Kaptajn Thøgersens Hus ligger på Kåvervej 14 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der, som hollandsk, frisisk påvirkning, i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Bygningens indføring og kronologiske placering i jordebogen sandsynliggør, at Kåvervej 14 blev opført omkring 1797. Bygningen blev brandtakseret første gang i 1805, hvor det da havde otte grundmurede fag. De seks østfag var beboelsesafdeling med en forstue, mens de resterende fag var stald og foderrum. I en fornyet brandtaksation fra 1821 ses ingen egentlige ændringer, dog nævnes nu også rammedøre med indstukne låse. Af den følgende brandtaksation fra 1850 fremgik det, at bygningen var blevet udvidet med to fag til i alt ti fag, og at der var blevet lagt nyt stråtag på i 1849. Herefter rummede husets syv østfag beboelsesafdeling og de tre vestfag stald og lo. Kåvervej 14 fik i 1870´erne eller 1880´erne svungne gavle og en lavere taghældning beklædt med træspån. Spåntaget blev herefter beklædt med tagpap. I midten af 1900-tallet blev bygningen reduceret til de nuværende otte fag, ligesom bygningen fik genskabt den oprindelige taghældning og taget atter blev tækket med strå.

Beskrivelse

Bygningen ligger på nordsiden af Kåvervej i den sydlige del af Sønderho. Bygningen ligger parallelt med gaden og den lille græsklædte forhave afgrænses mod vejen af et hvidmalet stakit, mens den øvrige del af grunden afgrænses af lave, græsklædte diger.

Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus på otte fag opført i én etage. Over en sortmalet, lav sokkel står murværket pudset og gulkalket og afsluttes under taget af en muret hvid gesims, der er ført om hjørnet på gavlene og op langs tagfladen. Den øverste del af gavltrekanten har lodret, grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt gulmalet skaft. Vinduerne er nyere, men udført som kopi af de originale. De er mestendels torammede og seksrudede, men i vestenden er der også etrammede vinduer med seks ruder og i vestgavlen endvidere to hjørnestillede, firerudede vinduer. I østgavlen ses to små kvadratiske vinduer. Vinduerne er hvidmalede ligesom murfalsen. Hoveddøren, som sidder bag en fladbuet døråbning er en ældre bræddebeklædt halvdør med en hjørnestillet rude i den øverste del. I bagsiden er en enfløjet fyldingsdør med små ruder i den øverste fylding under et vandret stik. Bagdøren er nyere, men udført som kopi af den tidligere dør. Begge døråbninger har hvidmalede murfalse og dørene er malet grønne med hvid staffering. Vest for hoveddøren er en nyere revleluge med et hjørnestillet vindue og i vestgavlen er en tofløjet revleluge. Samtlige døre, luger og vinduer har stafferede stik i farverne grøn, sort og hvid, og under vinduerne er påmalet hvide sålbænke.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en lille forstue, frangel, der oprindeligt opdelte boligen mod øst fra stalden mod vest. Fra forstuen er der adgang til et køkken. Bag forstuen er et lille spisekammer. Fra køkkenet er der adgang til den tre fag store vinterstue, sønder donsk, og i tilslutning til denne en stue, æ stow. Fra både køkken og vinterstue er der adgang til sommerstuen mod nord, nor donsk. I tilslutning til denne er et værelse op mod østgavlen. Den tidligere stalddel op mod vestgavlen er indrettet med et badeværelse mod syd og mod nord et bryggersrum, hvorfra en nyere ligeløbstrappe fører op til tagetagen, der er delvist forberedt til en udvidelse af boligarealet. Tagetagen fremtræder med spånpladegulve og ufærdige vægge og lofter opbygget som en træskeletkonstruktion. Stråtaget er afdækket af brandhæmmende eternitplader og tagkonstruktionen er nyere, da taget blev tilbageført til sin oprindelige skikkelse i midten af 1900-tallet. Materialeholdningen i stueetagen er derimod ældre med teglstensgulve, bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, indbyggede skabe, tætsenge, tætsengsdøre samt en bort af ældre Fanø-fliser over køkkenvinduet og en lem i gulvet i spisekammeret til et lille koldt opbevaringsrum.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen ligger langs Kåvervej og mod gaden defineres den græsklædte grund af et hvidt stakit og føjer sig således smukt ind Sønderlands karakteristiske åbne bebyggelsesstruktur. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her pudset og gulkalket med hvid hovedgesims og bræddebeklædte gavltrekanter. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder gulkalket som facaderne. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer, døre og luge har de typiske, trefarvede Sønderho-stik og at alle åbninger har påmalede hvide sålbænke. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til den traditionelle halvdør samt revlelugen mod gaden og den tofløjede revleluge i vestgavlen, der vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen med høloft derover.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Stalddelen kan stadig aflæses på grund af de mere groft bearbejde bjælkelag. Stuerne ligger ligeledes traditionelt med en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret, og med en stue mod nord, nordre donsk, til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen således var kølig og sval. Hertil kommer at bygningens planløsning er spejlvendt i forhold til normen, fordi den smalle del af bygningen ligger mod syd, mens den brede del er mod nord.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder enfyldingsdøre med profilerede gerichter, indbyggede skabe, tætsenge og tætsengsdøre. Hjørneskabet, tætsengsdørene og fyldingsdørene i sønder donsk, der alle fremtræder med en lys egeådring blev moderne i slutningen af 1800-tallet, og hænger sammen med, at Kaptajn Thøgersens Hus på samme tidspunkt udvendigt blev ombygget med svungne gavle og træspån. Borten af ældre Fanø-fliser over køkkenvinduet fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store stråtag med ubrudte tagflader. Arkitekturen virker stærkt ved de enkle materialer og fremhævede bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik over vinduer og døre giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer dørenes staffering og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske atmosfære og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. Den bevarede stribe af ældre fliser i køkkenet er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Den afbalancerede stil i det ydre som i det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links