Jernalderen (ca. 500 f.kr-1050 e.kr)

Artikelstart

Jernalderen afløste bronzealderen. Den har fået sit navn fra de mange lokalt producerede jerngenstande fra denne periode. Den opdeles i ældre jernalder og yngre jernalder, der begge igen er underopdelt i perioder. Netop lokal jernudvinding fik en stor betydning gennem perioden, og der er navnlig i det vestlige Jylland fundet omfattende rester af jernproduktionen. I begyndelsen af jernalderen blev egentlige landsbyer i form af samlede, afgrænsede bebyggelser grundlagt. Over det meste af Danmark var landsbyen herefter den grundlæggende bebyggelsesform frem til udskiftningen i 1700-tallet og starten af 1800-tallet.

I løbet af ældre jernalder etableredes forskellige steder i landet lokale magtcentre med stor kontakt til selv fjerne egne som Romerriget. I løbet af jernalderen og ikke mindst yngre jernalder skabtes grundlaget for det danske rige; et rige, der tager endelig form i løbet af vikingetiden og den ældre middelalder. Fra ældre jernalder findes visse steder i landet de meget store tuegravpladser (brandgrave), men også de almindelige rundhøje var meget udbredt i jernalderen, hvilket bl.a. ses i vikingetidens monumentale kongegrave. Blandt andre synlige fortidsminder er forsvarsvolde, enkelte befæstede landsbyer samt bevarede marksystemer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om fredede fortidsminder

Se alle artikler om oldtid

Se alle artikler om arkæologi