Den romanske Arnborg Kirke, der er opført af granitkvadre ca. 1150-ca. 1200, fremstår som en stilren repræsentant for den jyske kvaderstensarkitektur. Ofte gennemgik kirkerne senere i middelalderen eller i de efterfølgende århundreder om- og tilbygninger, men på Herningegnen skete dette i langt mindre omfang end mange andre steder i Danmark, da det økonomiske grundlag på de fattige hedeegne var begrænset.
.
Til Feldborg Kirkes seneste udvidelse i 2012 udførte Adi Holzer glasmosaikker til vinduerne og glaskunst i to karnapper med motiver fra Bibelen.
.
.

To perioder præger kirkebyggeriet i Herning Kommunes landområder: romansk tid i middelalderen (ca. 1100-1250), hvorfra 14 landsbykirker stammer, og perioden 1890 til 1924, da bebyggelsen i de gamle hedeegne voksede kraftigt, og hele 18 kirker blev opført. Fire af disse var afløsere for middelalderlige forgængere, der blev nedrevet: Hodsager, Nøvling, Sunds og Vildbjerg Kirker.

Kirker med romansk oprindelse

Næsten alle egnens middelalderlige kirker har romansk kor og skib, opført af granitkvadre. Det gælder Arnborg, Assing, Gjellerup, Haderup, Rind, Sinding, Skarrild, Snejbjerg, Sønder Felding, Timring, som dog er stærkt ombygget og udvidet i 1919, samt Vind og Vinding. I Aulum er kun det romanske skib af kvadre bevaret, idet koret blev fornyet i 1920, og Ørres romanske kirke skiller sig ud, derved at kun koret er af kvadre, mens skibets mure er af rå kamp på samme måde som Tjørring Kirke i Herning by.

Gjellerup indtager en særlig position, idet en latinsk indskrift over kirkens syddør fastsætter opførelsen til 1140. Dermed er kirken den ældste daterede bygning i Danmark

Enklere døroverliggere beslægtede med Gjellerups findes i Rind Kirke. En tidligere døroverligger i murværket i Sinding Kirke bærer et usædvanligt relief med menneskefigurer i et uregelmæssigt rankeslyng. I Sønder Felding Kirke har korbuen reliefhuggede ornamenter, der er forskellige på nord og sydsiden. Et relief med et mandshoved er indmuret i tårnet.

Mange af kirkerne har bevaret deres romanske granitdøbefonte. En af de mest kunstfærdige døbefonte står i Snejbjerg Kirke og har en sjælden udsmykning af tætstillede stave på hele overdelen. Den hviler på en lidt yngre, firkantet fod med et stort, maskeagtigt reliefhoved i hvert af hjørnerne. Sunds Kirke har en døbefont med akantusranker og tovsnoninger, hugget af stenmester Horder, der er kendt for sine arbejder på Djursland i tiden omkring år 1200. Som en kontrast kan nævnes den glatte, tøndeformede granitdøbefont i Haderup Kirke. Et oprindeligt alterbord i granit hvilende på en central, muret søjle er overført til den nye Vildbjerg Kirke fra den middelalderlige forgænger. Det samme gælder de to romanske portaler og deres reliefudsmykkede døroverliggere.

Kirkerne i den gotiske periode

De sparsomme tiendeindtægter fra sognenes magre landbrugsområder er en vigtig forklaring på de forholdsvis få ændringer ved de romanske kirker i senmiddelalderen. Ingen af kirkerne fik således indbygget hvælv, men beholdt deres flade trælofter i kor og skib. Sengotiske tårne kom kun til ved Aulum, Gjellerup, Haderup, Rind, Sinding,

Snejbjerg og Vinding, mens alle kirkerne fik et våbenhus, som dog i nogle tilfælde senere er fornyet. Haderup Kirke fik en hvælvet udbygning mod syd, formentlig et kapel med sidealter, og her findes enkle kalkmalede murermesterdekorationer bl.a. af en enhjørning. Vind Kirke, som angivelig havde været »øde«, blev genrejst i 1520. Af gotisk inventar er et tidligere korbuekrucifiks bevaret i Gjellerup Kirke.

