Siden 1970’erne er der blevet stiftet en række muslimske trossamfund i Danmark. De etableredes af indvandret arbejdskraft fra Marokko, Pakistan og Tyrkiet. Deres mødesale var i private hjem eller i nedslidte fabriksbygninger, men i løbet af 1970’erne fik samfundene støtte fra deres oprindelseslande gennem disses ambassader. Islamisk Kultur Center i København stiftedes i 1976. Muslimernes tilstedeværelse var en torn i øjet på mange danskere, der så deres kultur udfordret af noget fremmed og uforståeligt, af ikke-vestlig klædedragt og religiøse riter i moskéer af orientalsk udseende. Både shia- og sunniislam er repræsenteret i de ca. 170 moskéer, der findes i Danmark. Desuden er der nationale forskelle, idet der findes arabiske, pakistanske, tyrkiske, somaliske og europæiske, såsom bosniske og albanske, menigheder i Danmark. Mariam Moskeen i København henvender sig særligt til kvinder. Koranen er oversat til dansk, og dansk er også gudstjenestesprog i mange moskéer, ikke mindst ud fra et ideal om, at moskéen skal favne alle, der ikke nødvendigvis taler eller forstår arabisk. Det har været et ønske at gøre islam til et mere naturligt element i den danske dagligdag og i det religiøse landskab. Af politiske årsager har man gennem de senere år forsøgt at påtvinge de muslimske menigheder dansk gudstjenestesprog, ligesom det ikke er tilladt at kalde til bøn fra minareterne.
Med den store muslimske del af den danske befolkning, omkring 256.000 personer (2020), stilles der også krav til velfærdsstaten om ydelse af en passende, rimelig og lovmæssig omsorg. Muslimske patienter på sygehusene har derfor som del af hospitalspræsteordningen ret til at tale med en imam, ligesom der er imamer tilknyttet fængselspræsteordningen. De muslimske menigheder har desuden oprettet en lang række religiøse friskoler i alle større byer. I storbyerne fejres muslimske fester med stor tilslutning i det offentlige rum. Shiamuslimerne arrangerer ashura- optoget på Nørrebro, men den centrale afslutning af ramadanen, eidfesten, som tidligere holdtes samlet af Det Islamiske Trossamfund, foregår nu mere decentralt i byerne. Det har skabt diskussion om man kunne tillade skolerne at holde fri eller blot lette elevernes opgavebelastning omkring eidfesten, og om man kunne lægge den sammen med store bededag.
