Moderne storskalaindustri placeret langt fra byer og boliger i egne industriområder med nem adgang til motorvejssystemet. Arla Foods i Taulov ved Fredericia.
.

Industrialiseringen var en drivende kraft i byernes udvikling, som formede – og omformede – byerne. Når virksomhederne anvender ny teknologi eller indgår i en ændret arbejdsdeling, får de nye krav til plads og beliggenhed. Lukker eller flytter de, åbnes der for transformation af de tiloversblevne industriarealer til nye anvendelser.

En forløber for industrien, før der blev taget maskiner i brug, er den såkaldte forlagsvirksomhed, hvor forlæggere opkøbte og videresolgte den udbredte husflidsproduktion fra 1700-tallets bondesamfund, fx uldvarer, lærred og kniplinger, og godsernes organisering af tekstilfremstilling for fæsternes kvinder, ældre og børn. Egentlig industri i moderne forstand, med anvendelse af maskinkraft og arbejdsdeling, var der endnu ikke tale om. Godsmanufakturer af denne type blev oprettet på fx Hindsgavl, Hvidkilde, Brahetrolleborg, Valdemar Slot og Øbjerggård i Køng. På Bregentved gods oprettedes en spindeskole og »landfabrik« med 1.200 ansatte. Var der til denne førindustrielle produktion opført særlige bygninger, adskilte de sig normalt ikke fra de omkringliggende bygninger og dannede derfor ikke særlige industrielle miljøer.

Særlige bygningsmæssige rammer var derimod ofte nødvendige for de store manufakturer og industrimøller, der under enevælden var drevet af eller i tæt tilknytning til staten. Her fandt den første mekanisering sted, og her skabtes der nye bymiljøer omkring de virksomheder, der benyttede vandkraft som energikilde og derfor lå uden for byerne. Foruden bygninger til produktionen måtte de også skaffe boliger til deres arbejdere, hvorved de dannede små fabrikssamfund som Kronborg Geværfabrik ved Hellebæk, Frederiksværk, de mange værker ved Mølleå og papirmøllen ved Engelsholm – senere Randbøldal Klædefabrik – ved Vejle. Bymæssige rammer for en bredere sammensætning af håndværksmæssig og industriel produktion af kakkelovne, ure, låse, cigarer, sæbe og lak blev skabt af tilrejsende herrnhutere, som i 1772 havde fået Christian 7.s tilladelse til at etablere byen Christiansfeld i Sønderjylland.

I købstæderne fandtes der frem til 1800-tallet tekstilfremstilling, bryggeri- og brænderivirksomhed, tobaksspinderi, garveri mv. Det var en håndværkspræget fremstillingsvirksomhed, som normalt fandt sted i indehaverens bygård og kun undtagelsesvis krævede særlige bygninger.

Udviklingen i landdistrikterne

Da Danmark fra slutningen af 1820’erne blev korneksportør, oplevede landbruget en fremgang, som smittede af på industrien. Dampdrevne møller erstattede de gamle møller, bryggergårdene blev til bryggerier, landsbysmedjen blev erstattet af jernstøberiet, og landbrugets behov for dræning af marker og udskiftningen af bindingsværk med grundmurede bygninger bidrog til teglværkernes vækst. I vid udstrækning gik korneksporten over provinshavnene og stimulerede til anlæg af købmandsgårde og havnepakhuse med blandet varesortiment, fx korn, kul og trælast. Denne vækst varede indtil begyndelsen af 1870’erne, hvor oversøisk korn underbød de europæiske kornproducenter og tvang dansk landbrug ind i en mere intensiv animalsk produktion, som også kom til at påvirke efterspørgslen på industrielle produkter.

I 1825 begyndte man at producere glas i Holmegaards Mose, og fra 1830’erne blev der oprettet en række jernstøberier rundtom i landet; i 1855 var der 56, ud over det gamle støberi i Frederiksværk. Men der var fortsat en omfattende fremstillingsvirksomhed i byernes beboelseshuse samt i skure og værksteder i byernes baggårde, uden egentlige industribygninger.

Af et helt andet, og meget synligt omfang, var imidlertid opbygningen af jernbanerne, de elektriske telegraflinjer og gasværkerne og vandværkerne i byerne. Kort før 1. Verdenskrig var jernbanenettet nået op på 3.900 km, og der var blevet opført flere højspændingsværker, der leverede elektricitet til store områder. De blev i samme periode suppleret af 290 små landelektricitetsværker på andels- og interessentskabsbasis.

Næringsloven fra 1857 havde frigjort den industrielle produktion fra de traditionsbundne håndværkerlavs bindinger og givet mulighed for fremvæksten af den liberalistiske industriby, samtidig med at andelsbevægelsen fra sin base i landdistrikterne og de mindre byer skabte grundlag for industri og håndværk til servicering af de ca. 1.200 mejerier og 41 slagterier, der ved 1. Verdenskrigs udbrud var vokset frem, og som især for slagteriernes vedkommende understøttede bydannelser ved jernbanenettet.

Lundeborg: en godsanlagt industri- og handelsby

Lundeborg. Købmandsgården med pakhuset. Overfor ses den tidligere manufakturhandel og på hjørnet havnefogedens hus. Luftofoto fra 1950.
.

Den positive udvikling af industri og eksport over provinshavnene fik et kontant udtryk i godsejer F. Sehesteds anlæg af Lundeborg Havn mellem Nyborg og Svendborg 1861-63. Indførelsen af næringsfriheden i 1857 gav nye muligheder for handel og produktion uden for købstæderne. Det udnyttede Sehested til at anlægge en by med tobaksfabrik, farveri og manufaktur og på havnen en købmandsgård med korn, tømmer, isenkram og kolonial samt et skibsbyggeri. Et dampskib på ruten Flensborg-Svendborg-Korsør lagde til ved Lundeborg med passagerer og gods. De diagonalt placerede huse ved torvet, den lille gade Momleby med arbejderboliger samt det store toetages pakhus på havnen vidner stadig om, at byen i sin oprindelse var planlagt. I slutningen af 1870’erne sygnede kornhandelen hen, og i 1879 lukkede tobaksfabrikken. Da det ikke lykkedes at styrke byen med en station på jernbanen mellem Svendborg og Nyborg, forsøgte Sehesteds søn, Hannibal, efter åbningen af jernbanen i 1897, at udleje sine bygninger til feriebosætning.

Byen blev i begyndelsen af 1900-tallet et yndet sommerferiemål med flere pensionater, og i 1932 overtog fiskerne havnen med pakhuset, hvorefter byen i en årrække var domineret af fiskerierhvervet.

Byernes store arbejderkvarterer

I midten af 1800-tallet begyndte den store urbaniseringsbølge, som fulgte industrialiseringen og vandringen fra land til by. Byerne voksede voldsomt, i de store byer i høj grad med nye lejlighedskomplekser, som blev lagt ud i de nye kvarterer i udkanten af de større byer. Ved 1900-tallets begyndelse var halvdelen af befolkningen i både hovedstaden og provinsbyerne tilknyttet industri og håndværk. Boligerne i arbejderkvartererne var præget af spekulationsbyggeri, og kombineret med fattigdom blandt beboerne gav det meget dårlige boligforhold for en stor del af befolkningen. Efter koleraepidemien i København i 1853 blev der taget initiativ til en moderne vandforsyning og kloaknet, men udviklingen gik relativt langsomt. I 1897 blev der vedtaget en udbygget kloakplan for København, men mange lejligheder landet over fik først eget toilet mange år senere.

De trange, overbefolkede arbejderboliger blev et af hovedtemaerne for arbejderbevægelsen, der begyndte at organisere sig om varetagelsen af de fælles anliggender. Først opstod byggeforeninger, der opførte enkelte byggerier som fx Kartoffelrækkerne i København. Siden dannedes boligforeninger med det generelle formål at opføre og drive boliger til medlemmerne. Fra 1930’erne og frem, men især fra 1980’erne, saneredes og fornyedes de gamle arbejderboliger i stort omfang.

Fabrikssamfund og fabriksbyer

Holger Petersens Fabrik på Ydre Nørrebro, ca. 1888. Litografi af Herman Tange.
.

I 1880 flyttede tekstilfabrikant Holger Petersen sin produktion ud af det indre København, først til Kastelsvej og tre år efter til Tagensvej på Nørrebro. Her indrettede han sin fabrik i en fladebygning med ovenlys fra et moderne shedtag. Ved siden af opførte han en bygning med boliger, spise- og foredragssal samt bibliotek til sine ansatte, der også kunne disponere over nyttehaver og gøre brug af fabrikkens sygekasse og sparekasse. De færdige varer blev transporteret ind til et lager og engros-udsalg i Købmagergade i Indre By. Holger Petersen skænkede i 1908 en jordlod til den nystiftede manufakturforening til opførelse af en stiftelse på hjørnet af det nuværende Bragesgade og Nannasgade; desuden skænkede han grund og tårn til Kingos Kirke overfor. Når relationerne mellem arbejdere og fabriksejeren således breder sig ud over selve fabriksarbejdet til de fysiske og institutionelle rammer for arbejderfamiliernes mange gøremål i hverdagen, kan man tale om et fabrikssamfund. Sådanne fabrikssamfund opstod også omkring fabrikkerne langs Mølleå. Grænsen mellem fabrikssamfundet og fabriksbyen er flydende.

Centralt for fabriksbyen er fremkomsten af supplerende selvstændige byerhverv. Eksempler herpå er Frederiksværk og Silkeborg. Hvis man hertil regner byer, der skylder hovedparten af deres vækst en enkelt dominerende virksomhed, kan Billund, Nordborg og Munkebo med deres nære tilknytning til hhv. LEGO, Danfoss og det nu nedlagte Lindøværft også kaldes fabriksbyer.

Udbygningen af Vesterbro i København

Udbygningen af de nye boligkvarterer var afhængig af nye transportmidler. På fotografiet fra omkring 1896 ses Vesterbrogade fra Vesterbros Torv mod vest. Gaden er ved at blive asfalteret, og der holder tre toetages hestesporvogne ud for kiosken til venstre i billedet.
.

Der har været bebyggelse på de arealer, der udgør det nuværende Vesterbro, siden 1500-tallet. Det lå uden for byens befæstning, så her fandtes erhverv og funktioner, som dårligt kunne rummes i den stadig mere tætbebyggede by. Der var møller, slagtehuse, reberbane, pesthus, galgeplads samt kroer og forlystelser.

I 1852 ophævedes den hidtidige demarkationslinje, som betød, at der mellem byen og Jagtvej/Falkoner Allé kun måtte opføres bygninger i én etage, som umiddelbart kunne fjernes, hvis det var nødvendigt af forsvarsmæssige hensyn. I 1857 blev volden sløjfet, og porten ind til København, Vesterport, revet ned.

I sidste halvdel af 1800-tallet skete en enorm byudvikling på disse arealer. Vesterbro blev udbygget, og voldterrænet blev gradvis udviklet med nye bebyggelser og jernbaneterræn. Til at begynde med var der tale om relativt lave bygninger, men efterhånden vandt tætte karrébebyggelser i fem etager frem. Fra midten af 1850’erne blev bebyggelsen i stigende grad reguleret, hvilket resulterede i pæne og pyntede huse ud mod forholdsvis brede gader, men med baggårdshuse af dårlig kvalitet og med begrænset lys og luft i gården. Bygningerne var primært boliger, men der fandtes også erhverv, både i forhusene og især i baghusene.

Befolkningstallet steg drastisk. Fra 1.736 indbyggere i det nuværende Vesterbro i 1840 voksede befolkningen til 92.230 indbyggere i 1921. Herefter stagnerede væksten, og Vesterbro nåede sit maksimum i 1950 med 97.886 indbyggere. I takt med udflytninger og byfornyelse begyndte indbyggertallet atter at falde, indtil det i 1993 lå på 47.538. Siden har befolkningen været i vækst, og i 2018 var der 69.808 indbyggere på Vesterbro.

Mellemkrigstiden

I mellemkrigstiden blev der opført en række store anlæg til industri og infrastruktur. Kort før 1. Verdenskrig og i mellemkrigstiden blev der anlagt værfter i Aalborg og Frederikshavn, i København, Køge, Rødby, Kalundborg, Odense og Nakskov samt B&W’s motorfabrik på Teglholmen og Christianshavn.

Andre store industrielle anlæg kom til – som Carlsbergbryggerierne i Valby, De Danske Spritfabrikker og tobaksfabrikken C.W. Obels Fabrikker i Aalborg, Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik i Kalundborg, Kødbyen og Novo Terapeutisk Laboratorium i København. De fleste af disse er siden blevet nedlagt, hvilket har frigjort store og centralt beliggende arealer til anden byudvikling.

I mellemkrigstiden foregik der også en sammenbinding af byer og bydele med nye transportsystemer som sporvogne og færger samt lufthavne i København og Aalborg. Og i landlige omgivelser tegnede store elektricitetsværker med egne forsyningshavne, som Kyndbyværket ved Isefjord og Masnedøværket ved Vordingborg, nye profiler i landskabet.

Planlægning for industri og velfærd

Bomærke for AAB, Arbejdernes AndelsBoligforening, dannet i 1912. På bomærket ses en arbejder, der efter dagens arbejde hviler ud med ryggen mod rygende skorstene og opmærksomheden rettet mod resultatet af fællesskabets indsats for det gode liv uden for arbejdet.
.

Opførelsen af store industribygninger og procesanlæg fortsatte efter 2. Verdenskrig. Men nu kom der en mere gensidig relation mellem by og industri til udtryk i udviklingen af efterkrigstidens velfærdsby, der blev kendetegnet ved den planlægning, som blev muliggjort med Byplanloven af 1938 og af arbejderbevægelsens indflydelse på fremvæksten af offentligt støttet byggeri af boliger, skoler og sociale institutioner. Tidligere protester mod rygende skorstene og larmende maskiner i de gamle byers blandede bebyggelser havde skabt forståelse for, at industrien burde placeres separat i særlige industriområder.

De planlagte industriområder gennemløb en udvikling med betydelige øgninger af størrelserne på både bygninger og grundarealer.

Decentralisering af industrien

Efter slutningen af 2. Verdenskrig var der vækst i både industrialiseringen og boligbyggeriet. Industrien voksede frem, men ikke ens overalt, idet fx de løntunge lavtlønnede tekstil-, beklædnings-, træ- og møbelindustrier gik tilbage i København, samtidig med

at de oplevede en vækstfremgang i bl.a. Nord- og Vestjylland. En intern opdeling af virksomhederne bidrog også til den regionale udvikling, med en begyndende koncentration af ledelses-, forsknings- og udviklingsfunktioner i København, mens selve produktionen rykkede til fabrikker i provinsen. I 1938 lå halvdelen af industriarbejdspladserne i hovedstadsområdet, faldende til knap en tredjedel i 1969. Faldet i hovedstadsområdet fortsatte, mens byer med helt ned til 500 indbyggere i provinsen oplevede en vækst i industriarbejdspladser i begyndelsen af 1970’erne. Decentraliseringen af industrien fortsatte ind i 1980’erne. Fra 1972 til 1988 faldt antallet af industriarbejdspladser med næsten 65.000 på Fyn og Sjælland, mens det i Jylland steg med godt 33.000. Mere end 50.000 arbejdspladser forsvandt alene fra Københavnsområdet. København var i krise. I erkendelse heraf nedsatte regeringen i 1989 en Initiativgruppe, der skulle overveje initiativer til at styrke hovedstaden. Det blev startskuddet til de mange investeringer i by- og havneudviklingen, i Københavns Lufthavn og Øresundsforbindelsen.

Udviklingen i industrien prægede kommunerne forskelligt. I 1980 dominerede industrien arbejdspladserne med en andel, der lå mindst 50 % over landsgennemsnittet i 37 af landets 275 kommuner. Mange var specialiserede inden for en enkelt branche, i flere tilfælde med en enkelt større virksomhed.

Specialisering er normalt forbundet med opbygningen af internationale produktionsnetværk og er et vilkår for virksomhedernes udvikling. Specialiseringen af produktionen kom derfor også til at spille en rolle for de rammer, staten i 1990’erne forsøgte at skabe gennem landsplanlægningen. Siden 2. Verdenskrig havde planlægningen af byernes udvikling haft til hensigt at skabe det moderne velfærdssamfund. For at sikre en ligelig fordeling af samfundets institutioner og service blev der lagt et net af kommune- og egnscentre over hele landet. Denne politik fungerede, så længe der var byvækst at regulere. Men da byvæksten stoppede efter den første oliekrise 1973-74, ændredes opgaven fra regulering af vækst til skabelse af vækst. I 1992 udgav Miljøministeriet derfor en landsplanredegørelse med forslag om at iværksætte en vækstfremmende politik baseret på lokale kompetencer, gerne ved samarbejde mellem byer og over kommunegrænser. Byerne blev med deres industri- og vidensproduktion opfattet som »vækstmotorer«. Når deres erhverv dannede »klynger« med gensidige relationer inden for samme branche, var der særlige forudsætninger for vækst. Videreudviklingen af sådanne erhvervsklynger var derfor et tema i landsplanredegørelserne i hhv. 2000 og 2003.

At industrien gennem klyngedannelse kan være knyttet til flere byer i et område, har en parallel til bosætningen, som i stigende grad finder sted i en anden by end den, man arbejder i. Den øgede mobilitet har medført, at det i dag ikke er nærheden, men tilgængeligheden mellem bolig og arbejde, der afgrænser den industrielle by som et større område, hvorfra der pendles dagligt til og fra arbejde. I dag kan en by bedre forstås som et funktionelt samhørende område end som en fysisk sammenhængende bebyggelse.

Fra formation til transformation

Transformationer af udtjente erhvervsområder til andre byformål i de seneste årtier er meget synlige i mange byer. Det lange kajareal i Aalborg fra Limfjordsbroen til det nedlagte Aalborg Skibsværft har fx undergået en sådan synlig forandring. Herfra udgik tidligere passagerbådene til København med deres egen terminalbygning, og her lå elektricitets- og varmeværket Nordkraft, kvægauktion og slagteri samt flere engrosvirksomheder. Nyhavnsgade, der løb parallelt med kajen, var adgangsvej til havnens virksomheder og understregede, at her var en grænse mellem byens center og byens erhverv. Hele kajområdet er nu forvandlet til bypark med kultur- og uddannelsesinstitutioner og boliger og med nøje udformede overgange på tværs af trafikbarrieren, så byen åbner sig mod vandet.

Den bymæssige transformation af sådanne erhvervsområder, der på én gang ligger centralt ved byens centrum og på byens kant mod en fjord eller ådal, har været igangsættende for en ny form for byudvikling i mange byer som fx Frederikshavn, Haderslev, Holbæk, Kerteminde, Kolding og Svendborg med kyst- eller fjordbeliggenhed og Randers med åbning både mod fjorden og Gudenådalen. Herning har med sin beliggenhed inde i landet ikke kunnet profitere på kystbeliggenhed, men byen har alligevel gennemgået en betydelig transformation som led i det identitetsskifte, der fandt sted i årene efter den kolde krigs ophør omkring 1990. Den pludseligt opståede adgang til et stort veluddannet lavtlønsområde i øst fik byens tekstilfabrikanter til at flytte produktionen til bl.a. Polen og Litauen, idet de samtidig så muligheder for at opgradere virksomhederne med design- og eksportfunktioner.

Byens tekstilskole indrettede sig også efter de nye forhold og omstillede sig til designuddannelse. Et planlagt fælles erhvervsområde med Ikast Kommune måtte opgives, men dele af det kunne senere danne brohoved for indplacering af logistikfunktioner tæt ved en nyanlagt motorvej.

Viden og servicesamfundets byer

Udflytningen af industrivirksomhedernes produktionsafdelinger skete ikke kun til de udlagte industriområder med bedre pladsforhold i byernes udkanter. Produktionen flyttede også til områder med billigere arbejdskraft og – især fra 1990’erne – til lavtlønslande. Hovedkontorerne og deres udviklings- og forskningsafdelinger blev tilbage, sammen med deres højtuddannede personale. Fra 1993 til 2006 forsvandt mere end 90.000 arbejdspladser i industrien, mens den samlede beskæftigelse voksede med mere end 160.000. Hovedstadsområdet, der i 1970’erne tabte mange industriarbejdspladser, blev fra 1990’erne kompenseret herfor med koncentrationen af videnserhverv i de større byer, som begyndte at finde sted i den periode, og som især begunstigede København og Aarhus.

Industrien skabte vækst i byerne, og væksten førte til et behov for planlægning. Derfor blev industribyen også næsten synonym med skabelsen af velfærdssamfundets byer med deres samlede boligområder, parker, bycentre og industriområder. Videns- og servicesamfundets virksomheder og institutioner trives ikke ved opdeling i særlige områder, men i relationer til hinanden og i bygningsmæssige rammer, som varierer fra de mindste virksomheder til de største hovedkvarterer. De kan med fordel udnytte de meget varierede muligheder, der opstår under transformationen af ældre byområder og centralt beliggende havne- og industriområder. Her findes ingen parallel til industrialiseringens udvikling af standardløsninger som fabrikshallerne med shedtag. Snarere præger dele af vidensamfundet byerne med byggeri og ombygninger, der viser individualitet og påkalder sig opmærksomhed enten ved deres beliggenhed eller den arkitektoniske udformning.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks bebyggede land

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om byer