Kærsgård ligger på Rugårdsvej 160 i Middelfart Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Kærsgård har eksisteret som herregård siden middelalderen. På stedet hvor den nuværende bygning ligger, lå en firefløjet bindingsværksbygning, hvoraf den ældste fløj var opført i 1569 og siden udvidet i 1657 og 1714. Udvidelsen i 1657 var under ejeren Steen Eriksen Knudsen, hvis våbenskjold er bevaret i den indsatte sten i hovedbygningens østgavl.

Den nuværende hovedbygning blev opført i 1815-1817 med Johan Andreas Meyer (1783-1822) som arkitekt. J.A.Meyer fungerede i perioder som konstitueret stadsarkitekt i København. Kærsgård regnes som hans hovedværk. Planløsningen, særligt på første sal, synes at have undergået ændringer senere i 1800-tallet. På et stik fra omkring 1860 ses det, at den runde karnap mod haven øverst har haft balustre, således at taget har fungeret som balkon, hvortil der var udgang fra tagetagen.

Uret i frontispicen blev sat i stand i 1995, ved at anvende et urværk, der tidligere havde siddet i tårnet på hovedbygningen på Ryegård ved Roskilde frem til dennes nedrivning i 1971. Urværket blev oprindeligt fremstillet i 1885 af tårnurmager Bertram Larsen, Køge.

Beskrivelse

Herregården Kærsgård ligger syd for Brenderup nær landevejen mellem Odense og Middelfart. En allé fører op til den firelængede avlsgård, der ligger ud mod landevejen. Ankomstvejen fører gennem avlsgården til hovedbygningen, der er placeret med lidt afstand vest for avlsgården. Syd for hovedbygningen er en stor grusbelagt plads og en mindre beboelsesbygninger med staldbygning. En stor landskabelig park, hvorigennem Storåen løber, er anlagt nord, vest og syd for hovedbygningen. Kun hovedbygningen er omfattet af fredning.

Kærsgårds hovedbygning er en elleve fag lang, grundmuret bygning, der er opført i to etager over en høj kælder. Mod syd har bygningen to siderisalitter og de tilsvarende yderfag mod nord er springer let frem. Bygningen bærer et helvalmet og let opskalket tag hængt med røde vingetegl. I rygningen sidder fire hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave symmetrisk placeret omkring bygningens midtakse, ligesom der i hver af risalitternes rygninger sidder også en skorstenspibe med sokkel og krave. Der ses enkelte ældre tagvinduer jævnt fordelt på tagfladerne. Bygningen hviler på en lav, gråmalet sokkel, midterfagenes og de nordvendte sidefags kælderetage er dog fremhævet med gråmalet refendfugning. Murværket er pudset og afsluttes under tagudhænget af en bred, trukket gesims. De tre midterste fag mod syd er fremhævet i en midtrisalit, der krones af en pilasterbåren trekantfrontispice med sparrenkopgesims. I frontispicen er placeret en rund urskive. De tilsvarende midterfag er mod nord udbygget til en halvrund karnap i to etager. Karnappens hovedgesims har sparrenkopper og formidler overgangen til et lavt, metalklædt tag. Foran karnappen er udbygget en traditionelt udført træterrasse, hvorfra en trappe med svungne vanger fører ned til parken. I midterfaget mod syd er der indgang til hovedbygningen gennem en ældre, tofløjet hoveddør med fyldinger nederst og ruder øverst, herover er et todelt overvindue. Indgangspartiet er fremhævet med en pudset indfatning og en konsolbåren fordakning i form af en lav trekantfrontispice. Foran døren er en let udadsvungen trappe med elleve granittrin og smedejernsværn. Stueetagens vinduer i risalitternes gavle er ligeledes fremhævet med pudsede indfatninger og konsolbårne fordakninger lig den omkring indgangspartiet. Udover hoveddøren er der nedgang til kælderen i sydsidens andet og tiende fag gennem nyere, tofløjede egetræsdøre med fyldinger. Der er granittrapper ned til begge kælderdøre. Mod nord er der en ældre, tofløjet havedør i det midterste fag, der ligesom sidefagene er fremhævet med pudsede indfatninger med konsolbårne fordakninger. Samtlige vinduer i hovedetagerne er oprindelige, firerammede vinduer med opdelte underrammer, kælderetagens vinduer er ligeledes oprindelige, torammede vinduer med to ruder i hver ramme. I de nordvendte yderfag er vinduerne rundbuede og opdelt i fire, opsprossede rammer. Samtlige vinduer er hvidmalede, og der er pudsede sålbænke under dem alle. Sålbænkene er gråmalede ligesom indfatningerne omkring døre og sidefagenes samt risalitternes vinduer i stueetagen.

I østgavlen er indmuret to stene fra renæssancen med Steen Eriksen Billes og Birgitte Kruses våben.

I det indre har Kærsgårds hovedbygning bevaret en ældre grundplan, præget af en delvis bevaret langsgående hovedskillevæg, der opdeler etagerne i rum mod nord og syd på nær to store, gennemlyste stuer i stueetagen, hvoraf den ene ligger øst for midterfagene. Den ældre indretning er således bevaret med stuer på begge sider af de centralt placerede og modsatliggende, tre fag brede stuer – forstuen og havestuen, hvoraf den sidstnævnte er oval og optager den trefags karnap mod parken. Stuer og rum er forbundet en filade langs nord- og sydside. Hovedtrappen er placeret til højre for forstuen og den forbinder samtlige etager. Trappen er en oprindelig, toløbet hovedtrappe omkring en aflang durchsicht, udført med indstemte trin i vangerne, udsmykkede forvanger, rundede hovedstykker og et værn udformet af runde træbalustre, der bærer en malet, profileret håndliste. I stueetagens nord- og østlige del er indrettet et nyere spisekøkken og tilliggende brugsrum og værelser. Her er også en sekundær trappe, der ligeledes forbinder kælder, stue- og første etage. Nær den sekundære trappe er bevaret et ældre kaldeapparat. Den vestre del af stueetagen er indrettet med kabinetter og en stor sydvendt stue. I kabinettet leder en intern trappe til kælderen.

Første sal er indrettet med en lang og bred gang mod syd, mens resten af etagen optages af en række værelser og stuer samt enkelte badeværelser. Ligesom i stueetagen er der mod parken i nord en stor, oval stue anlagt i karnappen omkring midtaksen.

Tagetagen er uudnyttet, og her ubehandlede bræddegulve og den oprindelige tagkonstruktion med langstolskonstruktion. Tegltaget er understrøget. Her er de tidligere pigekamre og linnedrum også bevaret og ikke mindst det gamle, men stadigt fungerende urværk, der driver tårnuret opsat i frontispicen mod syd.

Kælderetagen har en fordelingsgang langs sydsiden, der giver adgang til en række funktionsrum mod nord. Der udgang fra gangen til gårdspladsen i syd. Kælderen anvendes primært til opbevaring, fyrrum og værksted.

Interiøret er præget af en ældre og oprindelig materialeholdning herunder parket- og plankegulve, pudsede vægge og lofter med en oprindelig og rig stukkatur. Hertil kommer panelering og både en – og tofløjede fyldingsdøre, der overvejende stammer fra opførelsen. De tofløjede døre har hvor fem fyldinger, hvoraf to er rektangulære med bosseringer, en stor del af dørene har oprindelig beslåning og de tilhørende gerichter er ligeledes oprindelige. I de fineste stuer i stueetagen er de tilmed forsynet med konsolbårne trekantfrontispicer eller overstykker med detaljerige stukornamenter.

Første sal har en lignende materialeholdning, der dog er mere enkel i sin udformning. Her ses plankegulve, oprindelige fyldingsdøre med tilhørende gerichter og beslåning, indbyggede skabe og pudsede lofter med stukprofiler.

