Dorf Møllegård er et af de få bevarede vind- og vandmølleanlæg med tilhørende firlænget møllegård i Danmark. Vandmøllen kan spores tilbage til 1664, da den var fæstemølle under Hundslund Kloster, det nuværende Dronninglund Slot. Fæstemølleren Jens Christensen købte den af slottet i 1833, og i 1870’erne byggede han stuehus og udlænger. Sønnen Christen Jensen byggede i 1887 vindmøllen som hjælpemølle til vandmøllen, og allerede 1924-25 byggede hans søn, Jens Jensen, et nyt stuehus efter principperne for Bedre Byggeskik. Heste- og svinestald blev opført i 1910’erne. Den driftige Jens Jensen fik i begyndelsen af 1920’erne elektricitet til gården og udskiftede vandhjulet i vandmøllen med en turbine. Tre ugifte børn overtog i 1951 møllegården; vindmøllen var i funktion til 1952, vandmøllen til 1963. Da den sidste af de tre ejere døde i 1996, overgik gården året efter til museum.

Det kulturhistoriske, statsanerkendte museum skildrer møllefamiliens liv i 1930’erne og 1940’erne samt det velhavende storbondemiljø, som møllefamilien tilhørte. En fast udstilling om Dronninglund Storskov fortæller bl.a. om storskovens store betydning for Dronninglundegnen og om jagtens rolle for ejerne af Dronninglund Slot.

Det fredede møllegårdsanlæg består af både vindmølle og vandmølle med møllesø samt møllegårdens stuehus.

.

Videre læsning

Læs mere om Kulturhistoriske museer og kulturarv i Brønderslev Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv