Købmandsgården, Højer

Højer var oprindeligt en landsby, men fik i 1500-tallet en opblomstring i forbindelse med etablering af digerne, idet de afskar Tønder fra adgangen til havet. Højer blev således Tønders havneby, og herfra blev der udskibet tusindvis af stude til Amsterdam. I 1736 fik Højer betegnelsen en flække, idet byen fik kongeligt privilegium på at drive handel og håndværk. En flække er en betegnelse, der kun blev brugt i Sønderjylland, om en by med købstadsrettigheder, men som ikke var en købstad. Ud over studehandlen havde kornhandlen sammen med østersfiskeriet stor betydning for Højer, specielt fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I 1800-tallet og 1900-tallet blev der etableret flere små fabrikker i Højer, blandt andet en tobaksfabrik, en maskinfabrik, et bryggeri og et kalkbrænderi, hvor man forarbejdede muslinge- og østersskallerne. I 1892 kom jernbanen til Højer og med den også de første badegæster, der var på gennemrejse til øen Sild. I løbet af 1900-tallet udviklede Højer sig til en mindre industriby med møbelfabrikker, tæppefabrik og produktion af pølser. Nørrevej var oprindeligt en tilkørselsvej og fungerede som baggade til Nørregade. Her havde Højer tidligere sin nordlige afgrænsning.

Købmandsgården, Hindrichsens Gaard, blev opført på Nørrevej i 1760 med beboelse, stald og lade. Beboelsen var i gavlhusets stueetage, mens de øvrige tagetager blev anvendt som kornmagasin. I sidelængen var der lade og svinestald, og sidelængen blev på et tidspunkt forkortet. Tværlængen fungerede som kostald. I gammel tid var ejeren såvel træ- og kornhandler som urtekræmmer, brygger, krovært og landmand. Virksomheden A/S Fedder Hindrichsen går tilbage til 1800 og handlede i mange år med korn, kul og tømmer. Umiddelbart sydøst for købmandsgården blev der i 1902 opført en ny direktørbolig, og familiens ældste boede således til aftægt i købmandsgårdens ældre stuehus. Begge huse blev i 2007 solgt fra foderstoffirmaet og udmatrikuleret.

Købmandsgården ligger på sydsiden af Nørrevej, der er den nordligst beliggende af de centrale gader i Højers gamle bykerne. Købmandsgården består af et gavlhus (stuehuset), der er sammenbygget med en stald- og ladelænge langs Nørrevej (sidelængen), som igen er sammenbygget med en staldlænge mod syd (tværlængen), mod Nørregade, hvor også haven ligger. Købmandsgården omgives mod flere sider af store værksteds- og lagerbygninger. Købmandsgårdens længer er énetages, grundmurede længer med stråtækte heltage med afvalmede gavle, undtagen tværlængens gavl, der er en opmuret helgavl med toptak og fodtakker. I tværlængens sydvendte tagflade ses en lav stråtagskvist, og i rygningen er en nyere, muret skorsten med sokkel og krave. I stuehusets nordgavl brydes halvvalmen af en stor gavlkvist med stråtag og en hejsekvist af træ med papbeklædt heltag. I sidelængen, mod Nørrevej, er en tofags gavlkvist med vinduer samt to porte. Over portene er tagfladerne hævet. I tværlængens østfacade er en tofløjet port. Samtlige porte er traditionelt udførte, tofløjede revleporte med ældre beslag. I stuehusets nordgavl sidder en ældre, tofløjet fyldingsdør med glas og støbejernssprosseværk bag en kurvehanksbuet døråbning, og i sydgavlen er en ældre fyldingsdør med farvede glasruder i den øverste del. Under sidehusets gavlkvist er en ældre fyldingsdør med glasruder, mellem sidehusets porte er en ældre halvdør bag en kurvehanksbuet døråbning, og i sidehusets sydside er en nyere revledør.

Vinduerne er ældre og udgøres mestendels af torammede vinduer, nogle er tredelte og med buede glas, mens andre har små ruder. Tillige findes etrammede og smårudede vinduer samt mod haven korspostvinduer. I tværlængen ses halvrunde staldvinduer i støbejern samt et enkelt stort støbejernsvindue. I sidelængens vestgavl er en tofløjet revleluge med små glasruder og ældre beslag, ligesom der i gavlhusets gavlkvist ses ældre tofløjede revleluger med ældre beslag. Vinduer, sekundære døre, luger og porte er på traditionel vis malet hvide, mens stuehusets døre er malet mørkegrønne og staldvinduerne mørkegrå.

I murværket ses en mængde murankre, der i gavlkvisten er udformet som årstallet 1760. Langs længernes facader ligger pigstensbelægning, der tager tagdryppene fra stråtaget. Indvendigt består stuehuset af en tværdiele med en række stuer og værelser på begge sider, dog er der i delen ud mod gaden, ind mod sidelængen opført badeværelse og køkken. Stueetagen fremtræder med terrazzogulv i dielen, i de øvrige rum er der vinyl- og klinkegulve samt væg til væg tæpper. Væggene er tapetserede, bjælkelagene er synlige og loftfladerne derimellem er beklædt med systemgipsplader eller andet plademateriale. Der er bevaret en mængde ældre fyldingsdøre, i forskellig udformning, med ældre greb, bukkehornsbeslag og ovale glasruder samt profilerede gerichter. I delen ind mod gavlhuset består sidelængen af en midtergang med mindre rum på begge sider samt en bryggersindgang med et bræddebeklædt trappeaflukke. På gulvet ligger nyere klinker eller bræddegulve, væggene er hvidkalkede eller består af rødmalede bræddevægge, og i loftet er bjælkelaget og de ældre loftsbrædder synlige. Der er ældre revle- og fyldingsdøre med klinkefald og profilerede gerichter. Den ældre, stejle loftstrappe giver adgang til tagetagen over alle tre længer, og over gavlhuset består det af tre dæk. På det nederste dæk er indrettet et par karlekamre med revle- eller fyldingsdøre, bræddegulve, bræddevægge med indbyggede skabe samt synligt bjælkelag og loftsbrædder. Tagetagerne fremtræder med synlig tømmerkonstruktion, bræddegulve, synligt bjælkelag og loftsbrædder, der enkelte steder er blevet fornyet. En simpel loftstrappe fører op til det mellemste dæk, mens en loftstige fører op på det øverste. Over gavlkvistens øverste lugeåbning er det gamle hejseværk bevaret, og i dækkene er gulvlemmene bevaret. Kældertrappen giver adgang til et stort og et lille kælderrum, der ligger ud mod vejen i sidelængen. Det store rum har teglklinker på gulvet og vægge og hvælv, der er udformet som et fladbuet tøndehvælv, er hvidkalkede. I hjørnet står et dobbelt, opmuret kar og tre rundbuede vinduesnicher indrammer vinduerne mod gaden. En smal, kurvehanksbuet døråbning fører ind til et lille kælderrum, der har teglstensgulv. Den østlige del af sidelængen består af et stort rum samt to mindre rum, og fremtræder med støbte gulve, berappede vægge, synlig tømmerkonstruktion, synlige bjælker og bræddeloft. I de to mindre rum ligger der vinyl på gulvene, væggene står i gasbeton eller finérbeklædning og lofterne er nyere listelofter. Tværlængen består af et stort rum. Det fremtræder med støbte gulve, berappede vægge, synlig tømmerkonstruktion med synlige bjælker og bræddeloft. Via en ældre, stejl ligeløbstrappe er der adgang til tagetagen.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Købmandsgårdens beliggenhed i yderkanten af Højers gamle bykerne, hvor gården naturligt indgår i landsbyens karakteristiske fremtræden med ældre, lave bygninger, sluttede gadebebyggelser og spredtliggende gårde, således at Højers autentiske og særegne kulturmiljø sikres. Købmandsgårdens beliggenhed vidner om, at Højers ældste bebyggelser blev bygget på en bakkeø, syv meter over havet, for at sikre bygningerne mod vinterens oversvømmelser i det flade landskab. De mange gårde i Højer beretter endvidere om byens strategiske placering med nem adgang til både græsningsarealer i det omgivende marsklandskab og frugtbar landbrugsjord på geesten øst for byen. Endvidere er der miljømæssig værdi tilknyttet haven, der afgrænses af en lav granitstensmur, som ud over at stramme Nørregades nordlige side op, er med til at understrege Højers særkende med talrige private haver, der ligger side om side med smalle gader og små pladser.

Den kulturhistoriske værdi ved Købmandsgården knytter sig til ejendommens store originalitet og at bygningen er en sjælden bevaret bygningstype i Danmark. Gavlhuset giver mindelser om et haubarglignende gavlhus, som er en gårdtype med et højt, pyramideformet tag, der kom til vadehavsområdet fra Holland. Navnet haubarg er nedertysk for høbjerg og henviser til gårdens dominerende, høje stråtag. Denne særegne, tyskinspirerede arkitektur bevidner, at Højer i mange år har været under tysk herredømme indtil Genforeningen i 1920.

Købmandsgårdens oprindelige funktion er i det ydre aflæselig ved den markante gavlkvist med hejsekvist og luger over hinanden, der afspejler det enorme tagrums kapacitet til kornopbevaring i flere niveauer. Hertil kommer portåbningerne og staldvinduerne, der vidner om, at man ud over købmandshandel også drev et landbrug med stald og lade. Bygningernes udseende er således skabt ud fra en pragmatisk tilgang til arkitekturen, hvor funktionen og effektiviteten var i højsædet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til, at købmandsgården har træk fra den vestslesvigske gård, som er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet. Den traditionelle, vestslesvigske byggeskik vandt frem efter stormfloden i 1634. Købmandsgårdens egnskarakteristiske træk knytter sig således til længernes lange og brede bygningskroppe, de stejle, næsten ubrudte stråtækte heltage med valm, som er tækket med tagrør og har mønning af græstørv, samt gavlkvistene som sidder i forbindelse med hoveddørene. Hertil kommer, at facaderne er grundmurede, uden markerede sokler, og at de er sat i egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl, som ofte er større end en normalsten. Murværket er lagt i krydsforbandt og er udsmykket med mørkbrændte sten i gavltrekanten. Endvidere er der stor detaljerigdom i murværket omkring døre og vinduer, herunder de kurvehanksbuede stik, der er karakteristiske ved at hvile på et let fremspringende vederlagsparti.

