Københavns historie

Braun og Hogenbergs prospekt over København set fra Vesterbro fra 1587 er det ældste prospekt fra København. Bindingsværksgården foran Sankt Jørgens Sø (tv. i billedet) menes at være Sankt Jørgens Gård, som var blevet oprettet uden for byen i 1200-tallet for at isolere spedalske. Byens rettersted ses th. i billedet.
.
Baggården i Murergade 6 på Nørrebro fotograferet i 1959. Der var i området såvel beboelse som små virksomheder i baggårdene. Gaden er en del af området omkring Blågårds Plads, der kaldtes den sorte firkant. En forklaring på dette navn er, at området fik en sort-brun farve på en saneringsplan fra 1971. Den sorte firkant blev gennemgribende saneret fra 1970’erne.
.
Luftfoto af Kastellet
.

Artikelstart

De ældste spor af menneskelig aktivitet i København er mere end 14.000 år gamle og er efterladt af de rensdyrjægere, som færdedes på datidens iskolde tundra. I de følgende årtusinder kom jægerne også i området, hvor omskiftelige klimaforhold havde stor indflydelse på livsbetingelserne. Jægerne efterlod sig spor i form af bopladser og jagtredskaber. Fra yngre stenalder, hvor agerdyrkningen blev indført, er der gjort offerfund, og periodens bopladser er også blevet lokaliseret. Der er kun gjort få fund fra bronzealderen, heriblandt tre velbevarede gravhøje i Bellahøjparken. Flere af landsbyernes stednavne indikerer dog, at de blev etableret i jernalderen og vikingetiden. Ved indgangen til middelalderen var der således formentlig en række landsbyer i det nuværende område, der udgør København, og den lille handelsplads Havn, som siden skulle blive til bydannelsen København, voksede frem i første halvdel af 1000-tallet.

Den middelalderby, der skød frem derefter, gik fra den nuværende Rådhusplads til Højbro Plads. Den tidlige bydannelse, der fik en kirke i midten af 1000-tallet, har muligvis været knyttet til kongemagten, som måske gjorde sin indflydelse gældende i området på denne tid, da byen lå godt i forhold til handel. De usikre tider i tidlig middelalder betød, at der blev opført et voldanlæg omkring år 1100, måske til beskyttelse af en kongsgård i området. Omkring 1160 skænkede kong Valdemar den Store imidlertid byen til biskop Absalon. Han byggede fra 1167 en borg på det nuværende Slotsholmen, og i 1186 gav han byen til bispestolen i Roskilde, som beholdt den indtil 1417. København havde en god, strategisk beliggenhed ved Øresund og en beskyttet havn bag Amager og en række holme.

Byen oplevede hurtigt kraftig vækst. I begyndelsen af 1200-tallet havde København fire kirker, heriblandt den store Vor Frue Kirke. Desuden etableredes et Gråbrødre Kloster og et helligåndshus i 1200-tallet, og uden for voldene blev der bygget en Sankt Jørgens Gård. København fik i 1254 sin første stadsret af Roskildebispen. Byen og Absalons borg blev ødelagt under en krig med hansestæderne 1368‑70, hvorefter Københavns Slot blev opført oven på ruinerne af den tidligere borg. København fik efterhånden også mange tilflyttere, først tyskere og i 1400-tallet også folk fra Nederlandene. I anden halvdel af 1400-tallet blev Helligåndshuset omdannet til et egentligt kloster, der blev oprettet et clarisserkloster, og Københavns Universitet blev indviet i 1479.

København blev belejret 1523‑24, hvor københavnerne stod på Christian 2.s side i dennes borgerkrig mod Frederik 1. Efter byens fald blev Frederik 1. kronet i Vor Frue Kirke. 1535‑36 blev byen atter belejret, denne gang af Christian 3., som indtog byen, efter at der var udbrudt en voldsom hungersnød i byen. Reformationen begyndte i København allerede i 1530, hvor der var opstande, og nogle af klostrene blev lukket og revet ned. Efter indtagelsen af København i 1536 blev de katolske biskopper fængslet på Københavns Slot.

Under Christian 4. blev der gennemført en række ambitiøse byggearbejder, som skulle gøre København til en prægtig renæssanceby. Byens befæstning blev nyanlagt og udvidet med bastioner, bydelene Christianshavn samt Ny-København uden for Østervold blev påbegyndt, og Rosenborg Slot, Børsen, Nyboder og Trinitatis Kirke med Rundetårn opførtes.

Svenskerne belejrede København 1658‑60, og de byggede en stor lejr ved Brønshøj, som de navngav Carlstad. De ødelagde og afbrændte adskillige af landsbyerne rundt om København. Svenskerne forsøgte uden held at storme byen i februar 1659.

Under indtryk af truslen havde Frederik 3. givet københavnerne nye privilegier, som senere blev bekræftet i en noget udtyndet version. Enevælden indførtes 1660/61 under Frederik 3., hvorefter København skulle være residensby med den pragt og de nye institutioner, der fulgte med. Der blev foretaget udbygninger af Københavns befæstning, ikke mindst i form af Kastellet. I 1670’erne blev Kongens Nytorv anlagt, som snart blev omgivet af prægtige palæer.

I løbet af en pestepidemi i 1711 omkom ca. 23.000 mennesker i København. Under Frederik 5. blev bydelen Frederiksstaden planlagt i midten af 1700-tallet, og Amalienborg Slot blev opført her. Christiansborg Slot blev bygget i 1730’erne af Christian 6. som afløsning for Københavns Slot. Det første Christiansborg brændte i 1794, hvorefter et nyt slot blev bygget. Store dele af København blev ødelagt under de store brande i hhv. 1728 og 1795, og i 1807 blev byen udsat for et ødelæggende bombardement af engelske styrker, siden betegnet som verdens første terrorbombardement.

København fik sin første jernbaneforbindelse i 1847, som førte til Roskilde. Den blev fra 1863 suppleret med en bane, der gik mod Helsingør. I løbet af første halvdel af 1800-tallet var København blevet stadig mere tætbefolket, og i 1850’erne besluttede man at afvikle det byggeforbud, der hidtil havde klemt byen inde bag voldene. Fra 1867 kunne byen brede sig, og brokvartererne blev bebygget. De nye brokvarterer blev først og fremmest bebygget med boliger til Københavns hastigt voksende befolkning. På især Vesterbro og Nørrebro og på Amager blev der bygget lejekaserner eller etageejendomme, hvor lejlighederne ofte var små, og hvor baggårdene også hurtigt blev fyldt op med bebyggelser og skure. Samtidig blev der også bygget huse og lejligheder for de mere velstillede, fx på Østerbro. Boligerne blev efterhånden forsynet med gas, vand og el fra de moderne forsyningsbygninger.

København blev i stadig højere grad en industriby med en stor arbejderbefolkning. Valby var blevet stationsby i 1847 og begyndte en kraftig vækst, mens der stadig var landbrug og gartnerier i landsbyerne Brønshøj, Vanløse og Husum. Københavns Havn havde stor betydning som eksport- og importhavn, ikke mindst efter anlæggelsen af Frihavnen i 1890’erne.

I årene 1901‑02 blev en række af de tilstødende sognekommuner rundt om København indlemmet i staden København, hvilket åbnede nye muligheder for vækst. Der var stor byggeaktivitet efter 1920 i brokvartererne, på Bispebjerg og i Vanløse, Brønshøj og Valby. Desuden indledtes en sanering af nogle af de mest belastede kvarterer i Indre By.

Politisk fik Socialdemokratiet flertal på Københavns Rådhus allerede i 1917 og har siden domineret den politiske ledelse af byen. Dette er bl.a. kommet til udtryk i storstilede boligprojekter fra 1960’erne som Urbanplanen på Amager med moderne boliger beregnet til den almindelige lønmodtager. Andre steder førte saneringerne til konflikter mellem beboerne og kommunen, ikke mindst på Nørrebro. Fra 1980’erne begyndte man at gennemføre mere nænsomme byfornyelser i stedet for gennemgribende saneringer. Det nedslidte Indre Vesterbro blev således gennemgribende moderniseret fra begyndelsen af 1990’erne.

I den sidste del af 1900-tallet begyndte byens befolkningstal at falde. Mange børnefamilier flyttede til omegnskommunerne, hvor der også kom stadig flere store arbejdspladser. Fra 1990’erne begyndte man at udlægge et nyt kvarter på Amager Fælled, Ørestad, og samtidig anlagdes en metro, hvis første linjer åbnede i 2002. En række institutioner og firmaer flyttede ind i nye bygninger i Ørestad, fx DR, dele af Københavns Universitet og indkøbscenteret Field’s. Med åbningen af Øresundsforbindelsen i år 2000 var København blevet den førende by i et integreret Øresundsområde, og befolkningsnedgangen var blevet vendt til vækst.

Københavns Volde

København har siden den første bydannelse været omgivet af vold- og forsvarsanlæg. Den stormands- eller kongsgård, der lå i tilknytning til den ældste bebyggelse, var formentlig befæstet, og i 1160’erne lod Absalon en borg opføre på Strandholmen (det nuværende Slotsholmen), der gjorde de lokale trygge ved at sejle på havet, som på den tid var hærget af sørøvere. I 1200-tallet indledtes arbejdet med at omkranse den hastigt voksende by med en bybefæstning. Dette arbejde fortsatte reelt frem til, at voldene blev sløjfet i 1800-tallet, da den militære udvikling løbende forandrede beskyttelsesbehovet.

Middelalderens bybefæstning

Jarmers Tårn på den i dag stærkt trafikerede Jarmers Plads i Indre By er den eneste synlige rest af Københavns middelalderlige befæstning. Tårnet, der blev opført omkring år 1500, blev arkæologisk undersøgt i 1885 og efterfølgende restaureret.

.

Københavns bybefæstning er blevet arkæologisk undersøgt mere end 100 forskellige steder langs den ca. 2,5 km lange fæstningslinje, der løb langs nuværende Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Gothersgade, Kongens Nytorv og frem til den daværende strandlinje ved Vingårdstræde. Undersøgelserne viser, at byen i middelalderen var omgivet af en jordvold med en voldgrav foran. På volden var der rejst en palisade af træ eller en bymur af tegl. Dog stod der sandsynligvis i begyndelsen blot et plankeværk uden vold på dele af strækningen. Således foregik etableringen af befæstningen i forskellige tempi rundt om byen.

Kongens Nytorv er der dokumenteret et forløb af træpæle, som er dateret til ca. år 1200 og anses for at være byens ældst kendte palisade, betegnet som »byens planker« i den første omtale af bybefæstningen i Jakob Erlandsens stadsret fra 1254. I slutningen af 1200-tallet blev den ældste vold anlagt oven på træpælene, og en bymur blev rejst på toppen af volden. I løbet af 1300‑1400-tallet blev alle øvrige træpalisader sandsynligvis erstattet af en bymur af tegl på hele voldstrækningen. I senmiddelalderen blev befæstningen forstærket med tårne af tegl, bl.a. Jarmers Tårn.

Der var tre porte i byens befæstning, mod nord, øst og vest. Alle tre porte er dokumenteret arkæologisk og lå på hhv. nuværende Rådhuspladsen, Nørreport Station og Kongens Nytorv. I den daværende voldgrav foran Vesterport er udgravet tre broer, der afløste hinanden. De to ældste var af træ og dateret til hhv. ca. 1371 og ca. 1438, mens den yngste var af tegl og fra ca. år 1500. Den ældste bro blev opført kort tid efter hanseaternes angreb på København i 1368, hvor de brændte den halve by af og rev Absalons borg ned. Broen over voldgraven og muligvis også porten antages at være opført som en reaktion på angrebet. I de urolige tider i 1500-tallet, hvor København bl.a. var under belejring to gange, blev der opført ekstra forsvarsværker foran portene ad flere omgange, og foran Vesterport og Nørreport opførtes ekstra porte. Det var kanonens indtog, som dels fordrede et stærkere forsvar, dels krævede bedre muligheder for at beskyde en belejrende fjende fra muren.

Christianshavns Vold

I årene 1606‑24 moderniserede Christian 4. byens befæstning med opførelsen af store jordvolde og bastioner, der bedre kunne modstå kanonild. Volden blev forsynet med en voldgrav og 12 bastioner i et forløb, som stort set fulgte den middelalderlige forsvarslinje rundt om byen. I årene 1618‑24 blev Christianshavns Vold anlagt, hvorved fæstningsringen var sluttet, og der kom en fjerde byport mod Amager.

I 1620’erne besluttede Christian 4. at udvide den overfyldte by. Arbejdet blev indledt med Sankt Annæ Skanse i 1626. I vandet øst for skansen blev der anlagt en lang linje med plads til 100 kanoner, som i dag er kernen i Langelinie. Efterfølgende blev der opført en ny vold og voldgrav fra Nørreport til Sankt Annæ Skanse. Dermed opstod Sankt Annæ By, senere kaldet Ny-København, og hermed blev Rosenborg Slot bragt inden for voldene.

1658-60 blev skansen forstærket og ombygget til Citadellet Frederikshavn, bedre kendt som Kastellet.

Nye udbygninger og nedlæggelsen

Allerede i samtiden blev Christian 4.s befæstning kritiseret for at være for småt dimensioneret til at modstå tidens krigsteknologi. Kort efter hans død gik Frederik 3. da også i gang med en omfattende udbygning af bastionerne og voldanlægget. Arbejdet blev fortsat under Christian 5., der 1682‑92 forlængede Christianshavns Vold mod nord, så flåden kunne ligge sikkert for anker. For at beskytte København mod angreb fra søsiden blev søfortet Trekroner anlagt ved grundsætning af tre orlogsskibe ved indsejlingen til København i 1713. I 1766 blev Lynetten også anlagt nord for den senere opfyldte Refshaleø. Trekroner blev i 1787 flyttet længere mod syd. Herved blev den nye større fæstningsring sluttet.

Englændernes bombardement i 1807 viste imidlertid tydeligt, at befæstningen var forældet: Kanoner var blevet så effektive, at fjenden fra lejre flere kilometer fra byen kunne skyde ind over voldene. De store civile ødelæggelser, englændernes bombning forårsagede, blev udslagsgivende for, at befæstningen med tiden blev nedlagt. I 1850’erne blev byens portbygninger revet ned, men først fra 1871-1913 blev byens volde jævnet med jorden. En del fik dog lov at stå som parkanlæg, der i dag er fredede, bl.a. Ørstedsparken, Østre Anlæg og Tivoli Søen.

Efterfølgende blev Københavns Søbefæstning oprettet ved lov i 1858, og Københavns Landbefæstning blev til med anlæggelsen af Vestvolden i årene 1886‑92. Fæstningen bestod dermed af et fjernforsvar af byen, fortrinsvis i byens omegnskommuner. Landbefæstningen blev nedlagt i 1920, mens Søbefæstningen var i brug indtil hhv. 1922 og 1932.

Flådens København

De 32 kanonbådsskure fra 1827‑37 på Frederiksholm. Skurene, som blev opført med henblik på at huse marinens kanonbåde, blev fredet i 1964. Kun et enkelt af skurene har sin oprindelige enkle karakter. De øvrige er lavet om til moderne kontorer eller har været nedbrændt, men siden genopført.

.

Holmen før Flådestation Københavns nedlæggelse i 1993.

.

På den nordligste del af Nyholm, umiddelbart inden for batteriet Sixtus, ligger Valdemar Birkmands trefløjede marinekaserne fra 1908‑10. Foran kasernen ses længst tv. bygning 146, den tidligere kommandocentral. Umiddelbart ved siden af ses Rigets Flag, og lidt th. herfor ses hovedvagten, der bl.a. også kaldes »Under Kronen«, og som kendes på sit markante tårn, der er en miniaturekopi af Christiansborg Slots tårn. Til højre i billedet ses fregatten Peder Skram, der indgik i flådens tal 1966-88, fortøjet ved Elefanten. Fregatten har fungeret som museumsskib siden 1990’erne. Bag Peder Skram ses desuden Mastekranen fra 1751 og i baggrunden forbrændingsanlægget Amager Bakke.

.

Den kongelige danske flåde blev oprettet d. 10. august 1510, hvor kong Hans udnævnte Henrik Krummedige som øverste kaptajn (admiral) for alle søkaptajner. Hermed blev der oprettet en flåde med en professionel organisation og fastansatte søfolk i stedet for folk udskrevet til tjeneste. Flåden har i næsten hele sin levetid haft hjemme i København, hvor den har været en af byens helt store arbejdspladser, indtil den forlod byen i 1990’erne.

Bremerholm

Fra slutningen af 1400-tallet og frem til 1859 blev området mellem Holmens Kirke, Kongens Nytorv og Nyhavn benyttet som værftsområde for orlogsflåden. Efterhånden blev Bremerholm for lille til at rumme værftet. Selv om stadig flere funktioner blev flyttet, vedblev flåden at anvende Bremerholm som værftsområde og fængsel. De sidste fanger forlod området i 1741.

Tøjhushavnen

I 1593 blev det besluttet at anlægge et nyt arsenal på Slotsholmen i København med en 163 m lang Tøjhusbygning, der blev opført i årene 1598‑1604, og hvor både hærens og orlogsflådens krigstøj (udstyr) kunne opbevares. Rundt om Tøjhuskomplekset lå der, efter inspiration fra Venedigs store Arsenal, også en proviantgård, et galejhus og den store bastion, der i årene 1616‑18 omdannedes til Christian 4.s Bryghus (i dag Kongernes Lapidarium). Centralt i arsenalkomplekset var en skjult havn, hvor skibe kunne udrustes, uden at bl.a. svenske spioner kunne kigge med. Ind mod Københavns Slot opførtes under Frederik 3. Kunstkammerbygningen, der nederst rummede kanoner, men i de øvre stokværk rummede kunstkammeret og begyndelsen til Det Kgl. Bibliotek.

Havnen blev endeligt kastet til i årene 1863‑64, og 1915‑20 blev der etableret en park (i dag: Det Kongelige Biblioteks Have), hvor historiske elementer fra havnens tid blev genbrugt.

Nyholm

Flådens faciliteter ved Bremerholm og Tøjhushavnen blev utidssvarende i løbet af 1600-tallet, så i 1690 blev Nyholm etableret ud for Kastellet og Toldboden på den anden side af havneløbet. Der blev også anlagt en flådehavn, Flådens Leje. Dermed opdeltes havnen i en civil og en militær del. I nord afgrænses Flådens Leje af en mole kaldet Elefanten. I forlængelse af Elefanten gik en bro og pontonbro over til Toldbodssiden. For enden af Elefanten ligger Nyholms Hovedvagt opført i 1745 og syd herfor Mastekranen fra 1751.

De store byggebeddinger, der lå skrånende ud mod Flådens Leje, var omdrejningspunktet for aktiviteterne på Nyholm. Nordligst på Nyholm finder man Sixtus Batteri.

Holmen

Allerede i 1740 skabte generaladmiralløjtnant grev Frederik Danneskiold-Samsøe en helhedsplan for udviklingen af Holmen, som på dette tidspunkt endnu kun bestod af Nyholm og de mudrede banker, der siden skulle blive til Arsenaløen, Frederiksholm og Dokøen. I planen blev det udlagt, hvordan området skulle opbygges med magasinbygninger orienteret ud mod de kajer, hvor skibene skulle lægge til, mens der inde midt på øerne skulle være skure og værkstedsbygninger til støtte for ekvipering og vedligeholdelse af flådens skibe. Hans plan blev i store træk fulgt i de næste hundrede år. Dog blev en projekteret matrosby ikke realiseret, men i stedet blev Nyboder udbygget. Endvidere vidner Kanonbådsskurene opført 1827‑37 om den teknologi, der blev indført under Englandskrigene 1807‑14.

Maskinværkstedet på Frederiksholm, som blev op- og udbygget i tiden 1804‑62, afspejler den tidlige dampteknologis indførelse. Den hastige teknologiske udvikling inden for skibsbyggeriet, der indledtes i 1800-tallet, betød, at en række nye bygninger og installationer så dagens lys. Ankerøen blev udvidet med en tørdok, der stod færdig i 1854, og som efterfølgende gav øen navnet Dokøen. I 1915 opførtes det nye Elektronikværksted. Samme år blev Margretheholm anlagt til brug for det helt nye Marinens Flyvevæsen. Nye beddinger med højbanekraner kom til i 1926, og Søværnets Officersskole på Nyholm er fra 1939. I 1993 blev Flådestation København nedlagt og omdannet til marinestation, og Søværnets enheder blev flyttet til Korsør og Frederikshavn. Dog ligger kongeskibet Dannebrog stadig fortøjet ved bøje 1 ud for Sixtus Batteri, hvor Rigets Flag fortsat vajer.

Videre læsning

Læs mere om København

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie