København

Kort over København

.
Neonreklamerne på de første bygninger langs Sortedam Dossering op mod Dronning Louises Bro er med tiden blevet ikoniske symboler for Nørrebro.
.
BIBLIOTEKET Rentemestervej er et kulturelt samlingspunkt i bydelen Bispebjerg.
.
Omkring Brønshøj Torv findes en stor del af bydelen Brønshøj-Husums butiksliv.
.
De små hjul snurrer, når børnene skubber fra og laver tricks på Fælledparkens Løbehjulsbane, mens forældrene kigger på og nyder den lune forårssol.
.

Kobberstikket Hafnia Metropolis fra 1611, som blev stukket efter en tegning af Jan van Wijck, gengiver København med en uhørt detaljeringsgrad. Til venstre ses orlogshavnen, og lidt forskudt bag ved den ses Københavns Slot. De mange vindmøller på mark- og engarealerne uden for Vesterport ses også tydeligt. I forgrunden midtfor ses byens havn, mens byen med sine mange huse og kirkespir udgør baggrunden. Til højre i billedet er Bremerholm med ankersmedjen, som siden blev omdannet til Holmens Kirke, samt byggebeddinger, kølhalingspladser og den lange reberbane fra 1500-tallet.

.
Braun og Hogenbergs prospekt over København set fra Vesterbro fra 1587 er det ældste prospekt fra København. Bindingsværksgården foran Sankt Jørgens Sø (tv. i billedet) menes at være Sankt Jørgens Gård, som var blevet oprettet uden for byen i 1200-tallet for at isolere spedalske. Byens rettersted ses th. i billedet.
.
Ved Dyssebroen mellem Christiania og Amager spejler træerne deres gulgrønne efterårsløv i Stadsgravens blanke vand. Og var det ikke for Vor Frelsers Kirkes karakteristiske tårn, som rejser sig over trækronerne i baggrunden, ville det være let at glemme, at man befinder sig midt i storbyen.
.

Kronen Vanløse er et storcenter på i alt 24.000 m2 med forretninger fordelt på to etager og dertilhørende parkeringsmuligheder.

.
Den 400 m lange træbrygge Sandkaj Brygge blev etableret i 2017. Sandkaj var den første færdigbyggede del af det nye Nordhavn.
.
Toftegårds Allé i Valby er rig på spisesteder, frisører og andre specialforretninger. I baggrunden af billedet anes trafikselskabet Movias kontorbygning på Toftegårds Plads. Pladsen fungerede indtil 1998 som holdeplads for flere buslinjer, men anvendes nu primært til rekreative formål.
.
Nørrebros Runddel er oprindelig anlagt som en rundkørsel. I dag er det et af bydelens mest trafikerede vejkryds, hvor to af bydelens største veje, Jagtvej og Nørrebrogade, krydser hinanden. Runddelen, som den i daglig tale kaldes, er et centrum i bydelen.
.

Artikelstart

Østligst på Sjælland og med en 120 km lang kystlinje ud mod Øresund ligger København, Danmarks hovedstad med sæde for regeringen samt for den øverste domstol, øverste anklagemyndighed, øverste politimyndighed og den øverste militære ledelse af Forsvaret.

Bynavnet København har angivet forskellige områder over tid, og også i dag benyttes det til at angive forskellige udstrækninger, alt efter hvilken sammenhæng navnet anvendes i. I Trap Danmark angiver København det samme område, som dækkes af Københavns Kommune, medmindre andet specificeres nærmere.

Betydning af stednavnet København

Det tidligst overleverede og originale belæg på hovedstadens navn er Hafn fra 1186. Dette navn er basis for den latiniserede form Hafnia, der blev almindelig anvendt i middelalderen og senere. Navnet Havn er identisk med substantivet havn og kan være byens oprindelige navn. Navnet København er tidligst overleveret hos Saxo, men på latin: mercatorum portus. Saxo må dermed have oversat en dansk navneform, som svarer til formerne 1231 (afskrift 1300) Kiopmanhafn og 1253 Købmannæhafn. Sidstnævnte form viser med sikkerhed, at forleddet er substantivet købmand bøjet i genitiv pluralis (mercatorum) »købmændenes«, og at efterleddet er substantivet havn (portus). Navnet København betyder således »købmændenes havn«.

Mere om stednavne i kommunen

Byvåben

København vides at have haft et segl i 1254, og aftryk kendes fra 1275. Det ældste segl viser en tindet mur med to tårne over bølger og bag muren en korsprydet bygning, foroven ledsaget af en seksoddet stjerne og en halvmåne. Tårne, mur og bygning udviklede sig efterhånden til tre tårne over bølger. I Københavns privilegier af d. 24. juni 1661, givet af Frederik 3., fik København et nyt våben, malet af Michael van Haven, som en anerkendelse af byens forsvar under Stormen på København i 1659. Våbenets grundelementer blev beholdt med tre tårne over bølger. I det midterste tårns åbning ses en harniskklædt mand svingende et sværd, et sindbillede på Københavns forsvarsvilje. Halvmånen ses nu på det midterste tårns spir, og en stjerne ses på hvert af de to andre tårnes spir. Dertil blev våbenet stærkt forøget med heraldiske pragtstykker: to løver som skjoldholdere, et kongeligt nådestegn, og tre trallehjelme, den midterste forsynet med en meget stor åben krone og de to andre med hjelmtegn bestående af faner. Under skjoldet ses kanonrør, våben og redskaber til fæstningsbygning. Våbenet skulle være et prægtigt udtryk for Københavns nye status som kongelig residens- og fri rigsstad.

Til daglig anvendes våbenet i forenklet udgave. Våbenet er registreret i Kommunevåbenregisteret d. 15. marts 1938.

Våbenets blasonering (beskrivelse): I sølv over tre blå bølger et firkantet rødt tårn med blåt spir besat med en guld halvmåne, og i tårnets portåbning under et halvt sænket guld faldgitter en blå harniskklædt mand svingende et sværd, over porten et ovalt rødt skjold med Frederik 3.s guld monogram, tårnet på hver side ledsaget af et rødt tårn med blå kuppel og guld spir med en seksoddet stjerne. Over skjoldet tre hjelme, hver med en vulst af guld og rødt, og med hjelmtegn: I: en guld krone, II: fem guld spyd med hver sin Dannebrogsfane, III: fem guld spyd med hver sin fodfolksfane med Dannebrogsmærke i øverste stanghjørne. Skjoldholdere: To naturligt farvede løver, stående på to naturligt farvede kanonrør over armatur og redskaber til fæstningsbygning.

Københavns våben

.

København fra middelalderen til i dag

Københavns placering ud til Øresund har op igennem tiden været årsag til dens status som økonomisk og strategisk magtfaktor. Den tidligste bebyggelse havde i 1186 meget sigende navnet Hafn. Siden biskop Absalon i 1167 byggede sin borg der, hvor Christiansborg står i dag, for at forsvare området mod sørøvere, har byen fungeret som magtcentrum i landet. Fra 1400-tallet fungerede de skiftende slotte på Slotsholmen som kongelig residens og siden som sæde for landets Folketing og regering. Også i dag har kongehuset sin residens i byen, hvor det internationalt berømte rokokokompleks Amalienborg i Frederiksstaden siden 1794 har dannet ramme om kongefamiliens liv.

Mens adgangen til havet havde afgørende betydning for byens økonomiske fremgang, var det i høj grad militære hensyn, der indtil demarkationslinjens gradvise ophævelse fra 1852 kom til at definere dens areal og befolkningsudvikling: Først herefter blev det muligt at bygge i langt større omfang foran byens befæstning, hvor der havde været stramme reguleringer af hensyn til forsvaret. Befæstningen var dog forinden blevet udvidet ad flere omgange for at gøre plads til byudvidelser, ikke mindst under Christian 4., hvor København forvandledes fra middelalderby til renæssanceby, bl.a. med Christianshavn, som blev anlagt på opfyldt grund. Og mens fæstningen fungerede efter hensigten under den svenske belejring 1658-60, viste den sig at være ganske forældet under englændernes bombardement af byen i 1807. Efterfølgende blev først portene og siden voldene nedlagt. Overalt i byen findes reminiscenser af de gamle forsvarsværker fx i navne som fx Øster, Nørre og Vester Voldgade og i grønne områder på de forhenværende volde som fx Christianshavns Vold, Ørstedsparken og Østre Anlæg.

Den tætte bebyggelse betød, at befolkningen var sårbar over for både ildebrande og epidemier. To store ildebrande hærgede byen i 1700-tallet, og den sidste, som fandt sted i 1795, foranledigede byens nuværende gadeplan med overvejende lige gader og de karakteristiske afskårne gadehjørner, som skulle give plads for brandstigerne. Koleraepidemien i 1853 blev årsag til en forbedring af de sanitære forhold med nye arbejderboliger uden for voldene, anlæggelsen af byens første vandværk og omfattende kloakering.

Fra midten af 1800-tallet voksede Københavns industri frem. Landsbyerne omkring byen, Brønshøj, Husum, Bispebjerg, Vanløse, Valby og Sundbyerne, fik i stigende grad forstadspræg og blev siden indlemmet i kommunen, ligesom brokvartererne blev udbygget for at gøre plads til virksomheder og til de mange tilflyttende arbejdere. En vigtig nøgle til, at industrien kunne blomstre, var den forbedrede infrastruktur med bl.a. landets første jernbaneforbindelse, som blev anlagt i 1847 på strækningen København-Roskilde. En anden var havnens udbygning, som bl.a. skibsværftet B&W nød godt af, da det i 1872 købte Refshaleøen af Havnevæsenet. Godt 100 år senere byggede rederiet A.P. Møller – Mærsk sit hovedkontor nær Kvæsthusbroen. Havnen havde, især efter anlæggelsen af Frihavnen i 1890’erne, stor betydning som import- og eksporthavn.

København var en udpræget industriby frem til 1960’erne, og blandt de store virksomheder kan ud over B&W bl.a. nævnes bryggerierne Tuborg og Carlsberg og maskinfabrikken Titan. Københavns betydelige industri og det store antal arbejdere i byen har også været med til at tegne dens politiske landskab. Siden 1938, hvor Københavns Kommune har haft en overborgmester i spidsen, har posten været beklædt af en socialdemokrat, og bystyret har langt overvejende været rødt. I 1970 var hele 96.000 mennesker beskæftiget inden for håndværk og industri i København, og siden 1960’erne havde der været mangel på arbejdskraft. Dette betød, at et stort antal udenlandske gæstearbejdere kom til fra bl.a. Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan, hvilket bidrog til at gøre kommunen til landets mest mangfoldige, kulturelt og religiøst. Denne tendens er dog langt ældre. Eksempelvis er Det Jødiske Samfund landets ældste ikke-kristne menighed og har rødder helt tilbage i 1600-1700-tallets tysk-jødiske indvandring. I 2019 var 25,3 % af byens indbyggere indvandrere eller efterkommere fra både vestlige og ikke-vestlige lande, og der findes i alt ca. 75 kristne migrantmenigheder og 26 anerkendte ikke-kristne trossamfund, hvoraf en stor del er muslimske.

Fra 1970’erne og i de efterfølgende ca. 20 år forvandledes vækst imidlertid til stagnation. Mange virksomheder lukkede eller flyttede ud af kommunen, ligesom mange københavnere flyttede til omegnskommunerne, hvor parcelhuse med plads, lys og luft lokkede: Mange af Københavns boliger var små, nedslidte og usunde. Årene var præget af omfattende saneringer, hvilket især på Nørrebro medførte voldsomme uroligheder, og manglen på billige boliger førte bl.a. i 1971 til Christianias opståen i det nyligt rømmede militære anlæg på Christianshavn. Hvad der begyndte som en fristad på kant med lovgivningen, er siden blevet en etableret del af byen og er i dag Københavns fjerdestørste turistattraktion med et væld af selvbyggerhuse, kollektivt ledede værksteder og småvirksomheder samt et levende kulturmiljø. Også i kommunalt regi iværksattes tiltag for at forbedre og forøge boligmassen, hvilket resulterede i både nybyggede almennyttige boliger og renovering af ældre huse. Mange af de forladte industri- og forsyningsbygninger samt militære anlæg har efterhånden fundet ny anvendelse i ombygget form som boliger og kontorer samt kultur- og uddannelsesinstitutioner. Østre Gasværk kom fx i 1979 til at huse Østre Gasværk Teater, og Københavns Sukkerraffinaderi i Valby blev ombygget til et gymnasium i 1990’erne. Af nyere ombygninger kan fx Dansk Sojakagefabriks gamle frøsiloer på Islands Brygge nævnes, hvor der i dag er lejligheder.

Blandt andet for at vende Københavns økonomiske og befolkningsmæssige nedgang blev det i første halvdel af 1990’erne besluttet at igangsætte en række store infrastrukturprojekter med Øresundsforbindelsen og metrobyggeri som de største tiltag. Tiltagene fulgtes tæt af en massiv byudvikling i form af bl.a. det gennemplanlagte boligområde Ørestad i Amager Vest. Med landets gradvise overgang fra industri- til videnssamfund har hovedstaden spillet og spiller fortsat en afgørende rolle som den største uddannelsesby. København har en udpræget ung og højtuddannet befolkning, og andelen af 30-34-årige, der har taget en lang videregående uddannelse, er således næsten dobbelt så høj her som på landsplan. Og mens Københavns Kommune i 1994 var tæt på at gå fallit, viser budgettet for 2020, at den i højeste grad er blevet økonomisk bæredygtig igen. Beskæftigelsen er dobbelt så stor som i landets næststørste kommune, Aarhus, og store institutioner som fx Københavns Universitet med bl.a. Panum Instituttet og dets helt nye Mærsk Tårnet, Rigshospitalet, Det Kgl. Bibliotek og DR Byen er med til at tegne byens profil både fysisk med deres markante bygninger og uddannelses- og arbejdspladsmæssigt.

Dertil kommer byens attraktive kulturliv, der tæller de gamle og traditionsrige kulturinstitutioner såvel som et stort vækstlag. Musiklivet har rødder helt tilbage i middelalderen, hvor Det Kongelige Kapel blev etableret, og teaterlivet, som ganske vist hele tiden havde eksisteret i kredsen omkring hoffet, fik med åbningen af Komediehuset på Kongens Nytorv i 1748 nye, selvstændige rammer. I 1874 blev det erstattet af Det Kongelige Teater (i dag kaldet Gamle Scene), som siden er blevet suppleret med Operaen på Holmen og Skuespilhuset på Kvæsthusbroen. I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet opstod en lang række privatteatre, bl.a. Folketeateret og Det Ny Teater, hvor de traditionelle udtryk blev udfordret og nye veje afsøgt. Samtidig kom også nye musikalske impulser til storbyen fra udlandet, og fra 1930’erne tiltrak byens jazzscene store, internationale navne. Siden har både den klassiske og rytmiske musik været en rodfæstet del af byens kulturelle DNA med en lang række spillesteder, koncertsale og festivaler. Landets første kunstmuseum, Thorvaldsens Museum, åbnede i 1848, og blandt byens største museer skal nævnes Statens Museum for Kunst, i daglig tale SMK, som har rødder i Det Kongelige Kunstkammer, Ny Carlsberg Glyptotek, som blev til på baggrund af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilias private samling i slutningen af 1800-tallet, og Nationalmuseet. Tivoli er Københavns – og landets – største attraktion med ca. 4,9 mio. gæster årligt og er blandt verdens ældste forlystelsesparker. Med de store uddannelsesinstitutioner inden for det kunstneriske område tiltrækker København desuden mange af fremtidens forfattere, skuespillere, instruktører, musikere, komponister, dansere og billedkunstnere. Dette er, sammen med den levende undergrundsscene, med til at skabe et eksperimenterende kulturmiljø med nye formater, events og festivaler.

Ganske som tidligere spiller byens geografiske placering en vigtig rolle. Nu er det dog i mindre grad kystlinjen, som har betydning, og i højere grad placeringen centralt i Nordeuropa med bl.a. Øresundsforbindelsen og med Københavns Lufthavn i nabokommunen Tårnby som brohoved til resten af verden, som er med til, at København kan gøre sig gældende i den internationale storbykonkurrence. Dog spiller andre faktorer også ind her, bl.a. en fremtrædende grøn profil med et stort fokus på cyklisme og havnebade med rent vand. Den tætte bebyggelse levner ikke megen plads til natur, men næsten alle de tilbageværende grønne områder er fredede. Naturen er for en stor del knyttet til parkerne, som stedvis kan byde på et interessant dyre- og planteliv. Dertil kommer flere områder, der er opstået ved inddæmning, som Kalvebod Fælled og en del af Amager Fælled, eller ved opfyldning som Nordhavns- og Sydhavnstippen. Og så er der naturligvis resterne af tidligere naturområder som Utterslev Mose, der dog har fået en betydelig ansigtsløftning. Flere sjældne dyr og planter holder til i København. På Nordhavnstippen yngler fx grønbroget tudse, mens kridtuglen flyver over enge og overdrev i flere af de kystnære naturområder. Dertil kommer fuglene, bl.a. skovhornuglerne, der overvintrer ved Utterslev Mose og på Vestre Kirkegård, og på Amager Fælled har riddergøgeurten sit eneste kendte danske voksested.

Mens fortællingen om København fra begyndelsen af 00’erne således er domineret af optimisme og økonomisk opsving, er der dog samtidig en bagside af medaljen. Kommunen har haft held til at vende udviklingen med det faldende befolkningstal, men ejerboligernes kvadratmeterpriser er samtidig steget med 70 % i perioden 2012-18. Byens herlighedsværdi er i høj grad forøget, men eksempelvis de studerende har i stigende grad svært ved at finde en bolig, de har råd til. Kommunens mål for byudviklingen er bl.a., at 25 % af de nye boliger skal være almene, og at der skal opføres 12.000 nye ungdomsboliger. Samtidig ønsker man at skabe rammer for en varieret befolkningssammensætning. Kommuneplanen omfatter også et fortsat fokus på byens grønne profil.

Transformationen af Københavns forsyningsbygninger

Østre Gasværks store rotunde er inspireret af det antikke tempel Pantheon i Rom, men med tidens mest avancerede støbejernsteknologi til at bære det store spænd på 47 m i diameter. Bygningen med den moderne teknologi indeni og det klassicistiske ydre blev fra 1979 rammen om Østre Gasværk Teater, i dag en del af Østerbro Teater. Til forestillingen Erasmus Montanus af Ludvig Holberg i 2019 brugte man som ofte før den inspirerende arkitektur som en del af scenografien.

.

Fra midten af 1800-tallet satte Københavns bystyre gang i fornyelse og udbygning af byens forsyning med vand, varme, gas og senere også elektricitet og fjernvarme. Denne udvikling har sat sig en lang række arkitektoniske spor. De nye teknologier blev forbundet med fremgang, velstand og modernitet, og bygningerne, der husede dem, blev opført med moderne byggemetoder og materialer, der gjorde det muligt at bygge med plads til de store maskiner.

Fra anden halvdel af 1900-tallet havde både efterspørgsel og teknologi ændret sig så markant, at det efterhånden blev nødvendigt med andre og større bygninger. De oprindelige forsyningsbygningers imponerende konstruktioner, ofte monumentale udtryk og store rum har gjort dem velegnede til brug for kulturelle arrangementer og institutioner. Efter deres afvikling er flere af dem derfor blevet omdannet til andre formål, og deres arkitektur og transformation er blevet en integreret del af det københavnske bybillede.

Fra vand, gas og el til scenekunst og udstillinger

Vandværkets gamle maskinhus er i dag omdannet til spillestedet Pumpehuset, opkaldt efter de pumper, der fra 1859 sørgede for tryk nok i rørene til, at vandet kunne nå selv de øverste etager i byens huse. Bygningen rummer stadig de oprindelige støbejernssøjler og -konstruktion samt den skinnekørende kran i loftet, der blev brugt til reparationer og har givet navn til overetagens koncertsal – Kransalen.

.

Københavns første moderne vandværk blev etableret 1856-59 mellem Schacks og Helmers Bastioner (nuværende Studiestræde). Værkets største bygning var Pumpehuset, der oprindelig rummede tre store dampdrevne pumper. Vandværket var i brug indtil 1951. Pumpehuset blev i 1987 omdannet til spillested som erstatning for Saltlageret, der blev revet ned for at give plads til Planetarium. Flere af de øvrige bygninger langs Studiestræde blev i 2013 omdannet til Børnehuset Vandværket, som vandt Renoverprisen i 2020. Hele vandværket blev udpeget som nationalt industriminde i 2006.

Samtidig med etableringen af vandværket blev byens første gasværk, Vestre Gasværk, åbnet i 1857, og næsten 2.000 gaslamper opstillet i byens gader som erstatning for den hidtidige tranbelysning. I takt med at gassen blev en del af københavnernes hverdag som både lys- og varmekilde i hjemmet, blev det nødvendigt med flere gasværker. Østre Gasværk blev opført som byens andet gasværk i 1878 og blev i årene 1881‑83 suppleret med en muret gasbeholder tegnet af Martin Nyrop. Fra 1979 blev der opført teaterforestillinger i bygningen.

I 1892 blev byens første offentlige elværk opført i Gothersgade. Systemet blev gradvis udbygget, og i 1930 opførtes nogle særlige turbiner som en del af anlægget i Gothersgade. De gav navn til Turbinehallerne, der i perioden 1996‑2006 fungerede som scene for Det Kongelige Teaters moderne teater.

H.C. Ørsted Værket, der stod færdigt i 1920, forventes at blive helt udfaset i 2030’erne. Allerede i 2006 etablerede Københavns Museum og MAN B&W udstillingsstedet DieselHouse i værkets dieselbygning. I 2007 blev H.C. Ørsted Værket af Kulturarvsstyrelsen udpeget som nationalt industriminde.

Kraft-varme-værket Svanemølleværket fra 1953 overdrages til By & Havn i 2023, og der arbejdes på at omdanne værket til i fremtiden at huse Danmarks Tekniske Museum, hvilket vil være en symbolsk markering af teknologiens og forsyningssektorens betydning for Københavns forvandling fra 1800-tallet til i dag.

Byens dyre- og planteliv

Midt på Rådhuspladsen har en spurvehøg nedlagt en due, og mens den uheldige fugl fortæres i en sky af fjer og dun, er den vilde natur for en stund rykket ind i storbyen. Synet er dog langtfra så sjældent, som man kunne tro. I dag er både musvåge, tårnfalk og spurvehøg almindelige i København, og alle tre yngler i storbyens parker og grønne områder; spurvehøgen med helt op til 50 par.

.

Mellem storbyens etageejendomme og stærkt trafikerede veje kan der synes meget langt til åbne heder, urørte skove og vindblæste klitter. Alligevel kan København byde på natur med et ofte bemærkelsesværdigt dyre- og planteliv. I de fem naturbede, der i 2015 blev anlagt på Nørre Campus ved siden af Zoologisk Museum, har projektet Vild Campus fx kunnet registrere hele 48 arter af vilde bier, hvilket let kan konkurrere med artsantallet i det opdyrkede land uden for byen.

Ser man bort fra naturområder som Amager Fælled, Kalvebod Fælled og Utterslev Mose, er det meste af byens dyre- og planteliv knyttet til parker, kirkegårde og grønne kiler. Især de gamle kirkegårde har et ret varieret naturlandskab, der veksler mellem tætte beplantninger og åbne områder. På bl.a. Vestre Kirkegård, Bispebjerg Kirkegård og Assistens Kirkegård resulterer det i et rigt fugleliv, der omfatter pæne ynglebestande af en række almindelige småfugle. Dertil kommer fuglekonger, forskellige fluesnappere og andre småfugle, der benytter de grønne områder som rasteplads under trækket om foråret og efteråret. De mange småfugle betyder også, at spurvehøgen, som yngler i flere af Københavns kirkegårde og parker, ikke har nogen problemer med at findeføde til sig selv og sine unger.

I mangel på klipper og hule træer benytter mange fugle også byens bygninger som rede- og overnatningspladser. En stor bestand af alliker yngler fx i den bygning, der rummer Ørestad Gymnasium, mens forvildede tamduer bygger rede på gesimser og altaner samt i hulrum i etageejendommene. Desuden kan man i vinterhalvåret se store flokke af kragefugle gå til fælles overnatning i de store bygninger omkring Field’s.

Amager Fælled, kun få kilometer fra Rådhuspladsen, kan man selv i dagtimerne iagttage ræve på jagt, ligesom området huser en lille bestand af rådyr. På Kalvebod Fælled en smule længere mod syd kan man forår og efterår desuden opleve store flokke af rastende bramgæs, som jævnligt opskræmmes af de lokale jagende havørne.

I takt med at vandkvaliteten i Københavns Havn er blevet bedre, er det blevet mere almindeligt at se stimer af hornfisk, multe og makrel inde i selve havnen. Også spættet sæl ses jævnligt. Ålegræsset breder sig og vokser i dag bl.a. i kanalerne ved Christianshavn og Christiansborg samt ud for Amager Strandpark. I marts 2017 anlagde Københavns Kommune desuden seks små stenrev ud for Skuespilhuset. Revene består af i alt 300 tons sten og fungerer allerede som levested for talrige krebsdyr og fisk.

Dyr og planter kan dog også volde problemer i byen. Det gælder bl.a. tamduerne, som sviner, og hvis ekskrementer kan give skader på murværk. Den største udgift tilfalder dog rotterne, og alene i 2019 afsatte Københavns Kommune 17,8 mio. kr. til rottebekæmpelse. Dertil kommer den stadige bekæmpelse af invasive plantearter som kæmpebjørneklo og japanpileurt.

Billen, der kom ind fra skoven

Den lille, blot 9‑13 mm store sortspidsede skovsmælder fører en skjult tilværelse inde i det døde, trøskede ved af både løv- og nåletræer. Billen forveksles let med andre sorte og røde smældere, men kan som regel kendes på kombinationen af sorte dækvingespidser og et forholdsvis mat bryst, som er en smule længere end bredt.

.

Mange af byens dyrearter har valgt det urbane liv, fordi det på den ene eller anden måde afspejler deres mere naturlige levested. Det gælder bl.a. for billen Ampedus praeustus, også kendt som sortspidset skovsmælder, der i dag lever i resterne af gammelt, trøsket bolværk på Christianshavn. Bortset fra et enkelt eksemplar fra Jægersborg Dyrehave har den lille sorte og røde smælder ellers kun været kendt fra Jægerspris Nordskov, hvor den især har levet i trøsket, rødmuldet eg.

Formentlig er smælderne kommet til København som blinde passagerer i tømmeret, der skulle bruges til at bygge krigsskibe på Orlogsværftet på det nuværende Holmen. Her, midt i storbyen, levede i årevis en stor bestand af sortspidsede skovsmældere, som trivedes i resterne af gamle skibsmaster, beddinger og store bunker af spåner og savsmuld. På samme tid blev deres »vilde« artsfæller dog færre og færre i takt med en gradvis mere intensiv skovdrift, hvor man bl.a. fjernede det gamle, døde ved, som smælderne levede i. Således kunne man i 1988 kun opspore to eksemplarer af sortspidset skovsmælder i Jægerspris Nordskov, og i dag er den sandsynligvis helt forsvundet.

Også på Christianshavn blev den sortspidsede skovsmælders fremtid usikker, da Flådestation Holmen blev nedlagt, og de gamle skibsmaster kørt til forbrænding. Heldigvis havde smælderne også fået smag for områdets gamle bolværk, hvor de levede fint frem til 2015. Endnu en gang skulle der bygges i området, og bolværket, som smælderne sidst var fundet i, blev fjernet og overdækket. Formentlig holder smælderne stadig til på Christianshavn, men vil nok forsvinde, efterhånden som det sidste gamle bolværk bliver skiftet ud.

Videre læsning

Læs mere om bydele i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer