Vejen Kommune har 27 kirkegårde, de fleste med omgivelsesfredninger. Der er mange stemningsfulde, lavmælte landsbykirkegårde med stendiger, hække og gamle træer, fx Brørup Kirke, Gesten, Hjerting, Malt og Øster Lindet Kirkegårde. Hovborg Kirkegård er ganske anderledes regelmæssig opdelt og symmetrisk anlagt omkring den centralt placerede kirke.

Den ældste del af Vejen Kirkegård har været gravplads i mere end 800 år, og fra slutningen af 1200-tallet til 1896 lå en kirke midt på kirkegården. Den gamle kirkes grundplan er markeret med lave hække og en mindesten. Kirkegården rummer over 40 gravsten, store som små og en del med særlige vækstmotiver, udført af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, hvis egen gravsten fælles med hans anden hustru, Kaja, også findes her. Det er en enkel sten med tangmotiv og inskription i fin, svungen håndskrift. En nyere del af kirkegården fra 1989 har parklignende karakter. Under Vejen Kirkegård hører en lille begravelsesplads i Vejenskov, hvor to frihedskæmpere er begravet.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Vejen Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde