Hytten, Hørve

Vallekilde Højskole blev åbnet i 1865 af den 28-årige teolog Ernst Trier, der var inspireret af Grundtvigs tanker. Efter direkte tilskyndelse fra Grundtvig besluttede Trier sig for at blive højskolelærer og åbne en højskole i det nordvestlige Sjælland, bl.a. fordi Grundtvig mente, at der var behov en skole i det område. Det første år lejede Trier sig ind på en gård i Vallekilde, hvor storstuen blev brugt som skolestue, og eleverne blev indkvarteret på de omkringliggende gårde. I 1866 blev den første bygning opført uden brug af arkitekter, men med lokale folk efter Triers anvisninger. Det første år havde han 31 elever, i 1873-73 var antallet steget til 110 og i begyndelsen af 1880'erne nåede det op på 200. Ernst Trier gav i 1889 Martin Nyrop opgaven med at opføre det stråtækte bindingsværkshus, der går under navnet "Hytten", som lærerbolig. Nyrop, som var forkæmper for den nationalromantiske retning, lod sig bl.a. inspirere af gammel dansk og nordisk bygningskunst i såvel materialevalg som dekorative detaljer. Hytten blev opført til Niels Hansen og Ingeborg Trier Hansen og stod oprindeligt i okkergule og svenskrøde farver som Vallekilde Højskoles Øvelseshus. Huset har undergået forskellige mindre ændringer bl.a. tilføjelse af et udskud, der i dag fungerer som en havestuekarnap, på sydfacaden. I det indre er enkelte vægge blevet flyttet eller fjernet i stueetagen, mens tagetagen er blevet indrettet til bolig.

Hytten ligger i udkanten af den lille landsby Vallekilde, der primært er bebygget med enfamiliehuse. Det centrale midtpunkt i byen er Vallekilde Højskole og tæt herpå ligger en kirke. På den sydlige side af Hytten er der udsigt over det inddæmmede landskab med marker og vand. Hytten består af en længe med et mindre sidehus, der ligger vinkelret på hovedlængen. På havesiden mod syd ses et mindre udskud ved siden af en terrasse, og mod øst har huset på gavlen et mindre udskud med indgang og herpå er sat et halvtag mod syd. Huset står på en sokkel af granit, og taget er tækket med strå med mønning og kragtræer. I rygningen sidder to pudsede skorstenspiber med sokkel og krave, og i tagfladerne sidder fem kviste, to mod gårdspladsen og tre mod haven. Huset er opført i bindingsværk og beklædt med en blanding af sortmalede spån i to faconer på den nederste halvdel af facaden og lodretstillede brædder to på en på den øverste halvdel. De to halvdele adskilles af en vandnæse, der under vinduerne fungerer som sålbænk. Soklen dækkes ligeledes af en vandnæse. På gavlene ses vindskeder med bemaling. Alle vinduespartier har en fordakning af træ. De ældre og traditionelt udførte vinduer er mod vejen for størstedelens vedkommende firerammede med to større og to mindre rammer, der alle har enten en eller to tværsprosser. Herudover er der torammede vinduer i både kviste og stueetagen. Mod haven er vinduerne firerammede og småtopsprossede. I udskuddet sidder torammede vinduer under de firerammede. Alle vinduer hvidmalede. Huset har fem døre: I sidelængen sidder en nyere, men traditionelt udført, tofløjet og gråmalet dør med et firedelt overvindue, i udskuddet mod øst sidder en nyere, men traditionelt udført og gråmalet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger, på havesiden af udskuddet sidder en ældre tofløjet og sortmalet revledør, i udskuddet på havesiden mod syd sidder en nyere, men traditionelt udført sortmalet havedør med glas i de øverste fyldinger og på sidelængen ses en nyere, hvidmalet pladedør. I det indre er træk af den oprindelige grundplan bevaret. Fra udskuddet mod øst går man ind i en mindre forstue, hvorfra der er adgang til stuen. Fra stuen er der mod øst adgang til et mindre værelse og mod vest ligger et spisekøkken i forlængelse af stuen. På den anden side af køkkenet ligger et større værelse. I sidelængen ligger badeværelse, en gang og trappe til tagetagen. I tagetagen er der i sidelængen repos og et mindre værelse. Hovedlængens tageetage er indrettet til bolig med to rum. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder bræddelofter, hvoraf nogle ligeledes har loftsbjælker, bræddevægge med udskæringer og bræddebeklædte vægge med bemalinger, gerichter, fyldings- og revledøre med greb og hængsler, dørstykker, indfatninger omkring vinduerne, skorstenskerner, kakkelovn og trapper. Herudover ses enkelte nyere døre. Vinduerne har forsatsruder. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder pudsede vægge, ølandsfliser, bræddegulve, klinker, fliser og terrazzo.

Den miljømæssige værdi ved Hytten knytter sig til beliggenheden i landsbyen Vallekilde, tæt på Vallekilde Højskole og som en del andre huse opført i tilknytning til højskolen, der til sammen udgør et helstøbt kulturmiljø bestående af små idylliske veje og grøn beplantning med højskolen som det centrale omdrejningspunkt i landsbyen i kraft af dens størrelse og placering. Endvidere er der miljømæssig værdi knyttet til husets placering i landskabet med udsigt over det inddæmmede landskab mod syd. Hertil kommer, at havens uregelmæssige indretning sammen med terrassen og halvtaget skaber en række mindre haverum, der passer til husets romantiske fremtræden.

Den kulturhistoriske værdi ved Hytten er i det ydre relateret til husets udtryk, der ligesom Vallekilde Højskole og øvelseshuset er opført i en national-romantisk stil. Hytten har dog et særligt nordisk anstrøg, ligesom øvelseshuset ved højskolen. Historicismen var i midten af 1800-tallet den mest udbredte stilretning i dansk arkitektur, men hen mod slutningen af århundredet vandt en mere dansk stil frem på bekostning af inspirationen fra italiensk arkitektur. Den såkaldte nationalromantiske stil var således fremherskende i de sidste årtier i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor især arkitekten Martin Nyrop var førende. En væsentlig inspirationskilde for Martin Nyrop var ældre dansk og nordisk arkitektur- og byggetradition, og han brugte disse som udgangspunkt for udviklingen af en ny arkitektur. Ud over det åndelige grundlag fra traditionen var håndværket og bygningens håndværksmæssige udførsel ligeledes af stor betydning for Nyrops arkitektoniske udtryk. Håndværket og forståelsen for materialer og deres forskellige stofligheder var, mente han, grundlaget for en ærlig arkitektur. I Hytten kan det nationalromantiske islæt ses i anvendelsen af en bindingsværkkonstruktion med et stråtækt tag med mønning og kragtræer. Det nordiske islæt ses i træbeklædningen i form af spån og brædder, og i de mange dekorative elementer, herunder de udskårne trædetaljer og bemalede vindskeder samt i husets uregelmæssige og romantiske fremtræden med mange udskud og tilbygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til anvendelsen af en blanding af lodretstillede brædder på den øverste del og spån i forskellige faconer på den nederste del af facaden, da dette skaber en tydelig visuel sammenhæng mellem Vallekilde Højskoles øvelseshus og den nu tidligere lærerbolig. Denne sammenhæng har tidligere været endnu tydeligere, da Hytten var malet i samme farver som øvelseshuset. I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til den delvist bevarede grundplan med centralt placerede stuer og til de mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddelofter, bræddevægge med udskæringer og bræddebeklædte vægge med bemalinger, gerichter, fyldings- og revledøre med greb og hængsler, dørstykker, indfatninger omkring vinduerne, skorstenskerner, kakkelovn og trapper, der både vidner om arkitektens optagethed af en ældre dansk og nordisk byggetradition og om husets alder.

Den arkitektoniske værdi ved Hytten er i det ydre knyttet til husets irregulære fremtræden med mange udskud på alle husets sider samt til vindues- og kvistsætningen, der gør, at huset virker levende. Huset fremstår dog på trods af de irregulære elementer som et helstøbt hus, der samles af træbeklædningen og det stråtækte tag. Dette understreges tillige af, at den lille udbygning på den østlige gavl ligeledes har et stråtækt tag. Den formmæssige uregelmæssighed og variationen i beklædningen og de dekorative detaljer giver sammen med det stråtækte tag Hytten et romantisk og landligt udseende. Derudover er der arkitektonisk værdi relateret til udformningen af husets facader med beklædning af både sortmalede brædder og spån, der sammen med de forskellige vinduestørrelse, døre og mange detaljer i træ som f.eks. de bemalede vindskeder på begge gavle, vandnæser og fordakninger over vinduerne skaber et oplevelsesrigt hus, der giver lyst til at gå på opdagelse i arkitekturen. I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til de lyse og lette rum med flotte lysindfald fra de opsprossede vinduer, specielt i udskuddet mod syd. Hertil kommer de mange oprindelige detaljer som bræddebeklædninger med bemalinger og paneler, der alle bidrager til indtrykket af et særdeles raffineret bygningsværk.

Læs videre om

• Det Runde Hus, Havnebyen
• Højskolevej 21, Hørve
• Peters Hus, Rørvig

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen