Københavns bydele

Befolkning og areal i Københavns Kommunes bydele (2019).

.
Kort over Københavns bydele.
.
Trianglen har fået navn efter pladsens trekantede form. Her mødes flere af bydelen Østerbros største veje, herunder hovedgaden Østerbrogade, Blegdamsvej, Øster Allé og Nordre Frihavnsgade samt den femte og sidste gade, som er den noget mindre beboelsesgade Odensegade.
.
Sjællandsbroen over havneløbet i Københavns Havn forbinder Sjælland med Amager og Københavns Kommunes bydele Vesterbro-Kongens Enghave med Amager Vest. Broen blev åbnet i 1959 og tillod passage af mindre skibe ved hjælp af to broklapper. Passage blev dog umuliggjort efter åbningen af en fast jernbanebro på Sjællandsbroens sydside i 1998 i forbindelse med etableringen af Øresundsforbindelsen.
.
Nørrebros Runddel er oprindelig anlagt som en rundkørsel. I dag er det et af bydelens mest trafikerede vejkryds, hvor to af bydelens største veje, Jagtvej og Nørrebrogade, krydser hinanden. Runddelen, som den i daglig tale kaldes, er et centrum i bydelen.
.
Brønshøj-Husums nordligste del domineres af den almene boligbebyggelse Tingbjerg. Bebyggelsen ligger naturskønt ned til Utterslev Mose og afgrænses mod syd af den grønne kile Vestvolden, der fra Tingbjerg fortsætter sit løb mod sydvest gennem bydelen og ind i Rødovre Kommune.
.
Vigerslev Allé, her flankeret af ældre og nyere beboelsesejendomme, er en af Valbys hovedgader. Gaden begynder ved Hvidovrevej i Hvidovre Kommune umiddelbart vest for Københavns Kommunes grænse, før den løber ind i Valby ved Harrestrup Å. Herfra fortsætter den først mod nordøst og derefter mod øst over Toftegårds Plads. Herefter passerer den Vestre Kirkegård, der her markerer Valbys østlige grænse, før den ender ved Enghavevej i bydelen Vesterbro-Kongens Enghave.
.

Artikelstart

Københavns Kommunes areal danner en uregelmæssig firkant, ca. 11 km fra nord til syd og 9 km fra øst til vest. Havneløbets diagonal fra nordøst til sydvest deler firkanten således, at knap to tredjedele tilhører Sjælland og resten Amager inkl. Christianshavn og Holmens øer.

Sjællandsdelen omslutter Frederiksberg Kommune, der blev selvstændig i 1857 og har været det lige siden. De ydre nabokommuner er Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Hvidovre og Tårnby. Byens territorium er vokset til stadighed og to gange i vældige ryk, der hver gang tredoblede arealet. Det første fandt sted i Christian 4.s regeringstid, da Christianshavn blev anlagt og befæstet på opfyldt terræn, og bygrænsen langs Gothersgade nogle år senere blev trukket nordpå og uden om forløberen til Kastellet. Byens bebyggelse var længe begrænset af militære bestemmelser. Trap Danmarks 2. udgave (1879) opgør byens areal til 22 km2, og heraf lå de fire femtedele uden for voldlinjen, først og fremmest Østerbro, Nørrebro og Vesterbro.

Det andet store ryk foretog kommunen ved i 1901‑02 at indlemme Brønshøj-Rødovre, Hvidovre og Sundbyerne Sognekommuner. Dermed blev arealet ca. tredoblet, og kommunen fik i store træk det omfang – og de bydele – vi kender i dag. Senere udvidelser skyldes hovedsagelig inddæmningen af Vestamager, hvoraf 8 km2 tilfaldt København, og landindvinding i Nordhavnen, ved Amagers nordspids og i Sydhavnen. Gennem hele Københavns historie er der foretaget opfyldninger i Øresunds lave vand med udgravet jord, affald og opskrab fra havnebunden. Det næste store projekt kan blive Lynetteholmen mellem Refshaleøen og Nordhavn, der dog først projekteres at stå færdigt senest i 2070.

Kommunens hensigter med indlemmelserne af nabosognekommunerne var mange. Der skulle skaffes plads til offentlige institutioner, fx skulle kirkegårde, hospitaler, veje og beboelse anlægges. Og ved udlægning af attraktive villakvarterer i udkanten af kommunen ønskede man at modvirke de faldende skatteindtægter, som skyldtes, at mange indbyggere flyttede til Frederiksberg og Gentofte. En byplankonkurrence 1908‑09 om de nye arealers anvendelse blev vundet af den tyske stadsgeometer Carl Stinz med en plan af stor grafisk skønhed. Men det var hovedsagelig andenpræmieforslaget fra den senere stadsingeniør Aage Bjerres principper for planlagt arealanvendelse og vejføringer, der slog igennem. En stadig mere selvbevidst kommune gik til angreb på knæsatte principper ud fra den synsvinkel, at det private initiativ ikke kunne løse de problemer, det selv skabte. Både befolkning og erhvervsliv havde brug for orden og standarder i forsyning og transport, og det var blevet et mantra, at lys og luft var for alle. Efter 2. Verdenskrig styrkedes idéen om planlægning af hele storbyregionen. I den berømte Fingerplan fra 1947 beskrives en byvækst i radier adskilt af grønne områder og med trafikanlæg i radierne, der mødes i centrum.

Efter 1950 skulle det vise sig, at kommunen ikke kunne kontrollere alt. Industriens udflytning førte til befolkningsnedgang, som blev forstærket af et utilstrækkeligt boligudbud. Stigende indtjening åbnede for et parcelhusliv i forstæderne, og statens egnsudviklingsstøtte samt institutioners udflytning efter 1970 trak samme vej. Fra 1950 til 1993 faldt folketallet med næsten 40 %, og det var ikke de største skatteydere, der blev tilbage. Med statslig intervention blev en strategi iværksat, som indebar flere indbyrdes afhængige beslutninger: Ørestad, Øresundsforbindelsen inkl. jernbane til lufthavnen og metroens første fase, M1 og M2 mellem Vanløse og Amager. Strategien indebar en samfundsmæssig styring og lænede sig dog stærkt op ad markedskræfterne, især hvad angår boligsektoren. Den havde virkning: I 2019 var mere end det halve befolkningstab genvundet, og at dømme efter kvadratmeterpriserne i de nye boligkvarterer var det netop borgere med høje indtægter, der flyttede til kommunen. København for de velhavende, lyder kritikken nu, selv om kommunen indlysende også er hjemsted for et betydeligt antal studerende og socialt udsatte.

Infrastrukturen

København bag voldene var en fodgængerby. Også i de nye brokvarterer boede mange nær arbejdspladsen, men de store indlemmelser efter år 1900 blev mere funktionsadskilte, og cykler og de nye elektriske sporvogne kom i daglig brug. Da Trap Danmarks 5. udgave udkom i 1959, var de københavnske ridestier næsten borte, og samme skæbne forventedes at ramme cykelstierne. Sådan gik det ikke, men som en gøgeunge overtog bilismen en by, der ikke var anlagt til den. I 1972 standsede den sidste sporvogn, og samme år svævede Bispeengbuens seks spor ind mellem etagehusene og gav københavnerne en forsmag på en fremtid med mange biler i byen. Men udviklingen kom ikke til at få et omfang som forudsagt, og blot få år senere blev Søringen, en vedtaget motorvej fra Lyngbyvej til Vesterbro, opgivet.

I nutiden er både bil- og cykeltrafikken intens trods udbygningen af det kollektive trafiknet med metro og busbaner. Gennem adskillelse af trafikarter, ved andre reguleringer og pga. trafikkens tempo er ulykkestallet i de sidste 50 år nedbragt til en brøkdel, men dermed er hverken det lokale luftforureningsproblem løst eller globale klimahensyn taget. Bilerne, herunder last- og varebilerne, er byens smertensbarn. Kun hver femte københavner har bil, men befolkningen i nabokommunerne har flere. Opgaven med at skabe tiltrækkende bymiljøer uden biler fik en vellykket start, da Strøget blev den første gågade i 1968, men den er vanskelig og bekostelig. Vasbygades hurtige trafik er en voldsom barriere mellem de nye Sydhavnskvarterer og resten af byen. Under Åboulevard løber åen i en tunnel, men borgergrupper har igennem en årrække arbejdet for, at trafikken kommer ned i en tunnel, mens åen igen får lov til at flyde frit. Samlet synes trafikvæksten dog at være knækket, især for Indre By.

Forbindelsen mellem Sjælland og Amager over de to centrale broer Knippelsbro og Langebro var et nøgleproblem for byplanlægningen, så længe Sydhavnen blev besejlet. Amager blev holdt uden for Fingerplanen, og bolig- og erhvervsbyggeri søgt begrænset. Nu har Amager fem vejforbindelser og dermed transittrafik, også i kraft af voksende lufthavnsaktivitet. En østlig motorvejstunnel mellem Nordhavn og Amagermotorvejen forbundet med Refshaleøen og den mulige Lynetteholmen er på tale. Politikere og planlæggere overvejer i den forbindelse, om nye veje flytter trafikken et bedre sted hen eller blot genererer mere trafik, og om bilfrie bydele er en økonomisk mulighed.

Boligerne

Teknologisk udvikling, samfundsindgreb, kommunens økonomi og den svingende efterspørgsel har påvirket kommunens boligforsyning og givet meget forskellige udslag. Men forenklet set har to politiske linjer domineret, siden voldene sløjfedes: markedsstyret eller socialt (almennyttigt, alment) byggeri. Uden for voldene blev der bygget i højt tempo til de mange tilrejsende. Den typiske form var værksteder og arbejderbeboelse i side- og baghuse og middelklassen i de finere karréer ud til gaden. Modspil blev leveret i form af Lægeforeningens rækkehuse, Brumleby, og af arbejderboligforeninger. Omkring 1. Verdenskrig opstod voldsom bolignød, og et nyt politisk flertal åbnede for kommunens og boligselskabers byggeri, nu af store karréenheder om ubebyggede gårdrum. Der blev opført nybyggeri i stokke (husrækker), ofte i grønne omgivelser, hvor lejlighederne var små, men med moderne faciliteter og altaner. Etagehuse blev opført mellem de større veje og de parcelhuskvarterer, der skulle konkurrere med de attraktive parcelhuse uden for kommunen. Villabyen blev udviklet i RosenvængetØsterbro, i kvarteret vest for Carlsberg og i Ryvangen, og den blev taget op i mindre formater i de store parcelhusområder i Vanløse, Valby og Sundby.

I 1930 var antallet af boliger i Københavns Kommune 193.000. Det tal var steget til 285.000 i 1971 og til 319.000 i 2018. Befolkningstallet var dog på alle tre tidspunkter ca. 619.000. Tallene afspejler en stor indsats fra kommunen og de sociale boligselskaber efter 1930. Den langsomme stigning efter 1971 kan delvis forklares med nedrivninger og sammenlægninger. Sideløbende foregik også store saneringsprojekter, bastant på Indre Nørrebro og senere, med disse erfaringer, mere nænsomt på Vesterbro, der fra 1990’erne gennemgik en omfattende byfornyelse. Ved årtusindskiftet var boligernes kvalitet løftet betydeligt, men mange var små. Siden har man bygget meget større enheder: fra 2015 gennemsnitligt på 110 m2. Men bystyret ønsker nu flere små og flere almene boliger. Kampen mellem de to linjer handler nu ikke så meget om boligkvalitet, men om, hvem der har råd til at bo i de fremtidige boliger i Ørestad, på Godsbaneterrænet, i Sydhavn, Grønttorvet, Carlsberg Byen, Nordhavn og måske på Kløvermarken og Lynetteholmen.

