Jysk Handels- og Landbrugsbank (tidl.)
.
Jysk Handels- og Landbrugsbank (tidl.)
.

Jysk Handels- og Landbrugsbank (tidl.) ligger på Lille Torv 006 i Aarhus Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Den forhenværende bankbygning er opført for Jydsk Handels- og Landbrugsbank efter tegninger af S.F. Kühnel. De originale og godkendte tegninger svarer ikke til den opførte bygning, og det formodes, at de tegninger, der har ligget til grund for bygningen, ikke har været indsendt til godkendelse. De ældste fundne tegninger er fra 1915, hvor der blev installeret nogle toiletter. Disse tegninger vurderes at svare til bygningens oprindelige udseende.

Beskrivelse

Bankbygningen er et tre etagers grundmuret hus på en høj indadskrånende kældersokkel af kvadret stenbrugsgranit. Over soklens profilbånd er facaden udført i kvadret markstensgranit af forskellig farve, og ender i en bæltegesims under vinduerne på første sal. De to øverste etager er udført i røde mursten og afsluttes af en svær konsolgesims af sandsten. Vinduerne er indrammet med karme og poster af sandsten og afdækket med tvillingebuer. Karmene er prydet med tovsnoninger. Stueetagens vinduer er udskiftet, ligesom døren i hovedfacadens nordlige ende. Det lave tag er helvalmet og tækket med glaserede tagsten. De oprindelige tagvinduer med små kviste er blevet udskiftet med nye ovenlysvinduer. Interiørerne i stueetagen er velbevarede. Hovedindgangen med trapperum, marmortrappe, smedejernsgelænder, mønstermurværk, vægge, hvælv og dekorationer er intakte. Ekspeditionslokalet har søjlebårne dekorerede hvælvinger og originale paneler. I direktionslokalerne er der ligeledes bevarede paneler og døre. På 1. sal er en del skillevægge mellem kontorerne fjernet. Hovedstrukturen fremtræder imidlertid intakt med en gennemgående sidekorridor langs et dobbeltvægget hovedskillerum.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links