Jægersborg Allé 90 ligger på Jægersborg Allé 90 i Gentofte Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Jægersborg Allé 90 er den tidligere staldbygning til landstedet Alléenborg og er i dag bygget om til beboelse. Huset, der ligger på den anden side af gårdrummet, Jægersborg Allé 92-94, er ligeledes del af det tidligere Alléenborg, og er også bygningsfredet.

Beskrivelse

Jægersborg Allé 90 ligger ved Femvejen i Charlottenlund, over for Bernstorff Slotshave . Bygningen er del af en ejendom der består af to bygninger omkring et fælles gårdrum. Huset er et bræddebeklædt og hvidmalet længehus med en sortmalet sokkel. Taget, der har halvvalm, er belagt med blådæmpede vingetegl og har to skorstene i rygningen.. I tagfladen findes enkelte tagvinduer af støbejern og et enkelt ovenlysvindue i tilsvarende format. Bygningens vinduer er taktfast placeret langs facaden og udgøres af torammede, diagonalt opsprossede ruder i hvidmalede rammer. Indgangspartiet består af en todelt beklædt dør med rundbuet opsprosset overvindue. Over indgangspartiet er en frontkvist. Mod haven er tre udgange med tofløjede døre med diagonalt opsprossede glasfyldinger. I det indre findes en ældre planløsning med en fordelingsgang umiddelbart inden for hoveddøren. Centralt i gangen er adgang til stuen, som strækker sig i det meste af husets længde med åben forbindelse til køkkenet, som vender mod haven. Gulvene er massive plankegulve, der findes en pejs i stuen, og overgangen fra væg til loft formidles af en markant hulkehlet stukkant. Førstesalen er indrettet til beboelse, og nås via en smal kvartsvingstrappe. Førstesalen rummer foruden et kakkelbeklædt badeværelse en fordelingsgang og to soveværelser, heraf den ene med ildsted.

Miljømæssig værdi

For Jægersborg Allé 90 er den miljømæssige værdi knyttet til bygningens samspil med Jægersborg Allé 92-94, som ligger på samme grund. Tilsammen har de to bygninger en rumdannende effekt omkring gårdspladsen. På gårdspladsen står endvidere en markant og meget omfangsrig blodbøg, der er udpeget som et af få bevaringsværdige træer i området.

Kulturhistorisk værdi

For Jægersborg Allé 90 er den kulturhistoriske værdi knyttet til bygningens placering og tidligere funktion som staldbygning i forbindelse med hovedbygningen, fra hvis jorde det omkringliggende villakvarterer er udstykket. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i bygningens klassicistiske formsprog, diagonalt opsprossede vinduer og i den relativt sjældent sete vandretliggende bræddebeklædning. Stalden og den overfor beliggende hovedbygning er således tidstypiske eksempler på periodens formgivningsmæssige idealer og materialeholdning. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning samt de oprindelige bygningsdele og detaljer, herunder fyldingsdøre og ildsteder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Jægersborg Allé 90 er knyttet til den velproportionerede bygningskrop med klassicistisk præg og opskalket teglhængt tag med valm og skorstene i rygningen. Valmen og skorstenene løfter den langstrakte bygning visuelt opad og tilfører, i samspil med de karakteristiske, diagonale sprosser, en høj grad af lethed og elegance. I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til rummenes sammenhængende forløb, hvor der i stueetagen skabes visuel forbindelse gennem hele huset på havesiden, samt til de håndværksmæssige og formgivningsmæssige detaljer omkring kaminer, døre, gerichter, beslåning og stukkanter. Ydermere skal fremhæves det rundbuede overvindue ved hoveddøren, som giver et effektfuldt lysindfald i den smalle og langstrakte fordelingsgang.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links