I Store Sal i Horsens Ny Teater kan tilskuerne endnu glæde sig over loftkuplen med engle og stukdekorationer, der stammer tilbage fra teaterets opførelse i 1909 og siden er blevet nænsomt restaureret.
.

Horsens Ny Teater er opført i 1909 og er stadig byens førende.

Horsens’ første teater blev bygget i gården til Jørgensens Hotel i 1845, men optimalt var det ikke. At stalden var nabo, og iskælderen underbo, var ikke ligefrem befordrende for skuespilkunsten.

Først i 1909 stod et nyt teater klar, tegnet af den lokale arkitekt Christian Fussing, og d. 4. december kunne horsensianerne efter en »frygtelig og hadefuld Kamp om Billetterne« overvære bysbørnene Herman Bang og Anna Bloch optræde ved åbningsforestillingen.

Men snart løb teateret ind i turbulens: Filmen holdt sit indtog i byen, hotellet gik konkurs, og i 1933 tog den nye ejer konsekvensen heraf og indrettede det til et forlystelsesetablissement med det velklingende navn Kit-Cat. I 1941 blev teateret indrettet til Teater-Bio, og al udsmykning, undtagen Elias Ølsgaards smukke engleloft, blev fjernet.

Da biografen i 1982 måtte forlade teateret, stod byen uden et egentligt teater, idet Haandværker- og Industriforeningens teatersal i Allégade var nedslidt. Først i 1991, hvor Frank Panduro overtog ledelsen og lagde grunden til de mange store arrangementer, som har fundet sted her siden, blev teateret bygget om, og det med en så gennemgribende renovering, at kun teatersalen står delvis tilbage. Til gengæld er teateret tilført yderligere en sal, Kvium Salen med malerier af Michael Kvium, så Teaterforeningen Horsens nu har to sale til rådighed. De lokale Ginneruparkitekter A/S tegnede hovedindgangen. Det sandfarvede, pudsede og krumme murværk med de dobbelthøje søjler gav et tidstypisk postmoderne udtryk.

En stor, moderne foyer og den spektakulære halvmåneformede facade, kronet af Svend Wiig Hansens bronzeskulpturer Et Himmeldigt fra 1988, der oprindelig stod på Gladsaxe Teater, har siden 2011 udgjort teaterets ansigt udadtil.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Horsens Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film