Jomfruens Egede ligger på Kirkevej 7 i Faxe Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Sydfløjen blev opført i 1500-tallet. Nordfløjen er fra 1630'erne. Sydfløjen fik, muligvis i 1600-tallet, tilbygget et korshus mod syd. I 1797 blev anlægget grundlæggende ændret og udvidet af arkitekt C. F. Harsdorff, der nedrev vestfløjen, forlængede sydfløjen mod vest, så den fik samme udstrækning som nordfløjen, og tilbyggede tværfløjen på korshuset samt spærremuren foran kirken. Nordfløjen blev indrettet til økonomibygning med karlekammer, forpagterbolig og rum til præsten, mens sydfløjens facade og interiør gennemgik en større ombygning og istandsættelse. Syd- og tværfløjens dekorative udsmykning blev udført i samarbejde med hofdekoratør Joseph Christian Lillie. Nordfløjen blev senere indrettet til kornmagasin.

Beskrivelse

Jomfruens Egede ligger nordvest for Faxe. Herregården består af to paralleltbeliggende fløje, nordfløjen og sydfløjen samt en på sydfløjens korshus tilbygget tværfløj. Nord- og sydfløj er mod øst forbundet via en spærremur, der afgrænser gårdspladsen fra Øster Egede Kirke og kirkegård. Nord- og sydfløjen er to etager høje, grundmurede og hvidkalkede bygninger med opsprossede kryds- og korspostvinduer, trukne gesimser og røde, halvvalmede, teglhængte tage. I hver rygning sidder tre murede skorstenspiber med sokkel og krave. Nordfløjen har en sokkel af granitkvadre og er kendetegnet ved en uregelmæssig vinduesplacering, spor af fladbuede vinduesstik og enkle murankre. Bygningen har flere nyere og ældre revledøre hvoraf den i gavlen mod vest har bukkehornsbeslag. I det indre rummer nordfløjen kontor, kornmagasin og flere mindre rum med brædde- og bjælkelofter. Der er bevaret et ildsted og flere ældre konstruktioner. Sydfløjen, der har kælder, er kendetegnet ved en facade med en tre fag bred, svagt fremspringende midtrisalt med rusticerede hjørner og lav trekantfronton samt en høj enkeltløbsstentrappe med portal. Sidepartierne er, mellem de to etager, delt af horisontale friser med à-la-greque borter og rosetter. Murene er dækket af et tykt lag puds. Vinduerne, hvoraf flere er blændede, er én rude højere i beletagen end på førstesalen og i tagfladerne sidder tre mindre kviste. Tværfløjen, som er tilbygget det korte, to etager høje korshus, er en grundmuret og hvidkalket, én etage høj fløj med kælder og helvalmet, teglhængt tag samt et fremspringende parti med gavlkvist mod vest. Tværfløjen har en polygonal afslutning i syd. I gavlkvistens tag sidder en høj, muret skorstenspibe med sokkel, mens der i fløjens østlige tagflade sidder tre mindre kviste. I det indre har både sydfløjen og tværfløjen bevaret en meget stor del af planløsningen fra 1790'erne med vestibule bag hoveddøren, døre placeret en filade langs gårdsiden samt en større repræsentativ stue og en havesal i tværfløjen. De oprindelige trapper er bevaret. I tværfløjens vestvendte parti findes et nyere køkken. Interiøret er i meget høj grad domineret af 1790erne, idet der i begge fløje er bevaret mønsterlagte plankegulve, marmorerede og bemalede vægge, som er delvist dækket af nyere malingslag, kanellerede lysningspaneler og lodposter samt loftsstukkatur, rosetter og kassetteværk. Der er tillige bevaret oprindelige ovnnicher og støbejernsovne, døre, dørgreb, beslagværk og gerichter. Kælderen har bevaret et ældre rumforløb med gang mod syd og rum mod gården. Der er flere revledøre, gulv og mure af munkesten samt ildsted og gruekedel. Hertil kommer et nyere køkken og delvist nyere overflader i flere rum. Spærremuren, der afgrænser den brolagte gårdsplads fra kirkegården, er grundmuret og hvidkalket. I midten sidder en portalindfattet, tofløjet port, der krones af en trekantfronton. Mod gården har muren fire cirkulære blændinger.

Miljømæssig værdi

Jomfruens Egedes miljømæssige værdi ligger i herregårdens og kirkens let hævede og tilbagetrukne placering, skærmet fra vejen af mindre partier af skov og krat. Helheden, bestående af herregård med avlslænger, spærremur og kirke danner tilsammen et tæt og formfuldendt, kulturhistorisk miljø, hvor kirkegården på interessant vis ligger integreret i det østvendte parkområde, mens den tidligere landsbys bevarede gadekær ligger nord for de to fløje. Nord- og sydfløjen danner tilsammen et sjældent set parallelanlæg, der på symmetrisk vis indrammer gårdrummet og samtidig åbner sig mod kirken i øst. Hermed accentueres den øst-vest gående akse, der løber fra kirketårnet via spærremurens portal, gennem gårdrummet. Set fra vest flankerer de to aksefaste fløje således den centralt placerede kirke, mens sydfløjens enkeltløbstrappe initierer anlæggets nord-sydgående akse, der løber gennem tværfløjen.

Kulturhistorisk værdi

Jomfruens Egedes kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de tre fløje som et historisk interessant eksempel på en optimal udnyttelse og ombygning af et eksisterende anlæg, idet C. F. Harsdorff bibeholdt de ældre fløje og samtidig, med tværfløjen og spærremuren, skabte noget helt nyt. C.F. Harsdorff forestod således med sine arbejder en sjældent set respektfuld transformation af Jomfruens Egede, der resulterede i et usædvanligt og meget helstøbt bygningskompleks, hvor herregårdens helhedskarakter, akser og hierarki er opretholdt. Hierarkiet mellem fløjene fremgår af nordfløjens bibeholdte, uregelmæssige vinduessætning og revledøre samt af fraværet af dekorative detaljer, hvilket tydeligt signalerer, at det er en driftsbygning. I modsætning hertil står den sydlige beboelsesfløjs klassicistiske facade med sine store vinduer, trekantfronton, borter, rusticerede hjørner og høje trappe som gårdrummets – og hele anlæggets – naturlige centrum og samlingspunkt. Den i datiden efterstræbte symmetri er på facaden sikret ved blændinger og en ikke helt taktfast vinduesplacering, der vejer op på det forhold, at midtrisalitten ikke er placeret i midten, men i stedet direkte overfor korshuset og tværfløjen. I forhold til sydfløjen har den bagvedliggende, lavere tværfløj med det gennemførte, klassicistiske formsprog en mere privat, intim og familiær karakter, som til fulde korresponderer med datidens idealer indenfor nyt herregårdsbyggeri. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til det forhold, at Jomfruens Egede er C. F. Harsdorffs eneste herregårdsbyggeri, og til den egnskarakteristiske anvendelse af Faxe kalksten i spærremuren og tværfløjen samt til sydfløjens oprindelige, tykke lag kalkpuds. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig i syd- og tværfløjen til den fra Harsdorffs tid særdeles velbevarede planløsning med en centralt placeret vestibule, aksefast placering af døre og kig gennem tværfløjen til havesalen. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de særdeles mange og meget velbevarede bygningsdele og -detaljer, herunder mønsterlagte plankegulve, trapper, paneleringer, støbejernsovne, døre, dørgreb, beslagværk, gerichter og loftsstukkatur. Interiøret fremstår gennemgående med en udsøgt detaljeringsgrad, eksempelvis i form af kanelerede lysningsskodder og svagt konvekse, kanelerede lodposter, loftsstukkatur med konsoller, arkantusblade, æggestav og hulkehl samt lofter med rosetdekorerede kassetteværker. Væggenes oprindelige marmoreringer og bemalinger af hofdekoratør J. C. Lillie hører til blandt hovedværkerne indenfor dansk interiørkunst fra slutningen af 1700-tallet og har særdeles stor kultur- og arkitekturhistorisk værdi. Flere af dekorationerne er kun partielt afdækket, men findes under de nuværende malingslag. Særlig interessant er den marmorerede vestibule samt tværfløjens store stue og havesalen med de pompejansk inspirerede vægdekorationer.

Arkitektonisk værdi

Jomfruens Egedes arkitektoniske værdi ligger i det ydre i nord- og sydfløjens to store, høje og slanke bygningsvolumener, hvis enkle farvesætning i hvid og rød sikrer en sober og karakterfuld fremtræden, der understreger spærremurens og gårdrummets symmetri. Hvor nordfløjen har et solidt, knapt og tillukket ydre, har sydfløjens facade et herskabeligt og udpræget klassicistisk udtryk, som viser sig i den tilstræbte symmetri og i de store vinduer, samt i den afgrænsede dekoration og rolige opbygning, der er koncentreret om hoveddøren med den volutbårne fordakning. Tværbygningens arkitektoniske værdi ligger i måden, hvorpå den elegant føjer sig til korshuset og samtidig fremstår som en selvstændig, mere kompleks form med fremskudt sideparti, gavlkvist og en festlig, polygonal afslutning mod syd. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i syd- og tværfløjen til den lette, sommeragtige atmosfære som de pompejanske vægdekorationer og klassisk inspirerede kassettelofter skaber med deres raffinerede bladranker, lisener og arabesker. Den farvefine, illusionistiske stil er gennemgående fra vestibulens marmoreringer til havesalen, hvis høje og slanke bambus giver denne et let eksotisk præg. Der knytter sig endvidere stor arkitektonisk værdi til syd- og tværfløjens aksefaste opbygning, hvor der fra vestibulen er et imponerende kig gennem tværfløjen mod havesalen. Forløbet fra hoveddør til havesal indeholder en overraskende, rumlig iscenesættelse, idet den besøgende bevæger sig fra den brede vestibule med de konkave hjørner gennem en smal passage for siden at passere den store stue og slutteligt nå dobbeltløbstrappen i den lavere liggende havesal. Fra trappen, hævet over havesalen gulv, fortsætter den visuelle akse ud i landskabet, mens den besøgende må tage et af trappeløbene langs væggen, hvilket sikrer en rolig og herskabelig ankomst, med tid til at betragte de elegante udsmykninger.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links