I tagetagen er der ældre afdelte rum, der har den oprindelige materialeholdning med bræddegulve samt pudsede vægge og lofter. Her er tillige bevaret ældre linnedskabe.

I kælderen er gruekedel, ældre skabe, ligesom de oprindelige fyldingsdøre med tilhørende gerichter er bevaret og gulve, vægge og lofter fremstår med traditionelle, ældre og slidstærke overflader.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Kærsgård knytter sig til herregårdens beliggenhed lige uden for landsbyen Brenderup ikke langt fra landsbykirken. Fra landevejen skjuler hovedbygningen sig bag avlsgårdens store, gulkalkede længer, der sammen med alléen danner en statelig ankomst til herregården og det helstøbte herregårdsmiljø, hvor hovedbygningen udgør det naturlige omdrejningspunkt. Hovedbygningen selv ligger pittoresk ned til Storåen, hvor parken mod nord udgøres af et idyllisk, træomkranset englandskab. I nær tilknytning til engarealerne og Storåen ligger Fyllested Vandmølle, der hører under Kærsgård, og som indgår som en vigtig og stemningsfuld del af herregårdsmiljøet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Kærsgård knytter sig overordnet til hovedbygningen som et fornemt eksempel på en af de få herregårdshovedbygninger, der blev opført i Danmark efter statsbankerotten i 1813. Den deraf følgende danske landbrugskrise gjorde, at det gennem en årrække kun var de færreste godser, der havde råd til at forny eller erstatte gamle hovedbygninger.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til bygningens karakteristiske udformning i klassicisme, hvor arkitekten, J.A. Meyer, med stor sandsynlighed var inspireret af C.F. Hansen og empiren. Empiren var en videreudvikling af klassicismen, der vandt frem i det Københavnske byggeri efter englændernes bombardement i 1807.

Empirens arkitektoniske elementer fulgte i klassicismens fodspor, men adskilte sig nok mest ved at være mere enkel i sit formsprog. En del huse fik dog yderfagenes vinduespiller gjort bredere end de øvrige, ligesom Harsdorff-tidens betoning af sideakserne. Lighederne med C.F. Hansen, der var elev af C.F. Harsdorff, og empiren ligger i Kærsgård ikke blot i den overordnede symmetriske opbygning og den regelmæssige vinduestakt, men også i de store, glatpudsede murflader, de fremhævede midter- og sidefag i kraft af pilastre, frontispice og indfatninger samt den kun delvise refendfugning af kælderetagen. Også de firerammede vinduer med opdelte underrammer og det helvalmede tag med store, ubrudte tagflader er karakteristiske for perioden

Midterfagenes buede karnap mod nord giver mindelser til Nicolas-Henri Jardins Bernstorff Slot (opført 1759-1765). N.H. Jardin, der kom til Danmark efter Nicolai Eigtveds død i 1755, kom som professor på Kunstakademiet til at øve stor indflydelse på sine elever, herunder C.F. Harsdorff, Georg Erdman Rosenberg, Christian Joseph Zuber og Hans Næss, der siden kom til at definere den danske klassicisme.

Bygningens to symmetriske facader mod henholdsvis ankomstplads og park fremtræder endvidere med et forskelligt og let kontrastfyldt udtryk: hvor facaden mod den ankommende står med en ophøjet statelighed, blødes udrykket mod haven op gennem karnappens afrundede, geometriske form. Denne kontrast synes at signalere forskellen på de to sider som den let tillukkede og repræsentative side overfor den parkvendte side, der på rekreativ vis åbner sig mod det omgivende landskab.

Afslutningsvis knytter er sig kulturhistorisk værdi til de to indsatte sten med Steen Eriksen Billes og Birgitte Kruses våbenskjolde, der var ejere af Kærsgård i midten af 1600-tallet. Disse sten stammer fra den tidligere hovedbygning på stedet.

I et indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige og ældre planløsning i kælder-, stue- og første etage. Stuerne omkring bygningens midtakse og i særdeleshed stueetagens ovale stue, synes at reflektere Jacques-Francois Blondels idealplan for en bolig for et herskab. Denne idealplan blev introduceret i 1737 og var en nyskabelse, som blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Placeringen af havesal og vestibule midt i bygningen, samt sale og kabinetter placeret en filade på hver side af midtaksen både mod park og gårdside sikrede en bekvem cirkulation gennem bygningen og ikke mindst et tæt samspil med den omgivende park og natur. I Kærsgård gør placeringen af den ovale havesal i de buede midterfag, at stuen vitterlig er skubbet ud i det omgivende, idylliske landskab, hvilket understreges af, at der er udgang til parken gennem midterfaget.

I havesal, vestibule og første sals ovale stue knytter den kulturhistoriske værdi sig også til rummenes symmetriske opbygning i dør- og vinduessætning, hvilket afspejler klassicismens idealer om harmoni. Også de bevarede skorstene, kaminer, brænde- og kakkelovne vidner om tidligere tiders mulighed for opvarmning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til interiørerne, hvor særligt stueetagen markerer sig som den repræsentative del af bygningen i kraft af stuers og kabinetters fornemme og detaljerige udsmykning. Her skal særligt nævnes det mønsterlagte parketgulv i vestibulen, den høje håndværksmæssige standard på døre, gerichter og panelering, dørenes fordakninger og overstykker samt den rige og smagfulde loftstukkatur, der afspejler periodens æstetiske præferencer på opførelsestidspunktet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til herskabets private gemakker på første etage, hvor værelser og stuer vender mod den omgivende park. Disse rum er også præget af en gennemført og detaljerig udførelse i snedkerarbejdet, men dog i en enklere udformning end i stueetagen. Den fornemme og repræsentative hovedtrappe og den mere enkle bitrappe, har endvidere gjort, at herskab og tyende har kunnet færdes i bygningen uden at de praktiske husholdningsrelaterede funktioner har grebet ind i herskabets liv. I sammenhæng med dette formidler det bevarede kaldeapparat også adlens levevis før i tiden.

I kælderen knytter den kulturhistoriske værdi sig til de enkle og slidstærke overflader og det nagelfaste inventar, der vidner om etagens funktionsbetingede oprindelse, der primært har været tiltænkt tjenestefolket som arbejdsområde. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til tagetagen, hvor det uudnyttede tagrum med synlig tagkonstruktion og det understrøgne tegltag sammen med de bevarede mindre rum med indbyggede skabe vidner om etagens oprindelige anvendelse til opbevaring og måske værelser til tyendet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Kærsgård knytter sig hovedbygningens gennemførte symmetriske komposition, der er fuldstændig velafbalanceret i kraft af den smagfulde anvendelse af forholdsvis få og effektfulde dekorative elementer, herunder pilastre, frontispice, indfatninger og refendfugning, der alle står klart frem på baggrund af de store, glatte murflader. Øverst samler de store, røde teglhængte tagflader den store bygning, der således fremstår som en særdeles harmonisk og helstøbt komposition karakteriseret ved et svalt, afdæmpet og yderst fornemt udtryk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til stueetagens rum omkring midtaksen, vestibulen og havestuen. Vestibulens rektangulære rum og havestuens ovale rum formidler gennem deres geometriske former og den stramme symmetri til fulde klassicismens harmoniske idealer. Den fornemme detaljering i paneler, døre og overstykker samt stukkatur, skaber et udpræget herskabeligt miljø, der afspejler empirens kølige elegance og formidler adlens levevis i datiden. Hertil kommer rummenes farvesætning og de store tapeter med eksotiske motiver, der er med til at underbygge rummenes udtryk af perfekt harmoni. Der knytter sig også arkitektonisk værdi til hovedbygningens øvrige rum i stueetage og første sal, der ligeledes fremtræder med klassicismens nedtonede og smagfulde detaljering, og som sammen med lysindfaldet gennem de store vinduer fremstår med et elegant og herskabeligt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links