De administrative inddelinger

Til administrative og politiske formål er kommunens område inddelt efter forskellige principper. Der er 50 afstemningsområder til brug for valg og folkeafstemninger. De 12 lokaludvalgsområder skal formidle kontakt mellem kommunale beslutninger og lokalbefolkningen; områderne svarer til de ti bydele, Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Vanløse, Valby, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Indre By, Amager Øst og Amager Vest, idet dog Christianshavn er skilt ud fra Indre By og Kongens Enghave fra Vesterbro. Den grundlæggende administrative opdeling i 199 roder stod engang i forbindelse med skatteopkrævning, men bruges nu til statistiske analyser. Der er i 2020 57 sogne og mere end 100 grundejerforeninger, fortrinsvis i parcelhusområderne. Den nuværende bydelsopdeling stammer fra 2007, da 15 bydele blev slået sammen til ti. Flest indbyggere har Nørrebro, som er mindst i areal, mens Vanløse, som er den bydel, der har færrest indbyggere, kun har halvt så mange.

Københavnerne kender deres postnummer og har i nogle tilfælde en identitet eller i hvert fald en interesse i at tilhøre et bestemt postdistrikt. Men postdistrikterne falder ikke sammen med bydelene. Ikke alle københavnere er bevidste om deres bydelstilhørsforhold, og færre føler sig rodfæstet i en bestemt bydel. Man flytter til og fra kommunen eller i hvert fald mellem bydelene med deres meget forskellige boligudbud. Brokvartererne er basis for en vis lokalpatriotisme, som dog ikke helt respekterer bydelsgrænserne. Amagerdelen af Københavns Kommune er fx opdelt i to bydele langs Amagerbrogade – og hele øen er i øvrigt delt mellem tre kommuner.

I en erkendelse af, at kommunen ikke kun er for lille, nemlig i et regionalt perspektiv, men også for stor i relation til borgerindflydelse, har Københavns Kommune 1997‑2001 gjort forsøg med bydelsråd i fire bydele og i 2000 afholdt en vejledende folkeafstemning om lokalt bystyre. Et stort flertal var imod, bortset fra i Valby. De ti bydele repræsenterer den opdeling, der kommer storbyens traditioner og identitetsmønstre nærmest, og det er den, der ligger til grund for Trap Danmarks beskrivelse af de enkelte bydele.

Det lokale kultur- og fritidsliv

Hvad der i høj grad også er med til at tegne de ti bydeles særegne identiteter, er dels det kulturelle liv, dels de lokale foreninger. Hvad kulturlivet angår, er især Indre By som den ældste del af byen naturligt præget af mange store nationale institutioner, og af en stor koncentration af kunst i det offentlige rum. Men de øvrige ni bydele rummer også fine eksempler på både kunstværker og arkitektur af såvel ældre som nyere dato, ligesom en række ikoniske teatre og spillesteder har adresse uden for byens centrum.

Foreningerne med deres mange frivillige er, ofte i samarbejde med Københavns Kommune, vigtige aktører, hvad angår det sociale arbejde i bydelene, ligesom de står for en stor del af de kulturelle aktiviteter. Det lokale fællesskab bliver både fejret og styrket ved de mange årligt tilbagevendende traditioner og fester, som arrangeres af lokaludvalg og foreninger, hvor både jul og sankthans, men også i den senere tid eid har givet anledning til store fester.

Statistik om bydelene

Trap Danmark rummer mange tal om de enkelte bydele i Københavns Kommune. De kommer i vid udstrækning fra Københavns Kommune, da bl.a. Danmarks Statistik på en række områder ikke producerer tal på bydelsniveau.

Der er en række mindre forskelle på definitioner og opgørelsesmetoder. Derfor kan visse totaltal for kommunen afvige lidt fra hinanden alt efter den kontekst de er brugt i.

En oversigt over forskellene kan ses her.

Videre læsning

Læs mere om København

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Bydele og byområder