Udgravningen af Kalundborg franciskanerkloster i 1961. Her undersøgte arkæologer den 33 m lange klosterkirke, som ligger under det nuværende Klostertorv over for Kålund Kloster. Kirken, der blev nedbrudt ved klosterets nedlæggelse i 1532, er markeret som et omrids i belægningen af den nuværende plads. På fotoet ses opmålingen af apsis og højalter.
.

Klosteret i Kalundborg blev oprettet omkring 1240 som ét af fire sjællandske franciskaner- eller gråbrødreklostre, stiftet af adelsdamen Ingerd af Regenstein. Det blev anlagt umiddelbart nord for slottet, hvor en vej forbandt den befæstede slotsby med Nederbyen. I 1361 fik kong Valdemar Atterdag pavelig tilladelse til at flytte klosteret, fordi dets beliggenhed angivelig udgjorde en trussel mod slottets sikkerhed, men i praksis synes kongen i stedet at have ladet en udvidet befæstning af slottet inkludere klosteret med en voldgrav og en mur. Kongen lod indimellem klosteret benytte som mødested for sit tingsted.

Som tiggermunke måtte gråbrødrene formelt set ikke eje gods, men konventet i Kalundborg havde lidt indtægter fra gårde og enge i Ubberup, Bregninge og Kåstrup. Dertil havde brødrene en bygård i Slagelse, som de muligvis brugte, når de prædikede og indsamlede almisser i Sydvestsjælland. I 1517 blev konventet reformeret efter den strengere observantiske linje i ordenen, hvorefter alle besiddelser blev solgt.

Under Reformationen blev konventets leder, Melchior Jensen, vundet for lutherdommen og medvirkede angivelig til lensmandens fordrivelse af brødrene fra Kalundborg i 1532, hvorefter Melchior selv indsattes som byens første evangeliske sognepræst. Klosterbygningerne blev efter Reformationen anvendt som ladegård for slottet, indtil de i midten af 1700-tallet afløstes af nye bygninger, bl.a. det såkaldte Kålund Kloster.

I dag er alle spor af klosteret borte, men forskellige dele af det nedrevne bygningskompleks, som var opført helt af tegl, kendes fra arkæologiske undersøgelser fra midten af 1900-tallet. I 1961 blev klosterkirkens østlige del og højalter frilagt, og det viste sig, at den havde haft en stor halvrund apsis af samme bredde som koret. Dette træk kendes i øvrigt kun fra den ligeledes nedrevne franciskanerkirke i Viborg. I koret viste spor i gulvet, hvor munkenes korstole havde stået; i en grav, som sandsynligvis var en adelig velgørers sidste hvilested, fandtes et fornemt tohåndssværd fra senmiddelalderen. De arkitektoniske træk tyder på at kirkens østparti er opført umiddelbart efter klosterets stiftelse. I 1279 indviedes klosterkirken, hvilket efter al sandsynlighed hentyder til fuldførelsen af kirkens skib.

Klosterbygningerne lå mod nord, og de fremgravede bygningsrester afslører en meget kompleks bygningshistorie med mange om- og tilbygninger, bl.a. blev østfløjen flyttet mod øst i senmiddelalderen. Ved middelalderens slutning udgjorde klosteranlægget formentlig et sluttet, firfløjet anlæg med korsgang omkring en klostergård på ca. 18 x 18 m.

Videre læsning

Læs også om

Se alle artikler om Klostre