Danmark har spillet en fremtrædende rolle med hensyn til humanitær hjælp og bistand til verdens fattigste lande. I begyndelsen af 1950’erne sendtes hospitalsskibet Jutlandia til Korea som et humanitært bidrag under Koreakrigen (1950‑53). I samme periode indledtes støtten til det humanitære arbejde i det nyetablerede FN.
Det mere direkte danske engagement i verdens fattige lande tog for alvor fart i 1962 med Lov om Teknisk Samarbejde med Udviklingslandene, en landsindsamling og et tv-show, hvor kongen opfordrede danskerne til at bidrage. Der blev de følgende år sendt håndværkere til Tanzania, røde danske malkekøer til Indien, læger og sygeplejersker til Congo, og Danmark forsøgte at etablere både andelsbevægelser og højskoler i udviklingslandene. Det var ikke det hele, som lykkedes, men engagementet fortsatte.
Siden 1978 har Danmark levet op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) til udviklingssamarbejdet med verdens fattige lande. Det gør i dag Danmark til medlem af en lille, eksklusiv klub – G0,7, som den engang blev kaldt – sammen med Luxembourg, Norge, Sverige og Storbritannien. Mod slutningen af 1990’erne lå Danmarks internationale engagement endda over 1 % af BNI, efter at et folketingsflertal i 1992 havde besluttet at oprette en særlig ramme for international miljø- og katastrofebistand. Den blev nedlagt i 2001.
Det danske engagement i verdens fattige og skrøbelige lande går dog videre end udviklingsbistanden. Hvis det samlede engagement i forhold til verdens fattige lande opgøres, har Danmark været højt oppe på et indeks, der rangerer verdens rige lande efter, hvor stort et bidrag der gives til verdens fattige lande inden for både udviklingsbistand, investeringer, migration, handel, udvikling, sikkerhed og teknologi. Her var Danmark i flere år på førstepladsen, men befinder sig nu på en tiendeplads. Det skyldes bl.a., at både udviklingsbistanden og Danmarks investeringer i verdens fattige lande er faldet.
