Redaktionsmøde i Jysk Fynske Mediers bladhus på Bugattivej i Vejle om formiddagen tirsdag d. 30. juni 2020. Blandt tophistorierne næste dag var markeringen af 40-året for indvielsen af Vejlefjordbroen. Bladhuset rummer hovedredaktionen for Vejle Amts Folkeblad samt hovedsædet for mediekoncernen Jysk Fynske Medier.
.

Jysk Fynske Medier har siden 2015 været Danmarks næststørste mediekoncern med en omsætning på 1,9 mia. kr. og ca. 1.700 ansatte (2019). Hovedsædet ligger i det mediehus i bydelen Vinding i den sydlige del af Vejle, hvor også Vejle Amts Folkeblad har til huse.

Koncernen udgiver 15 dagblade, som har et samlet ugentligt antal læsere på 721.000 (2019). Dagbladene er siden november 2016 udkommet med en fælles sektion, Avisen Danmark, der dækker nationale begivenheder, politik og udland. Dermed er Avisen Danmark i sig selv landets mest læste avis.

Jysk Fynske Medier står derudover bag over 60 ugeaviser med et samlet 2019-læsertal på næsten 1 mio., fire regionalradioer, en landsdækkende radiokanal og en række digitale medier samt trykkerier, distributionsselskaber m.m.

Koncernen er resultatet af en lang række fusioner af dagblade og mediehuse i Syd- og Vestjylland samt Fyn. Allerede i 2006 fandt Fyens Stiftstidende i Odense og Fyns Amts Avis i Svendborg sammen i Fynske Medier. I 2011 opstod bladgruppen Jyske Medier, da Horsens Folkeblad fusionerede med Vejle Amts Folkeblad, som allerede i 1990 havde opkøbt Fredericia Dagblad. I Sydjylland var de dominerende medier, herunder ikke mindst JydskeVestkysten, samlet i Syddanske Medier. De tre mediehuse fandt så mange fælles fordele i at gå sammen, at lokalpatriotiske hensyn, som historisk havde spillet en stor rolle for provinsaviserne, kunne lægges til side. Det betød, at Fynske Medier, Jyske Medier og Syddanske Medier fusionerede med virkning fra d. 1. januar 2015 og dermed blev til Jysk Fynske Medier.

Bladgruppen Midtjyske Medier med bl.a. Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Folkebladet Lemvig, Dagbladet Holstebro og Dagbladet Struer kom til d. 1. januar 2016, da ejeren Berlingske Media valgte at koncentrere kræfterne om sine to dagblade, Berlingske og B.T., samt Weekendavisen.

Koncernens dagblade dækker dermed hele Fyn og Jylland med undtagelse af Herning, Ikast og Silkeborg samt Region Nordjylland. I april 2020 overtog koncernen Helsingør Dagblad. Med i købet fulgte otte ugeaviser i København.

Jysk Fynske Medier står også bag fire regionale radiostationer, der sender under navnene Classic FM og Radio Viborg i Midtjylland og Skala FM, Radio VLR og Classic FM i Sydjylland og på Fyn. Hertil kommer Radio4, der sender fra Aarhus. Denne landsdækkende kanal ejes af ni regionale mediehuse med Jysk Fynske Medier som hovedaktionær. Den har for årene 2019‑27 koncession på at sende statsstøttet public service på FM og DAB.

Lige siden fusionen har Jysk Fynske Medier måttet kæmpe med den afmatning, der er sket på især ugeavismarkedet. Det har betydet sammenlægninger af redaktioner og flere fyringsrunder. I 2016 skulle der findes besparelser på 140 mio. kr., og omkring 70 stillinger blev nedlagt. I 2018 blev der skåret 90 mio. kr., og i 2019 blev der varslet besparelser på 228 mio. kr. Ved fusionen i 2016 var der ca. 500 redaktionelle medarbejdere – ved udgangen af 2019 var der omkring 380.

Videre læsning

Læs mere om erhverv og arbejdsmarked i Vejle Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked