Hvidkilde

På det middelalderlige voldsted lå der før den nuværende hovedbygning et enlænget renaissanceanlæg fra ca. 1550 opført af rigsråd Eiler Rønnow. I 1742 ombyggede og udvidede Johan Lehn det nuværende Hvidkilde på renæssancebygningens kældre sandsynligvis med Phillip de Lange som arkitekt. Hvidkilde har siden gennemgået ombygninger blandt andet ved Jens Ingwersen i 1919, hvor det store trappetårn mod haven blev tilføjet. Siden har Hvidkildes hovedbygning fået skiftet taget i begyndelsen af 2000-tallet. På et af de malede dørstykker i riddersalen fremstår Hvidkilde farvesat med gråmalede liséner, hvidmalede murflader og uden den nuværende skorstenspibe placeret midt på hovedfløjens rygning.

Hvidkilde ligger på et fortidsmindefredet voldsted ved Hvidkilde Sø i det kuperede sydfynske landskab. Området foran hovedbygningen afgrænses mod Fåborgvej af en pudset, hvidmalet mur med kvadermurede piller og sandstenskrone. Mod nord afgrænses voldstedet af en vandfyldt grav med bred træbro, der fører over til den tilhørende park. Øst for hovedbygningen ligger godsets avlsgård, Hvidkilde Ladegård, opført i rødt opstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl. Avlsgården er ikke omfattet af fredningen. Hvidkildes hovedbygning er en symmetrisk trefløjet, bygning, der er to etager høj. Den består af en hovedfløj med to sydvendte sidefløje og på havesiden er et trappetårn i fløjens fulde højde, hvorfra der er udgang til parken via en toløbstrappe. Under trappen er der indgang til kælderetagen. Den grundmurede hovedbygning hviler på en høj, gråmalet sokkel og bærer et opskalket mansardtag hængt med sortglaserede vingetegl. I rygningen sidder syv hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave og i mansarden sidder fladbuede kviste symmetrisk placeret rundt om hele bygningen. Murværket fremstår pudset og hvidmalet og afsluttes under tagudhænget af en muret hovedgesims. De midterste fag i hovedfløjens gårdside og sidefløjenes langsider er let fremhævede og fremstår med lisen- eller pilasterindramninger. Vinduerne på gårdsiden og sidefløjenes øvrige sider har alle glatte indramninger og sokkelpartiet under stueetagens vinduer er ligeledes udsmykket med rektangulære blændinger.

I hovedfløjens midterste fag er hovedindgangen placeret over en bred sandstenstrappe med bred repos og svungne vanger samt fornemt forarbejdede smedejernsgelændere. Den tofløjede dør har udskårne fyldinger og rundbuet overvindue. Den indrammes af en sandstensportal med en pilasterbåren segmentfronton prydet med Johan Lehns våbenskjold. Hovedbygningens midterfag er over hovedgesimsen fremhævet med en frontispice. I hjørnerne mellem hoved- og sidefløje er to sekundære sandstenstrapper til sidefløjenes indgangsdøre. I modsætning hertil har hovedfløjens haveside en enkel fremtoning, der blot prydes af den gennemgående hovedgesims. Denne side domineres af trappetårnet, der ligesom resten af hovedbygningen bærer et mansardtag hængt med sortglaserede tegl og der mod haven er prydet med en stor sandstensportal. Alle vinduerne er ældre, opsprossede korspostvinduer eller torammede vinduer med otte ruder i hver ramme. I kælderetagen er vinduerne indsat i fladbuede muråbninger. I det indre har kælderen bibeholdt en ældre rumopdeling, hvor der langs gårdsiden løber en fordelingsgang, der giver adgang til kælderens rum, der tidligere har været indrettet til køkken, bryggers, vaskerum, linnedopbevaring, strygestue, forrådsopbevaring, brænderum, folkestue og folkekøkken. I det tidligere køkken er et stort brændekomfur bevaret. Fordelingsgangen og alle kælderetagens rum har krydshvælvede lofter, der fremstår hvidkalkede, mens de ældre døre og gerichter er rødmalede. Gangene har nyere, traditionelt udførte murstensgulve lagt i sildebensmønster og flere steder en ældre klinkebelægning bevaret.

Stueetagen er ligeledes præget af en ældre planløsning med gange langs sidefløjenes gårdsider og stuer samt kabinetter mod syd og mod de øst- og vestlige langsider. Hovedfløjen domineres af den gennemlyste hall, der strækker sig fra hovedindgangen til trappetårnet på nordsiden. Gennem trappetårnet er der både adgang til parken og via pragttrappen til hovedbygningens anden etage. Vest for hallen ligger biblioteket med den oprindelige barokke indretning i blå og gylden farvesætning. Stuer og kabinetter i den østlige fløj er indrettet til godskontor med tilhørende køkken og mødelokale, mens der er indrettet nyt køkken og spisetue samt opholdsstuer i den vestlige sidefløj. Vestfløjen indrettet med et nyere køkken og tilhørende grovkøkken samt en række stuer og kabinetter. Overalt i stuetagen er de ældre eller oprindelige overflader og bygningsdele bevaret i form af gulve af parket, planker eller ølandssten, fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, brystnings- og lysningspaneler, ældre brændeovne, porcelænsovne, ovnnicher samt pudsede lofter med rig stukkatur. Interiørets originale barokke indretning er flere steder harmonisk samarbejdet med nyere neobarokke træk fra en større ombygning omkring 1915.

Anden etage har ligeledes en ældre grundplan, hvor østfløjen er inddelt i store, en suite forbundne stuer og sale, mens vestfløjen er indrettet med gang langs gårdsiden og værelser, stuer samt badeværelser. Værelser, stuer og sale præges overalt af en ældre og traditionel materialeholdning og har ligesom stueetagens rum en overdådig og velbevaret aptering i form af oaprketgulve, stukkatur, og rig panelering. Hovedfløjen domineres af den store, gennemlyste barokriddersal, der fremstår med originalt mønsterlagt plankegulv, rig stukkatur i loftet og dørstykker samt flanderske gobeliner fra 1700-tallet. Loftetagen er indrettet med gæsteværelser og badeværelser i den vestlige sidefløj, mens værelser og ældre gæsteværelser i overhovedfløjen og den østlige sidefløj fortrinsvis anvendes til opbevaring.

Den miljømæssige værdi ved Hvidkilde knytter sig til hovedbygningens beliggenhed ud til Hvidkilde Sø og hovedlandevejen, hvor den store hvide bygning indtager en markant og iøjnefaldende plads i landskabet. Sammen med de velholdte avlsbygninger og vandmøllen i rødt opstolpet bindingsværk udgør Hvidkilde et særdeles formfuldendt og velbevaret herregårdsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Hvidkilde knytter sig til hovedbygningen, der er opført på et fortidsmindefredet voldsted, hvilket vidner om, at dette sted har været beboet gennem mange århundreder. Den nuværende trelængede hovedbygnings symmetriske opbygning med hovedfløjens fremhævede midterparti og mansardtaget definerer den barokstil, som præger bygningen. Med sin imponerende udformning indtager hovedbygningen således den øverste plads i herregårdsanlæggets interne bygningshierarki. I det indre afspejler indretningen af de forskellige etager bygningens oprindelige anvendelse og indre hierarki. Kælderens enkle materiale- og farveholdning i samspil med den praktiske udformede grundplan viser denne etages funktionsbetingede fortid som en etage forbeholdt tjenerskabet. Kælderens hvælvede lofter er endvidere et levn fra en tidligere renæssancebygning, hvorpå Philip de Lange byggede den nuværende hovedbygning. Stueetagens indretning med forhal og fornemt udstyrede kabinetter samt stuer, der vidner om denne etages repræsentative funktion, mens kronen på værket er riddersalen på anden etage, hvor bygningens barokstil kommer til fuld udfoldelse i rummets symmetriske opbygning, paneleringen, gobelinerne, stukkaturen, dørstykkerne og det mønsterlagte plankegulv. Barokstilen har tydeligvis også været inspirationskilde for de senere ombygninger, hvor dele af indretningen er udført i neobarok, hvilket eksempelvis ses i forhallens rige stukkatur, og i pragttrappen til anden etage.

Den arkitektoniske værdi ved Hvidkilde knytter sig i det ydre til den vægtige bygningskrop, hvor det gennemført velproportionerede helhedspræg opnås gennem den taktfaste faginddeling, det opskalkede mandardtag og den stringente symmetri, hvis midtakser mod gård og have fremhæves af de fornemt udførte sandstensportaler. Gennem de dekorative elementer i form af indramninger, gesimser, pilastre og liséner får bygningskroppenes sider en let gradueret og særdeles elegant reliefvirkning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til den symmetrisk opbyggede riddersal, hvor gobeliner, stukkatur, det fornemt forarbejdede træværks grønne og gyldne farver samt det mønsterlagte gulv danner et helt enestående og helstøbt barokinteriør. Hertil kommer hovedbygningens række af højloftede stuer, sale og kabinetter, hvis intakte interiører sikres rigeligt med lys fra de store vinduer. Atmosfæren varierer alt efter stukkaturens udformning, væggenes beklædninger, farveholdningen og træværkets bemalinger, men fælles for rummene er den udsøgte materialekvalitet og detaljering, som på formfuldendt vis spejler det ydres herskabelige og magtfulde udtryk. I kælderen danner lysindfaldet på de kalkede lofthvælvinger en skulpturel skyggevirkning, der sammen med de regulære rums enkle farvesætning og gedigne materialeholdning manifesterer kælderens funktionsbetingede og prunkløse arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Flyvervej 2, Landet
• Strandgade 19, Troense
• Strandgade 49, Troense

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen