Juelsberg ligger på Juelsbergvej 11 og 11 A-C i Nyborg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

På stedet, hvor det nuværende Juelsberg ligger, lå tidligere herregården Raschenberg. Amtsforvalter Claus Rasch købte i 1669 en bondegård, som han gennem omfattende jordopkøb fik opbygget fra en almindelig gård til en hovedgård.

Den nuværende hovedbygning på Juelsberg blev opført i 1770'erne af Gregers Christian Juel og Amalie Christiane Raben med Georg Dietrich Tschierske som arkitekt for det ydre, mens Georg Erdmann Rosenberg stod for interiøret. Sidefløjene fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1865, og hele anlægget gennemgik en stor restaurering, der blev tilendebragt i 1897. Denne ombygning blev forestået af Bernhard Seidelin. Oprindeligt var hovedfløjen forsynet med segmentbuer over midtrisalitten både mod gård og park, men disse blev ændret til de nuværende balustrader ved ombygningen i 1800-tallets anden halvdel. Ved samme restaurering blev der indrettet gæsteværelser på første etage, ligesom bitrappen i fløjens østlige del blev etableret.

Hovedfløjen har i løbet af 1900-tallet undergået flere renoveringer af køkkenregionen i stueetagen, hvor der tidligere var en kinesisk stue, samt indretning af bibliotek på første etage. Østre sidefløj blev indrettet til en separat lejlighed omkring 1930. Tepavillonen i parken blev opført i 1843 og var tegnet af snedkermester Christian Hansen.

Juelsberg har været i slægten Juels eje siden 1771.

Beskrivelse

Juelsberg ligger i det åbne landskab nordøst for Nyborg, hvis bygrænser går op til godsets jorder. Det fredede anlæg består af en hovedfløj mod nord, der gennem to lavere forbindelsesbygninger er forbundet med to sidefløje mod syd. Gårdspladsen mellem fløjene lukkes mod syd af et støbejernsgitter. Nord og øst for hovedfløjen ligger den tilhørende park anlagt som en engelsk landskabshave. I parkens nordlige del ligger en tepavillon, der ligeledes er omfattet af fredningen. Avlsgården ligger som et separat anlæg et stykke sydøst for hovedbygningen og er ikke omfattet af fredningen.

Hovedfløjen er en nitten fag lang og to etager høj, grundmuret bygning med en kælder under den vestlige del. Bygningen bærer et let opskalket, helvalmet tag hængt med sortglaserede tegl og i rygningen sidder seks ældre skorstenspiber med sokkel, bånd og krave. Murværket er pudset, og både mod gård samt haveside udgør de tre midterste fag en midtrisalit. Begge midtrisalitter prydes af pilastre i kolossalorden, der understøtter en balustrade. Mod gården er balustrade og pilastre udført af sandsten og bærer øverst prydvaser samt det Juelske våben. Mod haven er pilastre og balustrade pudsede og prydes øverst af skulpturer. Indgangspartiet i gårdsidens midtrisalit udgøres af en ældre tofløjet fyldingsdør og hvis sandstensindfatning bærer en fordakning ligeledes af sandsten. Hen over indgangspartiets flankerende vinduer ses våbenskjoldene for bygherren og hans hustru. Havedøren sidder ligeledes midt i havesidens midtrisalit og udgøres af en ældre, tofløjet dør med ruder i øverste halvdel samt et dekorativt opsprosset overvindue. Herover ses tillige en balkon med metalværn og en ældre, tofløjet, opsprosset balkondør. Foran både indgangsdør og havedør ligger der brede, tresidede sandstentrapper. Hovedfløjens øvrige murflader er udsmykket med en bred, omløbende hovedgesims og en tilsvarende kordongesims. Alle stueetagens vinduer har pudsede indfatninger og konsolbårne sålbænke, mens overetagens vinduesfag inddeles af kvaderpudsede pilastre, der er koblede på vestgavlen og som omslutter bygningens hjørner. Vinduerne er alle senbarokke korspostvinduer med opsprossede rammer.

De forbindende sidebygninger er lave énetages korridorbygninger, der hver har store, opsprossede glaspartier, der flankerer tofløjede dørpartier, træpilastre inddeler siderne mod gården, mens de forbindende sidebygninger er grundmurede mod parken. Begge bygninger har lave tagpapbeklædte tage og samtlige døre og vinduer er ældre.

Sidefløjene er stort set identiske i det ydre, de er begge otte fag lange og én etage høje over en høj kælderetage. Soklen er af tilhugne granitsyldsten. Bygningerne bærer let opskalkede, helvalmede tage hængt med sortglaserede tegl. I rygningen er tre skorstenspiber med sokkel, bånd og krave i rygningen. Murværket er pudset og har en dekoration, der er beslægtet med hovedbygningens, idet murfladerne er inddelt vandret af en omløbende hovedgesims og en tilsvarende kordongesims over kælderetagen. Kælderetagens murværk er refendfuget, mens stueetagens fag er inddelt med kvaderfugede pilastre. Under stueetagens vinduer er brystningerne prydet med blændingsfelter. I sidefløjenes sydgavle er ældre, tofløjede fyldingssdøre til både kælder- og stueetage. Der er opgang til stueetagens indgange ad ældre toløbstrapper af støbejern. Sidefløjenes indgangsfag er fremhævet med pilastre og frontispicer. Vinduerne er ældre, opsprossede korspostvinduer i stueetagen, mens kælderetagens vinduer er torammede og opsprossede.

Hovedfløjens indre er præget af en ældre planløsning med et gennemgående midterskillerum, der opdeler etagen i rum mod henholdsvis gårdsplads og park, og hvor vestibulen med bagvedliggende havestue ligger i midtaksen. Mod gårdspladsen er ud over vestibule og trapperum en række mindre stuer og kabinetter, et anretterkøkken og en hverdagsspisestue. Mod haven ligger et nyere, stort køkken med adgang til en række store repræsentative stuer og sovegemakker, herunder spisestue og havestue. Første etage har en lignende planløsning med et arbejdsrum mod gårdspladsen og et bagvedliggende bibliotek mod haven beliggende i midtaksen. Den vestlige del af etagen er indrettet med mindre værelser, køkken og elevator. I den østlige del af etagen er stuer og kamre mod gårdspladsen, mens der mod haven er en række gæsteværelser forbundet af en fordelingsgang midt i bygningen. Her er tillige adgang til en bitrappe, der forbinder bygningens hovedetager. Stuer og kabinetter i stue- og størstedelen af første etage ligger en filade langs have- og gårdside

Interiøret er overalt præget af en ældre materialeholdning med bygningsdele og -detaljer i fornemmeste håndværksmæssige forarbejdning, herunder de repræsentative stuers planke- og parketgulve, naturstensgulve, panellering, feltinddelte vægge med opspændte stoftapeter, pudsede ovnnicher, kaminer, etagevindovne, pudsede lofter med stukkatur, malede dørstykker, en- og tofløjede fyldingsdøre, og både hoved- samt bitrappens forløb. Forskellige stilarter er repræsenteret i interiøret, herunder klassicisme, rokoko i stuer og kabinetter samt en nedtonet, funktionel historicisme i førstesalens gæsteværelser. Alle vinduer er fra opførelsen i 1770'erne, de er udført med rundposte og har bevaret de originale anverfere og stormkroge. Flere vinduer er forsynet med forsatsrammer, der ikke skjuler rundposten. Der er indgang til kælderen gennem en kældernedgang i hovedfløjens vestgavl. Kælderen er indrettet med flere større rum, hvor gulvene har ældre, gule, kvadratiske teglklinker, ydervægge og bindingsværksskillevægge er hvidkalkede og det synlige bjælkelag er meget kraftigt ligesom loftsplankerne. Loftet har ligeledes været overkalket. I kælderen er der bevaret et gammelt saltkar og en ældre ligeløbstrappe til stueetagen, der nu er afblændet. Tagetagen er uudnyttet på nær enkelte ældre rum, hvor i der er bevaret inventar i form af linnedskabe. I tagetagen er skorstenene og den ældre tagkonstruktion med dobbelte hanebåndslag synlige ligesom de understrøgne tagsten.

Forbindelsesbygningernes indre har gulve af ølandssten og buede, bræddebeklædte lofter. Vægge og lofter er hvidmalede.

I den østre sidefløj er der indrettet en lejlighed i stueetagen omkring 1930, hvor værelser, køkken og bad primært vender mod parken, mens stuer og bibliotek ligger langs gården. I interiøret er der bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur samt fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, indbyggede skabe, en kamin, brændeovne og vinduernes anverfere og stormkroge er bevaret. I sidefløjens nordlige del forbinder en hovedtrappe bygningens tre etager. Kælderetagen er indrettet med et køkken fra 1900-tallets midte og en central fordelingsgang, der giver adgang til tidligere vaske-, tørre-, linned- og opbevaringsrum samt en rullestue. Kælderens rum har klinke-, tegl- og vinylbelagte gulve samt støbte gulve, og pudsede samt malede vægge og lofter. Der er tillige ældre fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, og vinduernes ældre anverfere og stormkroge er bevaret. Tagetagen er uudnyttet og den ældre tagkonstruktion med en art langstol, der understøtter det nedre hanebånd, er synlig. Taget er understrøget.

I den vestre sidefløj er der ligeledes en ældre hovedtrappe, der forbinder stue- og kælderetage. Stueetagen er indrettet med en central gang, der giver adgang til en række værelser, der både vender mod gårdsplads og park. De sydligste rum mod gården optages dog af det tidligere godskontor. Interiøret på denne etage har bræddegulve, pudsede vægge og lofter, fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, paneler, indbyggede skabe, brændeovne og vinduernes ældre anverfere samt stormkroge er bevaret. Godskontoret har en stort set uændret indretning samt materiale- og farveholdning med lys egeådring på træværk og møblement, brunmønstret tapet og linoleumsbeklædt gulv som et interiør fra cirka 1880. Kælderetagen er indrettet med det gamle herregårdskøkken og en central fordelingsgang, der på hver side giver adgang til opbevaringsrum. I kælderetagen er der fortrinsvis ældre klinke- og ølandsstengulve, pudsede vægge og lofter, fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, forrammekøkken, nagelfaste skabe, brændekomfur og vinduer med ældre stormkroge og anverfere.

Tepavillonen, der ligger på en høj i parken, er udformet som et lille græsk tempel med et søjlebårent pronaos foran indgangen og prydes af en lav, tandsnitudsmykket tempelgavl. Bygningen er grundmuret og kvaderpudset. Murværket afsluttes øverst af et bredt, glat, omløbende bånd, epistylet, og hovedgesimsen er prydet med tandsnit. Det lave tag er beklædt med tagpap. Indgangsdøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med diagonalt opsprossede vinduespartier og et tilsvarende overvindue. Dørens profilerede indfatning har en konsolbåren fordakning. Vinduerne er ældre, smårudede skydevinduer og alle vinduer har pudsede indfatninger. Hele bygningen på nær taget er hvidmalet. Der indgang til kælderrummet under pavillonen i skråningen foran tepavillonens front.

Tepavillonens indre er ét stort rum med bræddegulv, fodpaneler, pudsede vægge og lofter med stukkatur, og vindueslysningerne er indrammet med profilerede lister. Dørens indfatning er forsynet med en fordakning. I højen under tepavillonen er et kælderrum. Her er en muret forsænkning det støbte gulv og væggene er pudsede og hvidkalkede. Væggene er tillige prydet med relieffer af muslingeskaller. Kælderen lukkes med en ældre revledør.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Juelsberg knytter sig til hovedbygningens beliggenhed i et stort, åbent haveanlæg med hovedadgangsvejen lige ud for symmetriaksen. Herved understreges den herskabelige boligs statelighed. Den miljømæssige værdi knytter sig derfor til forholdet mellem hovedbygning og den omgivende park samt til den standsmæssige ankomst til hovedbygningen ad tilkørselsvejen fra syd. Hertil kommer avlsbygningerne og de mange arbejderboliger samt de omgivende store, åbne marker, der underbygger det karakteristiske herregårdslandskab.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Juelsberg knytter sig til det samlede anlæg bestående af hovedfløje med forbindelsesbygninger og sidefløje samt tepavillonen i parken som et særdeles velbevaret eksempel på en klassicistisk herregård fra 1700-tallet.

Den kulturhistoriske værdi ved hovedbygningen knytter sig i det ydre til bygningens gennemførte klassicistiske udtryk, karakteriseret ved det trefløjede anlæg med store, helvalmede tage, den gennemførte symmetriske opbygning omkring hovedfløjens midtakse, der på begge hovedfløjens langsider er fremhævet med balustradeprydede midtrisalitter, hvori de primære indgangspartier er placeret. Hertil kommer sidefløjene, hvis formsprog er afledt af hovedfløjens, men hvis mindre dimensioner og mere nedtonede udtryk underordner sig hovedfløjen. Karakteristisk for hovedbygningens klassicistiske udtryk er også den konsekvente brug af antikke stilelementer, herunder pilastre, konsoller, fordakninger og gesimser. Hertil kommer de lave forbindelsesbygninger, der har gjort, at man har kunnet færdes tørskoet mellem fløjene.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningens plan og indretning, hvor de fineste rum er placeret i hovedfløjen, mens de sekundære rum og funktioner lå i sidefløjene. Dette kan stadig aflæses i det store køkkens placering i den vestre sidefløjs kælder og i kælderrummene under hovedfløjens vestlige del, hvor en ældre trappe endnu er bevaret. Denne placering var hensigtsmæssig, så herskabet kunne opholde sig i de fornemme gemakker uden unødig trafik af tjenestefolk og mados. Hovedfløjens plan følger endvidere nøje datidens mønsterbøger og anbefalinger til en bolig for et herskab, hvilket blandt andet ses i placeringen af havesal og vestibule midt i bygningen, samt sale og kabinetter placeret en filade på hver side af midtaksen både mod park og gårdside. Denne idealplan blev introduceret af den franske arkitekt, Jacques-Francois Blondel i 1737 og var en nyskabelse, som blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Denne planløsning sikrede en bekvem cirkulation gennem bygningen og ikke mindst et tæt samspil med den omgivende park.

Den kulturhistoriske værdi ved Tepavillonen knytter sig til bygningens gennemførte udformning som et græsk miniaturetempel, der således afspejler den klassicistiske stil og de arkitektoniske idealer, der var fremherskende på opførelsestidspunktet. Tepavillonen har med stor sandsynlighed også indgået som et af de dannende indslag, der var obligatoriske i engelske landskabshave.

Den kulturhistoriske værdi ved Tepavillonens indre knytter sig til bygningens ene rum, hvor de store vinduespartier mod alle verdenshjørner har skabt en fin kontakt mellem interiøret og den omgivende park. Således har herskabet i ly for regn, sol og vind bekvemt kunne nyde parkens omgivende natur. Kælderrummet, der udgravet i højen under templet, har kunnet anvendes til opbevaring af kuldekrævende varer.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi i det ydre knytter sig til hovedbygningens rene hovedformer og til den elegante udnyttelse af sidefløjene og forbindelsesbygningerne, der tilsammen danner et særskilt gårdrum foran hovedfløjen, og som gennem støbejernsgitteret visuelt åbner sig mod syd.

I hovedfløjens murflader fremhæver pilastre og vinduesindfatninger bygningskroppens klare faginddeling og understreger sammen med de store, ubrudte tagflader og de mange skorstenspibers taktfaste fordeling bygningens imponerende dimensioner. Med hovedfløjen som det naturlige omdrejningspunkt fremstår Juelsbergs hovedbygning som en stærk og gennemført aksefast komposition, der sammen med murværkets præcise detaljering giver anlægget en helstøbt stringens og elegance.

I det indre ligger de arkitektoniske værdier i planløsningen ved klart at følge senbarokkens krav om symmetri og indre lange linjer. Fra havesalen i husets midterakse kan bygningens længdeakse langs havesiden overskues. De velbevarede stuklofter, paneler, vægfelter, fløjdøre er med til at understrege det helstøbte interiør, hvor snedkerdetaljerne primært er præget af senbarok, 1700-tallets klassicisme og en enkel historicisme. Den velbevarede plan og rumfølge, de bevarede ovn- og kaminpladser og vindovne er ligeledes en del af den arkitektoniske værdi. Hertil kommer, at stueetagen, der kun er let hævet over terrænniveau, sammen med de store og ret tætsiddende vinduer sikrer, at parkens natur hele tiden fornemmes nærværende i interiøret. Vestibulen og havesalen skal ydermere fremhæves både for deres sjældne, intakte og særdeles harmoniske interiører. Særligt havesalen fremstår med en enestående, uberørt og meget autentisk atmosfære.

I forlængelse af hovedbygningens midtakse ligger tepavillonen lidt afsides og ophøjet, hvilket fremhæver bygningens ikoniske udformning som et græsk tempel. Pavillonens arkitektoniske værdi knytter sig således til det gennemførte antikke formsprog i helhed såvel som detaljering.

Den arkitektoniske værdi ved Tepavillonens indre knytter sig til det højloftede rum, hvor vinduernes store lysindfald, træværkets forfinede detaljering og den enkle farvesætning gør rummet lyst og luftigt.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links