I Købmandsgården er vinduerne, som traditionen foreskriver det for landhuse, hvidmalede, torammede og tredelte i beboelsesdelen, mens de i stalddelen er halvrunde og udført i støbejern. Hertil kommer, at luger og porte også på traditionel vis er hvidmalede. Længerne er tillige kendetegnet ved de mange murankre i smedejern, som pryder facaderne. Særlig karakteristisk er murankrene i gavlhusets nordgavl, der er udformet som årstallet 1760, der bevidner bygningens opførelsesår. Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Husenes solrette placering gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind, som præger området. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl, som blev anvendt andre steder i landet. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode græstørv til mønning hentende man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der også blev fremstillet lokalt, ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den klare opdeling mellem beboelse og stald, hvor de bearbejdede overflader og rigere bygningsdetaljer er koncentreret i stuehuset, mens de tidligere stalde og laden fremstår med mere robuste og enkle materialer. Hertil hører Købmandsgårdens bevarede dele af den ældre planløsning, herunder gavlhusets gennemgående diele med stuer og værelser på hver side af denne, sidelængens inddeling med karlekamre tættest på gavlhuset, samt de åbne rum med synlige tømmerkonstruktioner i sidelængens østlige del og i tværlængen. Endvidere har de hvælvede kælderrum med opmurede kar under sidelængen kulturhistorisk værdi, idet de vidner om, hvordan man tidligere opbevarede madvarer i kølige rum. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder de synlige loftbjælker med profilerede kanter, fyldingsdørene med greb, bukkehornsbeslag, ovale glasruder og profilerede gerichter samt revledørene med klinkefald. Dørenes detaljer knytter dem til opførelsen i 1700-tallet, hvor barokken var det fremhærskende stilideal, dette gælder de brede døre med én stor fylding, de brede, profilerede gerichter og bukkehornsbeslagene. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved det traditionelle, bræddebeklædte aflukke omkring den ældre loft- og kældertrappe. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de tre længers, store åbne tagetager, hvor især tagrummet over gavlhuset er imponerende, da det består af tre dæk. De ældre simple loftsstiger og det bevarede hejseværk vidner om den leben, de mange mennesker og mange varer har afstedkommet på dækkene. De bevarede lave afskærmningsvægge i træ skulle hindre kornbunkerne af forskellige korntyper i at blive blandet sammen. Hertil kommer de bevarede karlekamre i tagetagen, der vidner om de mange mennesker en købmandsgård af denne størrelse husede og gav arbejde til. Lemmen i rummet over køkkenet er et levn fra den tid, da rummet blev anvendt til soverum, hvor børnene, for at undgå det kolde tagrum, kravlede op ad en stige direkte fra køkkenet.

Købmandsgårdens arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives det sammensatte bygningskompleks, der trods længernes forskellige orientering og udseende bindes sammen til en homogen enhed på grund af den enkle materialeholdning. Købmandsgården har et djærvt og solidt udseende grundet de lave røde mure og de altdominerende, store, stejle og ubrudte tagflader. Mod gaden brydes tagformen dog af de hævede tagflader over portene samt af de markante gavlkviste, der skærer sig op i tagfladerne og angiver hovedindgangenes placering. Facadernes homogene fremtræden, hvor også soklerne fremtræder i blank rød mur, giver sammen med det altdominerende stråtag bygningen en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få, men elegante detaljer pryder facaderne, herunder murankrene samt murværksdetaljerne omkring de rundbuede dørnicher. Hertil kommer at dør- og vinduesplaceringen udefra indikerer bygningens indre rumdisponering, hvor beboelsesdelens taktfast placerede vinduer kontrasterer stalddelens mere lukkede murværk. De hvidmalede vinduer, døre, porte og luger giver en tydelig kontrast til de røde mure, hvorimod de grønmalede hoveddøre står som tydelige huller i murværket. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murstenenes forskellige farver, der varierer fra mørk sintret brun-violet til lys rød og gul, grundet lertype og brænding. Dette giver en levende og meget varm stoflighed, der komplimenterer det bløde stråtag. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den overvejende traditionelle materialeholdning, hertil kommer den gennemgående røde farve på sidelængens døre, bræddevægge, bjælker og lofter, der binder elementerne sammen og giver en varme til rummene i den ellers sekundære bygning. Hertil kommer tagrummene, der er storslåede i såvel størrelse som konstruktion.

Læs videre om

• Amtsskriver Jürgensens Hus, Tønder
• Kirkepladsen 7-9, Tønder
• Kirkestien 6, Møgeltønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen