Ishøj Landsby nordvest for Ishøj har en befolkning på 1.190 og et areal på 70 ha. Byen er omgivet af landbrugsarealer og en golfbane, der mod syd afgrænses af Lille Vejleå. Øst for byen løber Motorring 4, der kan passeres via Ishøj Stationsvej eller Industribuen. Baldersbæk passerer gennem byen.

Det østlige Ishøj Landsby, 2018. Langs Ishøj Bygade ligger to bebyggelser: boligbebyggelsen Vestervang fra 1960’erne i den vestlige del af byen, uden for kortudsnittet, og mod øst landsbyen med kirken og den gamle gadestruktur. Boligområderne er adskilt af Den Grønne Kile, der ikke må bebygges. De nyere boligkvarterer er Kirkebjerg Vænge fra 1980’erne og rækkehusene i Merlegårdsparken fra 00’erne. Senest er de præmierede hvide huse ved Ishøj Bygade, der ligger tæt på det nyoprettede gadekær, blevet opført. Byen har folkeskolen Ishøj Skole og specialskolen Skolen på Ishøjgård, som er et tilbud for elever med socioemotionelle vanskeligheder samt flere servicefunktioner. Syd for landsbyen, og uden for kortudsnittet, ligger to haveforeninger, og mod sydvest afgrænses byen af Ishøj Golfklub.

.

Videre læsning

Læs mere om byer i Ishøj Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer