Industrialiseringen var en drivende kraft i byernes udvikling, som formede – og omformede – byerne. Når virksomhederne anvender ny teknologi eller indgår i en ændret arbejdsdeling, får de nye krav til plads og beliggenhed. Lukker eller flytter de, åbnes der for transformation af de tiloversblevne industriarealer til nye anvendelser.
En forløber for industrien, før der blev taget maskiner i brug, er den såkaldte forlagsvirksomhed, hvor forlæggere opkøbte og videresolgte den udbredte husflidsproduktion fra 1700-tallets bondesamfund, fx uldvarer, lærred og kniplinger, og godsernes organisering af tekstilfremstilling for fæsternes kvinder, ældre og børn. Egentlig industri i moderne forstand, med anvendelse af maskinkraft og arbejdsdeling, var der endnu ikke tale om. Godsmanufakturer af denne type blev oprettet på fx Hindsgavl, Hvidkilde, Brahetrolleborg, Valdemar Slot og Øbjerggård i Køng. På Bregentved gods oprettedes en spindeskole og »landfabrik« med 1.200 ansatte. Var der til denne førindustrielle produktion opført særlige bygninger, adskilte de sig normalt ikke fra de omkringliggende bygninger og dannede derfor ikke særlige industrielle miljøer.
Særlige bygningsmæssige rammer var derimod ofte nødvendige for de store manufakturer og industrimøller, der under enevælden var drevet af eller i tæt tilknytning til staten. Her fandt den første mekanisering sted, og her skabtes der nye bymiljøer omkring de virksomheder, der benyttede vandkraft som energikilde og derfor lå uden for byerne. Foruden bygninger til produktionen måtte de også skaffe boliger til deres arbejdere, hvorved de dannede små fabrikssamfund som Kronborg Geværfabrik ved Hellebæk, Frederiksværk, de mange værker ved Mølleå og papirmøllen ved Engelsholm – senere Randbøldal Klædefabrik – ved Vejle. Bymæssige rammer for en bredere sammensætning af håndværksmæssig og industriel produktion af kakkelovne, ure, låse, cigarer, sæbe og lak blev skabt af tilrejsende herrnhutere, som i 1772 havde fået Christian 7.s tilladelse til at etablere byen Christiansfeld i Sønderjylland.
I købstæderne fandtes der frem til 1800-tallet tekstilfremstilling, bryggeri- og brænderivirksomhed, tobaksspinderi, garveri mv. Det var en håndværkspræget fremstillingsvirksomhed, som normalt fandt sted i indehaverens bygård og kun undtagelsesvis krævede særlige bygninger.