Idrætshuset, København

Opførelsen af Idrætshuset er et led i etableringen af Københavns Idrætspark, som blev den første store satsning og understregning af idrættens betydning i det nye århundrede. Der findes tidligere gymnastikhuse, øvelseshuset på Vallekilde Højskole fra 1884 og Helle Gotveds gymnastikhus fra 1898, men Idrætshuset er i forhold til disse rettet mod den store offentlighed. Idrætshuset fremtræder som en solid rødstensbygning i den sammensatte nationalromantiske stil, der først kommer til udtryk i Københavns Rådhus. Men udseendet bedrager. Som Søren Lemche udtrykker det i artiklen i Architekten i 1914, Bygningens konstruktion afviger i betydelig grad fra den almindelige byggemåde, idet jernbetonen ved denne lejlighed er tagen i brug i en her i landet hidtil uanvendt udstrækning.

Bygningens facade afspejler bygningens indre. Øverst angiver rækken af gavlkviste med de store vinduer salens udstrækning, de høje, gennemgående vinduer i hver side viser trappeopgangene, hovedindgangen fra gaden ligger i midten og på hver side af denne er anbragt små butikker. Ved bygningens gavle er tilføjet en tilbygning, der mod tennishallen er indrettet til restauration. Ikke meget er ændret på facaden mod gaden i dag, udover at der er skiftet vinduer i stueetagen. De to facader fremtræder ved først øjekast relativt ens. Facaden mod Parken har dog en mere omhyggelig bearbejdning end facaden mod gaden. Mod Parken ses på hver side af indgangspartiet i stueplan fire store dobbelthøje vinduesfag med mønster-murværk, der i teglsten illustrerer forskellige idrætsgrene. Også vinduessætningen på første sal er forskellig på de to facader. Parvis dobbelte smalle vinduer mod gaden og større vinduer mod parken. Søren Lemche skriver i Architekten om bygningens indretning: Ved udarbejdelsen blev der taget særligt hensyn til, at bygningen skulle kunne rumme en stor menneskemængde, uden at der fremkom trængsel, idet den store opvisningssal, som skulle ligge på Iste sal, skulle kunne bruges ikke alene til gymnastikopisning, men også ved mangfoldige andre lejligheder, hvor foruden gallerier og loger også hele gulvet kunne ventes optaget af publikum. Der måtte skaffes store garderobeforhold, flere trapper og udgange o.s.f. Stueetagens vestibule var tænkt til opvarmning og som et område til fordeling af en stor menneskemængde. Salene i gavlene blev og bliver fortsat brugt til forskellige former for kampsport. Hertil kommer et større antal kontorer, trapper og omklædningsrum. Bygningens indre er domineret af gymnastiksalen, der strækker sig gennem tre etager. Oprindeligt var salen udstyret til gymnastik, men bruges i dag til flere forskellige sportsgrene. I hver ende af salen, på 1. sal er der sale, der bruges til kampsport. På 2. sal er der adgang til tilskuerpladserne på balkonerne. Salens loft er udformet som et tøndehvælv med stikhvælv til de store vinduer. Der skabes herved højt sidelys, som reflekteres i hvælvingerne. Kunstakademiets Arkitektskole har undersøgt lysforhold i idrætsbygninger, og fremhæver Idrætshuset som et af de smukkeste eksempler på anvendelse af dagslys i en idrætshal. Lektor Svend Jacobsen nævner i sit notat, at effekten er så overvældende, at man også ved kunstoplysning om aftenen anvender samme oplysningsmetode, idet lysarmaturerne peger op i stikhvælvene, og derved bruger bygningen som lampeskærm.

Jernbeton som bygningsmateriale var ikke ukendt i 1911. Armeret beton havde været brugt i Danmark fra omk. År 1900, i begyndelsen næsten udelukkende som simple betondæk. Senere også i mere indviklede konstruktioner f.eks. Christiansborg Slot, Det Ny teater og Statens Museum for Kunst. Arkitekten Søren Lemche og ingeniøren Eduard Suenson arbejdede sammen om de to bygninger i Idrætsparken, de overdækkede tennishaller og Idrætshuset, og begge steder blev der eksperimenteret med de nyeste ingeniørmæssige konstruktioner. Suensom var docent, senere professor i materialelære ved Polyteknisk Læreanstalt og var samtidig førende ingeniør ved mange bygninger. Søren Lemche skriver om anvendelsen af jernbeton i bygningen: Alle konstruktive dele, lige fra fundamenterne til tagværksåsene, er udførte i jernbeton. 6 svære buer danner hovedbestanddelen af konstruktionen; de er forbundne ved vandrette betonbjælker, hvorved der i ydermurene dannes en art bindingsværk. Det nye i Idrætshuset var den store sals hvælvings ophæng i loftet. I Opfindelsernes Bog IV fra 1914 findes en beskrivelse af tagværkets konstruktion i Idrætshuset: Det kan kaldes et jernbeton-bindingsværkshus; her er dog ikke blot tavlene mellem bjælkerne udfyldt med let murværk, men dette dækker også bjælkerne udvendig, så at bygningen ser ud som et grundmuret hus. Åsene, der forbinder spærene, er her svære, sammensatte dragere, der ikke blot støtter tagfladen, men også bærer den store men kun 6 centimeter tykke jernbetonhvælving, hvormed husets hovedrum er overdækket. Under opførelsen var dette mægtige rum fyldt med en tæt skov af støtter, som strakte sig gennem hele dets højde og afstivedes ved utallige vandrette stivere. Om tagværket skriver ingeniør Svend Jacobsen: Tagværket er bygningens ingeniørmæssige mesterværk. Der er mig bekendt kun det ene af denne type i Danmark og muligvis kun det ene i verden. Konstruktionen er et buet risteværk af Vierendeel-dragere i insitustøbt jernbeton. Et risteværk er en konstruktionstype med krydsende bjælker eller dragere, som ligger i sammen plan. Normalt vil en buekonstruktion give anledning til udadskydende kræfter i bygningen. Men her er vederlaget udført sådan, at bygningen ikke påvirkes på denne måde, og Vierendeelspærene virker virkelig som bjælker. Vierendeeldrageren er udviklet af Arthur Jules Vierendeel (1852-1940), en belgisk ingeniør, som fik denne idé omkring 1896. Ideen var en øvre og en nedre bjælke forbundet af lodrette stive elementer uden de diagonale støtter, som ses i en gitterkonstruktion. Den første Vierendeelbro var af stål og blev bygget 1902 i Belgien. Idrætshuset er således et meget tidligt og unikt eksempel på denne konstruktionstype. Idrætshuset danner sammen med Tennishallerne kant omkring idrætsanlægget og formidler med sin størrelse og fremtoning langsidens betydning. Idrætsparken er i sig selv et imponerende og tidligt anlæg, fra et tidspunkt, hvor kropskulturen begynder at finde sin plads som en del af bylivet. Statuerne, der er placeret i forbindelse med Idrætshuset søger at knytte forbindelse til dengang kropskulturen var i højsædet – til det klassiske Grækenland. De to statuer forestiller Nævekæmperne Kreugas og Demoxenos. De er formet af Antonio Canova (1757-1822). Statuerne ved rampen mod Idrætshuset Til venstre ses Skraberen af Lysippos ca. 300 f. Kr. og til højre Spydbæreren af Polykleitos ca. 450 f. Kr.

Læs videre om

• Nyhavn 11, København
• Skindergade 40, København
• Stærekassen, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen