Kålund Kloster ligger på Klosterparkvej 7-9 i Kalundborg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Omkring 1239 blev et gråbrødrekloster oprettet på stedet, og ruiner heraf er bevaret under den nuværende bygning. Efter nedrivningen af de sidste rester af det tidligere gråbrødreklosters bygninger lod general Christian Lerche i 1751-52 den nuværende meget langstrakte enlængede hovedbygning opføre sammen med et anseligt trefløjet ladegårdsanlæg. Arkitekten var formentlig J.C. Conradi, der var stærkt påvirket af Eigtveds lisénarkitektur (se også Kgl. Grønlandske Handels pakhus i København). Da gården ved opførelsen var avlsgård under Lerchenborg gods, har hovedbygningen aldrig været tænkt som herskabsresidens. Den sydlige del var oprindelig indrettet til beboelse, mens den nordre indeholdt mejeri og andre funktioner i forbindelse med landbrugsdriften. Omkring 1945 anvendes bygningen til kostskolehjem og senere til trikotagefabrik. I 1969 overtages bygningen af kommunen. I 1975 er en omfattende brand, der raserer en betydelig del af bygningens nordende, men den er genopbygget.

Beskrivelse

Den 35 vinduesfag lange hvid- og gulkalkede bygning, fremstår markant som den vestre afslutning af byens torv. Bygningen udgjorde tidligere hovedbygningen for Kalundborg Slots Ladegård, der blandt andet bestod af et trefløjet avlsgårdsanlæg øst for hovedbygningen. Avlsbygningerne blev nedrevet i 1949. Bygningens ydre fremtræden er imposant, med pilasteropdelte vinduesfelter og det centralt placerede kurvehanksbuede indgangsparti, hvorover Lerches våbenskjold i sandsten hænger. Taget er teglhængt med helvalm og markant opskalkning. Taget krones af fem tilbageblevne skorstene der er udformet i god overensstemmelse med husets arkitektur. Indvendig erkendes bygningens alder kun ved den betydelige murtykkelse og hvor gamle bjælker og tagkonstruktion er synlig. Ved en brand i 1975 skete betydelige skader, og dele af de oprindelige tømmerkonstruktioner brændte væk.

Miljømæssig værdi

Bygningen indgår som en umistelig del af Klostertorvets miljø og ligger som værdigt pejlemærke ved færdsel af Lindegade mod Torvet. Ved ankomst til byen ad Klosterparkvej står bygningen i overordentlig fin sammenhæng med højbyen mod syd. Endelig danner bygningen en smuk afgrænsning mod øst for Klosterparken og er samtidig medvirkende til at dæmpe trafikstøjen fra Klosterparkvej når man færdes i parken. Bygningen lider visuelt under Klosterparkvejs nære placering.

Arkitektonisk værdi

Udvendig arkitektonisk værdi: Bygningens er stramt opdelt i 35 fag, ved hjælp af hvidkalkede fremhævede pilastre, hvoraf de tre midterste er af større bredde end de øvrige. Her lå oprindeligt en stor portgennemgang. Mod Klostertorvet ses Lerches våbenskjold, hugget i rød sandsten. Bygningen står i to etager med kælder under en del af huset med teglhængt helvalmet tag. Der er kælder under bygningens sydende. Facaden er stramt opdelt ved hvidkalkede pilastre imellem hvert enkelt vinduesfag. Gavlene er hver opdelt i 2 murfelter.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links