Hovedparten af folkekirkens kirkebygninger stammer fra middelalderen, men mange blev nedbrudt efter Reformationen i 1536, da de var overflødige. Bortset fra i byerne blev der ikke opført mange kirker mellem Reformationen og midten af 1800-tallet. Demografiske ændringer gjorde det da nødvendigt at anlægge nye kirker, i visse tilfælde på de steder, hvor man i reformationstiden havde revet dem ned. Også de nye stationsbyer havde behov for kirker. Mange kirker var misligholdte, og staten ydede tilskud til nedrivning og opførelse af nye bygninger. De tidligste af de nye kirker opførtes i maskinfremstillede mursten, i såkaldt maskingotik eller mejerigotik, altså i tillempede historiske former. Kirkehistorikeren P.G. Lindhardt sagde polemisk, at de alle helst skulle ligne domkirken i Köln, og at begrundelsen for de nye bygninger var, at menigheden ikke skulle sidde bedre i missionshuset end i kirken. Det var ikke æstetikken, der var i højsædet.
Efter år 1900 opførtes bygningerne gerne med kvalificeret arkitektbistand og i former, der var udsprunget af en national historicisme. Efter 1. Verdenskrig opførtes kirker i nyklassicistisk stil, og fra 1950’erne prægedes de nye kirker af den internationale modernisme. Mellem 1861 og 1908 opførtes 228 kirker enten som helt nye bygninger eller som erstatning for ældre kirker. Det synlige resultat af udviklingen siden midten af 1800-tallet er nye byer med stationsbykirker, annekskirker, filialkirker, kapeller, missionshuse og valgmenighedskirker ved siden af andelsmejerier, stationer, højskoler, telefoncentraler, telegrafstationer og centralskoler.
Blandt de nye kirkebygninger var nogle tilknyttet institutioner og anstalter, herunder fængsler og sygehuse. Fra anden halvdel af 1800-tallet foregik en omfattende vandring fra land til by. Over for denne enorme demografiske forrykning kunne folkekirken ikke følge med. Sognestørrelserne i storbyerne og de dermed følgende krav til kirkelig betjening voksede ud over præsternes kapacitet og kirkestyrelsens vilje til at bygge nye kirker.