Kirker i den efterreformatoriske periode

Efter den lutherske reformation fik kirkerne efterhånden alle anskaffet en prædikestol. Det ældste bevarede eksemplar, som har gammeldags, gotisk foldeværksdekoration, blev skænket til Sønder Felding Kirke i 1558 af adelsparret Hartvig Skram og Kirsten Skovgaard. De fleste andre kom ligesom altertavlerne til i årtierne omkring år 1600, og begge typer inventar er oftest harmoniske og ret enkle arbejder udført af lokale håndværkere. Et usædvanlig festligt stykke er altertavlen fra 1611 i Sunds Kirke – hvis vinger med frugtbart svulmende kvindefigurer, der leder tankerne hen på Bjørn Wiinblad – blev dog afmonteret i 2014. En enestående indskrift er indhugget i en kvader på Snejbjerg Kirkes sydside. Den meddeler, at 209 af sognets indbyggere døde af pest i 1602. Af 1700-tallets tilføjelser kan nævnes et malet krucifiks fra 1759 i Assing Kirke og i Vinding Kirke et altertavlemaleri fra 1768 af Baltzer Reynat, som samme år også udsmykkede prædikestolens felter med pietistisk prægede, symbolladede malerier.

Opdyrkningen af heden kom til at sætte et afgørende præg på egnens kirkeliv og medførte et omfattende nybyggeri af kirker i årtierne omkring år 1900. Heraf blev flertallet opført af røde teglsten i en enkel, romanskpræget stil men med et spirprydet tårn. Tre kirkearkitekter tegnede størstedelen af de nye kirker. Claudius August Wiinholt byggede kirkerne i Kølkær fra 1891, Herning fra 1889, Simmelkær fra 1894, Fasterholt fra 1897, Ilskov fra 1898 og Tiphede fra 1901. Siden fulgte Vilhelm Ahlmann, som stod for kirkerne i Karstoft fra 1902, Hodsager fra 1903, Vildbjerg fra 1905, Ilderhede fra 1907 og Ørnhøj fra 1915. Vildbjerg skiller sig ud ved at være opført helt af granit med genbrug af kvadre fra den nedrevne middelalderkirke. Den seneste arkitekt, der stod for flere kirker på egnen, var Harald Lønborg-Jensen, som i 1920 kunne fuldføre hele to kirkebyggerier, Havnstrup og Studsgård, tegnet i samarbejde med C.M. Smidt fra Nationalmuseet. Begge disse kirker er hvidkalkede og har skib, tårn og kor og minder dermed meget om de østdanske middelalderkirker. Lønborg-Jensens Kollund Kirke fra 1935 er et mere vidtgående forsøg på at bygge en ny kirke, der ser ud som en middelalderkirke med dele fra forskellige tider. I 1919 stod samme arkitekt også for tilføjelsen af to korsarme til Timring Kirke samt en forhøjelse af tårnet. Han føjede desuden et meget dominerende tårn af kvadre og kløvet kamp til den hidtil tårnløse Assing Kirke i 1922.

Feldborg Kirke fra 1890 er formentlig bygget af en lokal murermester, mens egnens øvrige hedekirker er tegnet af T. Olivarius (Grove, 1893), R. Frimodt Clausen (Sunds, 1897), J. Vilhelm Petersen (Nøvling, 1919) samt forstanderen for Ollerup Håndværkerskole Daniel Rasmussen og dennes søn Ejnar Mindedal Rasmussen (Gjellerup Valgmenighedskirke, 1924).

De fleste af kommunens kirker havde fra opførelsen et ganske enkelt inventar, og alterudsmykningerne bestod ofte af enkle kors eller kopier af altermalerier fra andre danske kirker. Både nogle af middelalderkirkerne og de nye hedekirker fik i perioden 1918-2018 nye, ambitiøse kunstneriske udsmykninger. Fra periodens begyndelse kan nævnes Kai Gøtzsches altermalerier af den gode hyrde i Haderup Kirke fra 1919 (nu afløst af en nyudsmykning) og den fortabte søn i Grove Kirke fra ca. 1921. Johan Thomas Skovgaard udførte i 1933 felter med malerier af korsfæstelsen til renæssancealtertavlen i Snejbjerg Kirke. Gjellerup Valgmenighedskirkes apsis fik i 1947 et stort vægmaleri af Harald Borre med en stående Kristus omgivet af knælende engle med lysestager. Vind Kirke blev hovedrestaureret i 1974 og fik ved den lejlighed et metalkrucifiks udført af Erik Heide. Knud Lollesgaard Udførte i 1982 glasmalerier til Ilderhede Kirke med et gyldent kors som livstræ i korets vindue.

I begyndelsen af 2000-tallet har der været en hel bølge af nyudsmykninger. Else Husted Kjær malede de farverige felter til prædikestolen i Studsgård Kirke i 2004, og Torbjørn Olsen leverede i 2006 et nyt altermaleri med korsfæstelsesmotiv til Sunds Kirkes renæssancealtertavle. I 2007 forsynede Maja Lisa Engelhardt Gjellerup Kirke med et nyt altermaleri, nye malerier i prædikestolsfelterne og et glasmaleri. Ørnhøj fik i 2008 altermaleri og malerier i prædikestolens felter af Erik Winckler. Altertavlen er vendbar, så den ene side bruges i trinitatisperioden, mens den anden bruges fra advent til og med pinse. I 2012 udførte Adi Holzer altertavle og glasmalerier til Feldborg Kirke, og året efter blev Ilskov Kirke renoveret og fik tre store glasmalerier i østgavlen og fire nye billeder i prædikestolens felter, alt udført af Simon Aaen. I Haderup Kirkes renæssancealtertavle blev Kai Gøtzsches malerier i 2015 afløst af malerier udført af Toni Larsen, som også stod for en ny farvesætning i kirkerummet. Simon Aaen udsmykkede i 2017 Skarrild Kirke med glasmaleri, bronzekrucifiks, fire malerier til prædikestolens felter og et nyt altermaleri indsat i den ældre, nygotiske ramme.

Ødekirker

Der kendes til fire middelalderlige ødekirker i Herning Kommunes område.

I 1994 fandt Herning Museum en hidtil ukendt kirke, som formentlig blev nedlagt allerede i tidlig middelalder. Der blev fundet et lille, firkantet anlæg, som måske er en rektangulær kirkebygning uden et selvstændigt kor, samt ca. 60 nok tidlig middelalderlige grave. Stedet hedder Kirkebakke på nyere kort, og marken omkring kaldes Korshøy Agre på udskiftningskortet fra 1794. Den fredede tomt efter den middelalderlige forgænger til Grove Kirke ligger formentlig ved Kirkehøj, knap 1 km nordvest for den stående Grove Kirke fra 1893. Den er omtalt i en kirkeliste fra ca. 1380, og inden 1436 blev den betegnet som øde. Der var ingen synlige rester af kirken i 1800-tallet.

I 1889 afløste den nye kirke i Herning den middelalderlige, der var blevet nedrevet et par år forinden. Den lå nordvest for, hvor Hedeagerkirken blev opført i 1975. Kirken var en romansk kvaderkirke med et senmiddelalderligt våbenhus på nordsiden. Kor og skib kan have været opført ad to omgange. Den romanske kirke i Nøvling blev revet ned i 1917, og i 1919 indviedes den nye, der ligger knap 1,5 km mod sydvest. Den fredede kirketomt er markeret med hække. Kirken bestod af kor og skib af kvadre og rå kamp samt et våbenhus i munkesten. Vestpartiet var ombygget.

Kirkerne i Herning by

I forbindelse med industrialiseringen i årtierne omkring år 1900 oplevede Herning en kraftig befolkningstilvækst, da mange flyttede til byen for at arbejde inden for især tekstilindustrien, og dette skabte et behov for nye kirker i de nye kvarterer, der skød op i byen, så folk kunne få deres kirkelige betjening.

Tjørring Sogn med sin romanske landsbykirke blev i 1962 administrativt en del af Herning by. Kirken, som har skib og kor af rå marksten samt sengotisk tårn og nyere våbenhus, er i dag byens eneste middelalderkirke. Landsbyen Herning havde en romansk granitkvaderkirke, der lå lidt nordvest for bebyggelsen. Efter byens fremvækst blev kirken betragtet som for lille og for afsidesliggende. Den blev nedrevet i 1887, og i 1889 blev den erstattet af den nuværende Herning

I 1955 stod Hernings næste, længe forberedte sognekirke, Sankt Johannes, færdig, tegnet af Ejnar Packness og fuldført af Søren Jensen. Kirkens langhus i røde sten, hvor forskellige stiltræk indgår i den overordnet set klassicistiske bygningskrop, udgør nordfløjen i et firfløjet anlæg, hvorover det massive tårn rejser sig. I 1963 fulgte Fredens Kirke, tegnet af Aksel Skov som et tværstillet langhus med to lavere, fremskudte fløje. Hedeagerkirken blev bygget i 1975 efter tegning af Holger Jensen lige ved siden af kirkegården fra den nedrevne middelalderkirke. Kirken markerer sig som tre blokke af røde mursten med krydsende, skrå tagflader.

I Tjørring opførte Kristian Kristiansen i 1977 Baunekirken, som er en meget utraditionel centralkirke med et højt svunget, teltlignende, kobberklædt tag. Lige syd for Herning opførte samme arkitekt i 1980 Lind Sognehus af røde sten med indmurede, store marksten forneden. Sognehuset anvendes både til gudstjenester og en række kirkelige og administrative aktiviteter. Den hvide Gullestrup Kirke fra 1998 er byens yngste kirke. Den blev tegnet af Anders Bové Christensen og Kaj Mikkelsen med en basilikagrundplan og selvstændigt tårn.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Herning Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker