Vejlefjord Sanatorium var det første danske behandlingssted, som udelukkende behandlede folkesygdommen lungetuberkulose. I slutningen af 1800-tallet var tuberkulose en frygtet sygdom, som ramte bredt i befolkningen, men dog var mest udbredt blandt underklassen. De, der havde midler, rejste sydpå for at få behandling på sanatorier i bl.a. Tyskland og Schweiz.
Christian Saugman blev som nyuddannet læge ramt af tuberkulose og kom i 1889 i behandling på den kendte tuberkuloselæge Hermann Brehmers sanatorium i Görbersdorf (i dag: Sokolowsko i Polen). Efter endt behandling kom han i lære samme sted indtil 1891, hvor han vendte hjem til Danmark. Her nedsatte Saugman sig som læge i Horsens, mens han søgte efter midler og et egnet sted at åbne et dansk tuberkulosesanatorium.
I 1895 forelagde Saugman sagen for Den Almindelige Danske Lægeforening (i dag: Lægeforeningen), og foreningen Sanatorier for Brystsyge blev stiftet for at indsamle penge. Snart var der indsamlet midler nok til at købe handelspladsen Fakkegrav ved Vejle Fjord og begynde opførelsen.
Vilhelm Dahlerups tegninger til Vejlefjord Sanatorium understøttede Saugmans idéer om lys og luft. Hovedbygningen blev opført i tidens historicistiske stil med spir og tårne og rummede behandlingsrum og værelser til 96 betalende patienter, der med tiden kunne søge støtte fra private hjælpekasser. Udendørs blev der bygget overdækkede liggehaller, hvor patienterne kunne få frisk luft uafhængigt af det omskiftelige danske vejr. I parken blev anlagt 12 km kurveje af forskellig længde og sværhedsgrad.
Vejlefjord Sanatorium blev taget i brug d. 1. marts 1900. Året efter blev Saugman professor, og han fungerede som sanatoriets overlæge til sin død i 1923. Saugman var en ivrig fortaler for sanatoriernes gavnlige virkning, også under de danske vejrforhold, der ellers hidtil havde været anset som for barske.
Vejlefjord Sanatorium blev det første af en hel række sanatorier for lungetuberkulose, hvor behandlingen bestod af en nøje udmålt balance mellem hvile og motion, god ernæring, hærdning, lysbehandling, lungepustning og senere også kirurgiske indgreb. Den friske luft, som patienterne fik i liggehaller eller på raske traveture, var en central del af behandlingen, og derfor blev mange sanatorier opført ved kysten eller søer, hvor der var et mildt klima og mulighed for at anlægge vandrestier.
Sidst i 1940’erne var tuberkulosen næsten udryddet takket være udviklingen af antibiotika og forebyggende vaccinationer, og behandlingen på Vejlefjord Sanatorium blev indstillet i 1957. Bestyrelsen oprettede i stedet Jysk Nervesanatorium, som tilbød hvile, psykoterapi, beskæftigelsesterapi, massage og medicinske bade til patienter med nervelidelser, og i 1985 åbnede et privat behandlingssted, der tilbød genoptræning til patienter med erhvervet hjerneskade.
Nervesanatoriet lukkede i 1989, da psykiatrien havde overtaget opgaven, og de gamle sanatoriebygninger blev omdannet til at huse kursusophold med fokus på personaleudvikling, samtaletræning og personlig udvikling.
