Hyskenstræde 16, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Størstedelen af Snarens Kvarter brændte både i 1728 og 1795, men i den sydlige del findes adskillige bevarede bygninger. Navnet Hyskenstræde kommer af det tyske das Häuschen, der på dansk kan oversættes til det lille hus, som på dansk er et andet udtryk for toilet, lokum m.v. Bygget på pæle i vandet ud for Hyskenstræde lå det offentligt tilgængelige hus (kaldet Østre Mag) hvor man så kunne forrette sin nødtørft. Forhuset Hyskenstræde 16 blev opført i 1797 af murermester Lauritz Thrane sammen med det tilhørende baghus, der dengang kun var to etager højt. Forhøjet til fire i 1799. Forhuset havde oprindeligt en gavlkvist over ét fag, som blev fjernet mellem 1849-1886, hvor mansardetagen i stedet blev tilføjet. Samtidig blev facaden pudset og forsynet med hoved- og kordongesims, mens en dækplade over kældernedgangen blev fjernet. Facaden har været oliemalet siden 1849. I 1900 etableredes den ene af de to eksisterende gangbroer mellem for- og baghuset, hvor den anden er ældre. I 1961 nedrives køkkenskorstenen midt i huset og i stedet etableredes WC-baderum. I nyere tid er baghusets forside efterfunderet, og husenes tage, facader, gangbroer og vinduer er blevet istandsat. Samtidig er baghusets trappe fra 1851 fjernet, og der er opført en udvendig spindeltrappe af metal.

Ejendommen Hyskenstræde 16 er beliggende i Københavns Snarens Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I stueetagen er en café, mens de øvrige lejligheder benyttes til beboelse. Det grundmurede forhus i Hyskenstræde 16 er fem fag langt og står i tre etager over en høj kælder. Facaden er glatpudset og brun- og mørkegråmalet op til første etage, hvor en hvidmalet, let profileret kordongesims deler murplanet. Herover er facaden rødmalet og afsluttes øverst af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Forhuset har mod gaden et rødt, teglhængt mansardtag med fem mansardkviste nederst og to rundbuede tagkviste øverst. Vinduerne i facaden er ældre korspostvinduer med opsprossede nedre rammer og ældre hjørnebånd og stabler. I stue- og kælderetagen er store butiksruder. Alle lysegråmalede. I yderste højre fag er nedgang til kælderen, mens der i det yderste venstre fag (over et par trin og i en niche) er forhusets indgangsparti. Her sidder en ældre, måske oprindelig, tofløjet revledør med ydre fyldninger og beklædning. Ovenfor er et ældre overvindue med ældre hjørnebånd og stabler. Gårdsiden er fire fag lang og tre etager høj og fremstår forskelligt fra forhuset med en smal sortkalket sokkel og en facade kalket i jernvitriol op til taget. Gårdsiden har øverst en muret, profileret hovedgesims, hvorover der er et rødt, teglhængt mansardtag. I det venstre midterfag er rejst en frontkvist, der i mansardetagen er flankeret af en kvist til venstre for og to til højre for. Alle med zinktag. Fra mansardkvistene er etableret to gangbroer af metal til baghuset. Ovenfor mansardetagen og frontkvisten er en stor og en lille pultkvist med røde tegl, og i tagfladen er i øvrigt enkelte skorstenspiber i metal. Vinduerne i gårdsidens facade er ældre to- og trerammede korspostvinduer med opsprosninger og ældre hjørnebånd og stabler. I kvistene er nyere, traditionelt udførte vinduer og døre ved gangbroerne. Alle rødmalede og med smalle sålbænke. I gården er to rundbuede nicher i de to højre fag. I det yderste fag er et nyere, traditionelt udført dørparti, der giver adgang til forhusets gennemgående trapperum. De gamle stabler er bevaret på indersiden. I det andet fag er en nedgang til kælderen, hvori en nyere, traditionelt udført bræddedør er isat. Begge døre er rødmalede. Baghuset fremstår som resten af gårdsiden, men har termoruder og en udvendig spindeltrappe af metal mod nord. I det indre har lejlighederne bevaret en traditionel plandisposition med gadevendte stuer og køkkener mod gården. Gennem hoveddøren er adgang til husets gennemgående fordelingsgang, hvor husets ældre toløbstrappe er placeret bagtil. Dørene til lejlighederne er ældre eller traditionelt udførte fyldingsdøre med ældre hængsler og gerichter, men med nyere greb og låsetøj. Nogle steder er hængsler blevet tilføjet eller udskiftet med traditionelt udførte. Lejlighedernes snedkerudstyr fra stuen til anden etage er overvejende ældre med helpanelerede vægge mod gaden, lysningspaneler, ældre en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre gerichter og enkelte ældre hængsler, brystnings- og fodpaneler langs væggene i stuerne, afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ildstedspilastre. Hertil kommer en lettere profileret loftsgesims, stukkatur og rosetter. Vinduerne i lejlighederne er overvejende ældre med mange ældre anverfere og stormkroge bevaret, samt med nyere, traditionelt udførte forsatsruder. I lejlighederne er ældre planke- og bræddegulv, i stueetagen sortmalet. Køkkener og toiletter er nyere. I mansard- og kvistetagen er materialeholdningen meget lig de øvrige lejligheder, men her fra forhøjelsen i anden halvdel af 1800-tallet og derfor mere enkel uden de samme deltaljer. I stuerne er stukkatur og rosetter med slyng og blomstermotiv. En kort, ældre toløbstrappe med linoleumsbelagte trin mellem mansarden og kvistetagen er bevaret. På loftet står tagkonstruktionen synlig. I kælderen er en moderne materialeholdning, men mod gården står det ældre bindingsværk visse steder synligt med rødmalede stolper og hvidmalede tavl.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, ligesom gårdsiden samt baghuset sammen med naboejendommene er med til at opretholde et helstøbt og historisk baggårdsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Hyskenstræde 16 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Hyskenstræde 16 er opført i 1797, altså kort efter branden, og ejendommen viser, hvordan klassicismens håndværksmestre som Thrane med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I det ydre kommer dette til udtryk i den enkle, glatpudsede og bemalede facade med vinduernes regelmæssige takt og lettere tilbagetrukne placering. Hertil kommer den profilerede kordongesims mellem stue- og førsteetagen og den profilerede hovedgesims under det teglhængte mansardtag. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til tagets fem mansardkviste og to rundbuede kviste mod gaden og pultkvistene mod gården. Ligeledes er hovedetagernes ældre, lysegråmalede korspostvinduer med todelte underrammer kendetegnende for periodens bygninger på samme måde som den karakteristiske gårdvendte vinduessætning med småtopsprossede vinduer, hvor man af økonomiske hensyn prioriterede at have store ruder til gaden. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til det bevarede indgangsparti i nichen med den ældre, tofløjede revledør, rigt dekoreret med riflede fyldninger og udskæringer ud mod gaden og med ældre beslag, stabler og hængsler. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, hvor der knytter sig særlig kulturhistorisk værdi til de unikke gangbroer mellem forhus og baghus. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Hyskenstræde 16 ses det i de velbevarede etage- og planløsninger med ældre brædde- og plankegulv, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri. I lejlighederne ligger de repræsentative stuer en suite mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken, bad og toilet er placeret mod gården. De bevarede dele og traditionelt udførte interiører har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses særligt af hovedtrappens detaljer – med indstemte trin, kantede balustre, glatte hovedstykker, en profileret, sortmalet håndliste af træ, en vangesnirkel med snoet mægler, samt en glatpudset underfacade – stuernes helpanelering mod gaden samt brystnings- og lysningspaneler, den dekorative loftsstukkatur og -gesimserne, de en- og tofløjede fyldingsdøre med klassicistiske gerichter. Nogle med kighuller af ældre glas i den øverste fyldning. Ydermere har en del af dørene ældre indstukne hængsler, og de ældre vinduer har bevarede anverfere og stormkroge. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de mange ildstedspilastre, der vidner om placeringen af de oprindelige ovne, der var datidens eneste opvarmningskilde. Hertil kommer det bevarede bindingsværk i kælderen.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en let profileret kordongesims og hovedgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det røde, teglhængte mansardtag. Den horisontale deling af murplanet i kraft af kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den rødmalede overfacade og den mørkegrå og brunmalede underfacade, mens den profilerede hovedgesims elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket giver facaden en fin reliefvirkning. Dermed repræsenterer ejendommen et helstøbt eksempel på en klassicistisk beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der er en sikker balance mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning og den klassiske farvesætning, der bidrager til oplevelsen af et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de ældre, forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer diskret, men elegant stofliggør klassicismens stilmæssige og rummæssige ideal. Vinduernes lysninger og paneler i stuerne er med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter bygningens diskrete elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen af fordelingsgangen og den ældre toløbstrappe, der udgør kernen i det lille borgerhus.

Læs videre om

• Amaliegade 22, København
• Gammel Mønt 41, København
• Købmagergade 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen