord. Mod nordvest fortsætter den i dalstrøget med Store Hanstedå, Ring Sø, Bryrup Langsø, Kvindsø og Kulsø for sammen med andre markante dale at ende helt ude ved Vrads Sande i Silkeborg Kommune. Nordligst i Horsens Kommune ligger desuden den brede dal, der rummer Mossø og Salten Langsø, og langs grænsen til Ikast-Brande Kommune løber Mattrup Ådal, som ud over selve Mattrup Å også huser Halle Sø og Stigsholm Sø. Syd for Store Hanstedådal ligger en dal med Bygholm Å og den opstemmede Bygholm Sø. En femte dal er Gudenådalen, der fra syd til nord løber igennem kommunen med en retning, som ligger vinkelret på de andre store dale. Mange steder har vandløbserosion skabt kløfter i de stejle dalsider og skåret i det tilgrænsende moræneplateau. Hist og her har erosionen været så effektiv, at plateaufladen helt er forsvundet. Det er fx tilfældet ved Sukkertoppen, som med sine 108 m.o.h. hæver sig højt over Gudenå og Mossø.

Landskabets dannelse

Geologisk tidslinje for Horsens Kommune.

.

For ca. 15 mio. år siden var Vestjylland dækket af hav, mens Horsensegnen var en del af et stort fastland, der bredte sig mod øst og nordøst. Allerede på det tidspunkt havde spændinger i jordskorpen sandsynligvis skabt en 400 m dyb gravsænkning i dybgrundens overflade parallelt med nutidens Horsens Fjord og Store Hanstedådal. Sænkningen fungerede som en floddal indtil istiderne, hvor jordskorpen i det nuværende Kattegat begyndte at synke, så Horsensfloden ændrede sit løb fra vest til den nye Kattegatsænkning. Et andet eksempel på dale, der menes at være grundlagt som sprækker i undergrunden, er Bryrup Ådal og Mattrup Ådal, der hver især kan opdeles i tre retlinjede afsnit, som mødes i skarpe knækpunkter. Under istiderne har is og smeltevand i forening gnavet sig længere ind og ned i dalenes bunde og sider og derved uddybet dem til de dale, der kan ses i landskabet i dag. Dalen med Horsens Fjord og Store Hanstedå beskrives som tunneldale, dvs. dale, hvis bunde veksler mellem højereliggende tærskler og sø- og mosefyldte bassiner.

Da Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen, havde smeltevandet, der strømmede ud fra isen, frit løb mod vest. Smeltevandet aflejrede sand og grus ud over de lavere dele af det landskab, som var dannet under den foregående istid, og skabte et slette- og bakkeølandskab. Først da isen begyndte at smelte tilbage, kom også morænelandet og dalene til syne. Foran den vigende is blev der efterladt dødis i de mange dale og rundtomkring i morænelandet. Samtidig blev der åbnet nye veje for smeltevandet, som nu løb nordpå mod Limfjorden. Smeltevandet fulgte de eksisterende lavninger i det isfri landskab og udformede den fladbundede dal, der i dag udgør Gudenådalen med løbsretning vinkelret på de store østjyske tunneldale.

Da Den Ungbaltiske Is efterfølgende trængte frem over Østjylland for 19.000 år siden og stod med sin rand ved Den Østjyske Israndslinje, var Gudenådalen fortsat dræningsvej for smeltevandet. Vandet havde dog skiftet retning og løb nu til Randers Fjord. Ved bl.a. Vissing Kloster centralt i Gudenådalen har dette stadium efterladt brede terrasser i højder på 40 m.o.h. Da de begravede rester af dødis fra Nordøstisen smeltede, opstod der dødishuller i terrasserne. Eksempelvis ligger Salten Langsø og Mossø i nogle af de største dødishuller fra den tid.

Den Østjyske Israndslinjes bugtede forløb gennem kommunen skyldes, at både Store Hanstedå-lavningen og Bygholm Å-lavningen lettede vejen for den fremtrængende is, så den her kunne skyde sig helt frem til Gudenådalen. Ved Molger syd for Nim ligger Den Østjyske Israndslinje mere tilbagetrukket i forhold til de to fremskudte positioner. Her løb smeltevandet ud fra isen og formede en kort, fladbundet smeltevandsdal, der udmunder i Gudenådalen. Ved Østbirk og syd for Ejer Bjerge findes et småbakket landskab med småsøer i afløbsløse lavninger, hvilket vidner om, at også Den Ungbaltiske Is efterlod et bredt bælte med stilleliggende dødis langs Den Østjyske Israndslinje. Omkring Hovedgård nordøst for Horsens findes endnu et dødislandskab med tre store bakker med plan top og stejle sider. Bakkerne består af ler, som blev aflejret i issøer, der var omgivet af dødis på alle sider.

Inden isen helt slap sit tag i kommunen, havde den flere genfremstød. De skabte bl.a. strøget af parallelle randmoræner nord for Horsens Fjord. Derimod er den ejendommelige bakkeknude Bjerrelide på grænsen til Hedensted Kommune formentlig en landskabsrest fra enten Nordøstisen eller fra den næstsidste istid, Saale, der har overlevet de efterfølgende isfremstød.

Efter istiden omdannede Littorinahavet (Stenalderhavet) Horsensdalen til en fjord, som trængte langt op i Store Hanstedådal. Under istiden trykkede de tunge ismasser jordskorpen ned, og da isen forsvandt, begyndte landet at hæve sig. Siden Littorinahavets tid har Horsensområdet hævet sig ca. 2 m, men da Horsens Fjord ligger i en gravsænkning, hvor der stadig sker indsynkning, mangler fjorden den ellers så typiske bræmme af marint forland. Til gengæld har brændingsbølger i samspil med den relative landhævning skabt et vidtstrakt marint forland med strandvolde på moræneøen Endelave i det sydlige Kattegat.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Horsens Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber