Den ca. 10 km lange Illerup Å udspringer i Stilling Skov mellem Mesing og Stilling og løber i vest ud i Mossø. Ådalen har siden 1950’erne været kendt som en vigtig arkæologisk lokalitet pga. fundet af Danmarkshistoriens største våbenofring samt slagmarksofringen af flere hundrede faldne jernalderkrigere.
Illerup Ådal
Støvbladene har presset sig frem på de hjerteformede aks af alm. hjertegræs, så vinden kan fange de små pollenkorn og ved en kombination af tilfældigheder og stor pollenproduktion sørge for bestøvningen. I Danmark kan det letgenkendelige græs kun forveksles med sine nære, men betydelig sjældnere slægtninge, liden og stor hjertegræs. Alm. hjertegræs vokser typisk på fugtige enge og kan bl.a. opleves i Illerup Ådal.
Mørke skyer ligger tungt over Illerup Ådal, hvor højspændingsledninger tegner et nodepapir på himlen, som gjorde de klar til at lægge stroferne til det snarlige tordenvejr. I jernalderen var Illerup Ådal et utilgængeligt vådområde, som lokalbefolkningen måske opfattede som en adgangsvej til Dødsriget. Mere end 22.000 fund er gjort i ådalen, men meget ligger endnu bevaret under mulden.
Meget velbevaret kranie, som i jernalderen er blevet ofret i søen, der i dag udgøres af engdraget Alken Enge i Illerup Ådal.
Sværdklinger var en af Romerrigets største eksportartikler til Germanien, nord for Romerrigets grænser, og var ofte forsynet med fabrikantens stempel eller en figur. Her ses et af sværdene fra Illerup Ådal; et romerskarbejde, formentlig fra Gallien med en metalindlægning på klingen, der forestiller krigsguden Mars. Blandt de ofrede våben er der også fundet enkelte sværd med indskrifter, der viser, at de har været anvendt i de romerske legioner, før de endte i Germanien.
Ådalen
Dannelsen af den markante dal Illerup Ådal begyndte sandsynligvis allerede i Miocæn for ca. 15 mio. år siden, da der opstod spændinger i den stive jordskorpe. Derved blev der dannet dybe sprækker og langstrakte forsænkninger i dybgrundens overflade parallelt med nutidens dale. Under istiderne eroderede gletsjere og smeltevandsfloder i resterne af de gamle forsænkninger og gravede sig derved ned i aflejringer fra Miocæn. Is og smeltevand har efterfølgende aflejret tykke lag af sedimenter i dalbunden.
Den nuværende ådal må betragtes som en tunneldal, der blev formet af smeltevand inde under Nordøstisen under sidste istid. Tunneldale er bl.a. karakteriseret ved en dalbund, som veksler mellem sø- og mosefyldte bassiner og højereliggende tærskler og kaldes derfor også for sødale. Det er også tilfældet i Illerup ådal, om end det ikke er så tydeligt som i andre større tunneldale.
For at afvande Alken Enge ud mod Mossø til landbrugsformål blev dele af Illerup Å udrettet 1930-60. I dag fremstår Alken Enge derfor overvejende som et landbrugsområde, og pumperne kører stadig.
Illerup Ådal rummer flere store eng- og moseområder, men overordnet har de en ret lav naturkvalitet. Spredt i ådalen kan man dog støde på et ganske bemærkelsesværdigt planteliv, der bl.a. tæller majgøgeurt, blå, hvid og gul anemone, brudelys, vandsnerre, kløvkrone, engkabbeleje og den sjældne alm. pilblad.
I selve åen og især i den øvre del findes en tæt bestand af alm. ferskvandstangloppe, der bl.a. tjener som føde for åens ørreder. Efterkommere af de stallinger, som blev udsat i Gudenå 1936-37, har også fundet vej til Illerup Å, om end de ikke har formået at etablere en blivende bestand.
Fuglelivet langs åen og i ådalen omfatter bl.a. vibe, nattergal, kærsanger, ravn, agerhøne, tårnfalk, rød glente og skovhornugle. Derudover er den invasive mårhund også begyndt at optræde regelmæssigt i området.
Den hellige dal
De to vigtigste arkæologiske fund, der forbindes med Illerup Ådal, er dels et imponerende våbenoffer, dels lokaliteten Alken Enge med menneskeknogler fra flere hundrede krigere. Fundene, som begge stammer fra jernalderen, anses som udtryk for rituelle handlinger og har foranlediget den teori, at hele dalstrøget ned til Mossø i jernalderen var en hellig dal med en indgang til underverdenen.
Den ældste lokalitet, Alken Enge, dateret til ca. år 100, afspejler et rituelt hændelsesforløb, der tilsyneladende var udbredt i det keltiske område i det nuværende Frankrig og Holland. Baggrunden for offerhandlingen i Alken Enge, som involverede tusindvis af menneskeknogler, var, at et meget stort slag har stået et sted i det østjyske, og krigerne fra den tabende part er efterladt på slagmarken eller samlet sammen på en hellig plads. Efter et halvt år har almindelig nedbrydning og dyrs adgang til de døde krigere resulteret i, at knoglerne for hovedparten har ligget som spredte enkeltknogler på jordoverfladen. På et tidspunkt er skeletmaterialet blevet samlet sammen og transporteret til Alken Enge, der i tiden omkring Kristi fødsel var en ca. 40 ha stor lavvandet sø. Her har befolkningen ofret knoglerne i søen som en afslutning på konflikten. Begivenheden markerede samtidig sejrherrens sidste fornedrelse af individerne fra den slagne fjendtlige hær.
Udgravninger i Alken Enge i årene 2008‑14 har vist, at der er tale om et usædvanlig velbevaret fund. Undersøgelserne har bl.a. omfattet udfærdigelse af dna-profiler på individerne, hvilket har bidraget væsentligt til udforskning af den nordeuropæiske jernalderbefolkning. Endelig repræsenterer fundet også en af de største kendte hære fra ældre jernalder (ca. 500 f. Kr.-ca. 375 e. Kr.), hvilket er en indikation på, at jernaldersamfundet var gennemorganiseret, når det formåede at opstille så store hærenheder.
I Illerup Ådal, 5 km opstrøms udløbet, er der ydermere gjort et ekstraordinært fund af offervåben fra den efterfølgende periode af jernalderen. Fundet omfatter mere end 22.000 genstande, hvoraf mange stammer fra det romerske imperium. Ad fire omgange har der i årene ca. 200-ca. 450 været foretaget ofringer af hærudstyr i form af lanser, sværd, skjolde og økser samt af krigernes personlige udstyr som rageknive, kamme, mønter, pincetter m.m. Ingen skeletter fra krigerne er fundet, men fire heste er ofret her. Ud fra udstyret i ofringerne kan man opstille et hærhierarki, der viser spor af et velorganiseret samfund med småhøvdinge under ledelse af en eller flere storhøvdinge, der indgår i hærene. De mange genstande fra Romerriget giver desuden et særdeles godt indtryk af dets store indflydelse i det germanske område, nord for Romerrigets grænser, på denne tid. Våbenfundet er udstillet på Moesgaard Museum i Aarhus Kommune.
I 1996 blev 28 ha af Illerup Ådal fredet for at beskytte de arkæologiske værdier, da der stadig ligger mange ofrede våben bevaret i området.
Videre læsning
Læs mere om landskaber i Skanderborg Kommune
Se alle artikler om Landskaber
