Hvedemagasinet, Bandholm ligger på Havnegade 23 i Lolland Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Havnegade 23 knytter sig i det ydre til det funktionsbestemte udtryk med klassicistiske træk, der er karakteristisk for pakhuse fra midten af 1800-tallet. Kornpakhuset ligger centralt i Havnegaden og er med til at fortælle historien om Bandholm som udskibningshavn for korn og som ladeplads for Maribo efter havnens anlæggelse i 1850. Bygningen fremstår velbevaret med karakteristiske elementer, som de taktfast placerede luger, skodder og porte, der viser, hvor dækkene ligger i bygningskroppen under det høje mansardtag. Overordnet knytter den kulturhistoriske værdi sig også til pakhusets farveholdning med gulkalket murværk, rødmalede pakhusets fri beliggenhed, der har været vigtig for betjeningen af bygningen fra alle sider. Funktionen som pakhus er stadig meget nem at aflæse i den simple facadeopbygning, hejsebommen og ved de mange luger, hvor man har transporteret korn ind og ud. De kraftige porte viser, at pakhusets indhold var værdifuldt og skulle sikres.

Arkitektonisk værdi

De arkitektoniske værdier i Havnegade 23 knytter sig først og fremmest til facadens opbygning, og stærke udtryk. Facadens proportionering fremstår harmonisk, især sammenhængen mellem mansardtaget med små støbejernsvinduer og gavle og facader, som ved deres proportioner og materialer, samler bygningen til en massiv form. Facadernes gentagelser og lugernes, skoddernes og portenes taktfaste rytme er ligeledes med til at give bygningen et samlet homogent udtryk. De arkitektoniske værdier, elementer og detaljer er dikteret af pakhusets oprindelige funktion. Der er en tydelig sammenhæng mellem gavle og facader, og materialer og luger, som får bygningen til at fremstå som en massiv form. Restaureringen i 1990'erne er sket med respekt for pakhusets oprindelige udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links