Kattesundet 12 ligger på Kattesundet 12 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Kattesundet er blandt Københavns ældste gader. Navnet kan være en betegnelse for et smalt farvand, som her har adskilt kystlinjen ved Løngangsstræde fra en holm i Kalveboderne, hvor Nationalmuseet ligger i dag. Kattesundet eller Katsund forekommer også i en række andre danske købstæder fra middelalderen. Der er ikke enighed om navnets betydning. Ligesom Kattegat har Kattesundet måske betegnet et snævert farvand. Hos de hollandske søfarende betød Kattegat et vanskeligt farvand med grundbetydningen "kattehul". Kattegat var altså en passage, som kun en kat kunne slippe igennem. Senere sprogbrug har overført begrebet Kattesund på de smalle stræder fra middelalderen. I flere af gaderne løb også en lille bæk (eller et lille sund). "Kat" kan også betyde "en forhøjning på en fæstningsvold". En gade med en vold på den ene side og en husrække på den anden side kunne derfor kaldes Kattesund. Kattesundet 12 er opført 1797-99 for Thomas Andersen Mollerup, der også har været bygherre for naboen Kattesundet 14. I 1900-tallet er underfacaden ændret, og det oprindelige heltag er erstattet med københavnertag. I 1844 omtales facaden første gang som oliemalet.

Beskrivelse

Kattesundet 12 består af et grundmuret forhus i ti fag og tre etager over kælder samt udnyttet tagetage under et københavnertag belagt med skifer på den nederste del, mod gaden med fem kviste med lavt heltag, mod gården to kviste og enkelte ovenlysvinduer. Til ejendommen hører herudover en række side- og baghuse, der ikke er fredede. Sammen med forhuset omslutter de et brolagt gårdrum. Facaden mod gaden står pudset og malet, har en taktfast vinduessætning og er symmetrisk komponeret med en centreret tofags portåbning og et udekoreret, tilbageliggende bånd i de seks midterste fag mellem første og anden sal. Underetagen er markeret med en kordongesims mellem stueetagen og første sal og en mørkere gråbrun farve og danner dermed en visuel base for overfacaden, der er malet gul. Facaden afsluttes af en profileret, hvidmalet hovedgesims med tandsnit. I hvert yderfag er der en kældernedgang. Adgang til forhuset og den øvrige ejendom foregår via portgennemgangen, der har en tofløjet fyldingsport med dekorerede friser, overligger og overvindue samt afvisersten. Portfløjene er malet mørkegrønne mod gaden og hvide på indersiden. I hovedetagerne er der ældre mørkmalede korspostvinduer med todelte underrammer, kvistene har hvidmalede trerammede vinduer, og i kælderetagen er der nyere etrudede butiksvinduer. Forhusets gårdside har tre synlige fag og er pudset og malet hvid ligesom den profilerede hovedgesims. Vinduestakten er uregelmæssig pga. vinduessætningen ud for trapperummet. Vinduerne er primært mørkmalede korspostvinduer med todelte underammer. Forhuset er disponeret med hovedadgang via portrummet, der har pudset loft og bræddebeklædte vægge med afvisertrin af træ. Der er en mindre trappe, der fører direkte til stuen tv., i samme side er en nedgang til kælderen, og heroverfor er der adgang til hovedtrapperummet via en hoveddør med indfatninger med pilastre og fordakning. Døren er en hvidmalet, tøfløjet fyldingsdør med glas og krydssprosser i de øverste fyldinger. Hovedtrappen er placeret mod gården og forbinder alle etagerne, der har en traditionel planløsning med stuer mod gaden og funktionsbetingede rum som kamre, køkkener og bagtrapper mod gården, til dels i sidehuset. Hovedtrappen er en treløbstrappe med pudsede underløb, enkelt dekorerede indervanger, hovedstykker, trin belagt med linoleum, listebalustre, udkehlet håndliste og vangesnirkel. På hovedreposerne er der midtfor en tofløjet fyldingsdør, der de fleste steder ikke er i funktion, samt til hver side indgang til lejlighederne via fyldingsdøre. Etagerne kælder, stue og første sal th. står i intern forbindelse med en nyere spindeltrappe, der går igennem etagedækkene. Mod syd er en bagtrappe, der er en toløbstrappe med listebalustre, udkehlet håndliste og malede trætrin. Stuerne har i forskelligt omfang udsmykninger i form af brystnings- og pillepaneler med fyldinger, riflede eller fyldings-lysningspaneler, fyldingsdøre, profilerede gerichter og indfatninger om ovnpladser. Lofterne er pudsede, i nogle stuer med stukgesimser og rosetter. I tagetagen på tredje sal tv. er i et rum mod gård og sidehus et butiksloft af glas med lister. De ældre traditionelle vinduer har forskellige profileringer, bl.a. hulposte og plane poste med trekvartstaf. Der er en del nyere vinduer, der er udført traditionelt med forlæg i de eksisterende, ældre vinduestyper; flere har koblede ruder med optoglas. Kælderetagen er indrettet til to butikker med nyere indretning og overflader samt til depotrum. Forhusets lejligheder og lokaler er præget af en del nyere overflader og materialer som parket- og linoleumsgulve og plane døre samt sammenlægninger er de oprindeligt mindre stuer.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Kattesundet 12 knytter sig til beliggenheden i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens bygningshøjder og enkle, klassiske facadeproportionering skaber en samlet helhed og en tæt gadestruktur. Hertil kommer den miljømæssige værdi af grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehuse og baghuse omkring et gårdrum. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by, og Kattesundet 12 er således med til at opretholde Københavns ældre bebyggelsesstruktur.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Kattesundet 12 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed København. De klassicistiske træk i forhuset ses bl.a. i gadefacadens markerede underetage, bånd og gesimser og taktfaste, symmetriske komposition. Hertil kommer kontrasten mellem den præsentable gadefacade og den enkle, prunkløse gårdside. Den kulturhistoriske værdi for Kattesundet 12 knytter sig i det indre til hovedetagerne i såvel planløsning som interiør, der afspejler det borgerlige, klassicistiske bygningsideal. Forhusets oprindelige planløsning er flere steder bevaret og generelt stadig aflæselig og kendetegnes ved portgennemgangen med adgang til hovedtrappen beliggende i trapperummet mod gården, de fine stuer mod gaden med stukkatur og panelering og de mere funktionsbetingede rum, herunder bagtrapper, mod gården og i sidehuset. De oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og høje håndværksmæssige kunnen. Særlig værdi har porten med portfløje, trapperummets hovedtrappe og fyldingsdøre, stuernes panelering, stukudsmykning, de ældre fyldingsdøre og gerichter samt oprindelige og ældre vinduer med bl.a. hulposte.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Kattesundet 12 knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en enkel facadekomposition, en overordnet symmetri og et fladebetonet, taktfast udtryk med en fast fagdeling med korspostvinduer og vandrette gesimser og bånd, der opdeler facaden i en tungere underfacade og en lettere overfacade kronet af hovedgesimsen. Den markerede underetage, kordongesimsen og det vandrette bånd har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, idet de understreger de horisontale linjer i den rolige og harmoniske facade. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdfacadernes prunkløse udtryk og enkle farvesætning. Den arkitektoniske værdi for Kattesundet 12 knytter sig i det indre til den traditionelle planløsning med portrum, trapperum og hovedtrappen med alle detaljer, lejlighedernes velproportionerede stuer mod gaden med panelering og stukkatur, hvor de dekorative elementer og de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer vidner om den borgerlige klassicismes enkle udsmykningsidealer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links