Asmild Klosterkirke set fra nord. Det uharmoniske etskibede langhus præsenterer i dag den gamle kirke i en svag afglans af sit middelalderlige udseende.
.

Den ene af to mandshovedkvadre på karmene til Lindum Kirkes tilmurede norddør. Hovedkvadre, der næsten udelukkende gengiver mænd, stikker nærmest tilfældigt ansigtet frem i murene på omkring 20 kirker i Jylland. Der er fremsat flere teorier om deres funktion. Det er nærliggende at antage, at de to hoveder i Lindum symboliserer Jakin og Boaz, navnene på to søjler i kong Salomons tempel i Jerusalem (Anden Krønikebog 3,17), men der kan også ligge en anden, nu ukendt, forklaring bag motivvalget.

.
Søndermarkskirken, der blev indviet i 1981, er opført i røde teglsten efter tegning af Svend Frandsen. Kirkerummets grundplan er cirkulær, og det konkave tag blev kobbertækt i 1988. Fra skibet skyder cirkulære sidebygninger sig ud. I 2001 fik kirken et fritstående klokketårn og menighedslokaler. Altertavlen med Peters fiskedræt er udformet af Yan i 1980.
.

Der er 73 folkekirker i Viborg Kommune, hvoraf 63 er opført i middelalderen, mens blot ni er fra nyere tid. Langt hovedparten af de middelalderlige kirker er opført i romansk tid, herunder det absolutte hovedmonument, Viborg Domkirke, der dog blev revet ned og genopført næsten fra grunden i 1860’erne. Ældst og i arkitektonisk henseende meget interessant er den tidligere klosterkirke i Asmild, der formentlig er bygget omkring år 1100. Hovedparten af de ældste kirker er dog opført i perioden 1150‑1250, den store kirkebygningsperiode herhjemme. Sortebrødre Kirke, dominikanermunkenes gamle klosterkirke, er opført i unggotisk tid, men udvidet flere gange, og valfartskirken i Karup er ene om at repræsentere sengotikken. Ældst af kirkerne fra tiden efter Reformationen er kirken i Frederiks, der er fra 1766, mens fire kirker er opført i perioden 1870‑1919. De fem nyeste er opført fra 1960’erne og frem til 1992, hvor Houlkær Kirke blev bygget som kommunens sidst tilkomne.

.

Kirker med romansk oprindelse

For de ældste kirkers vedkommende er det altdominerende byggemateriale granitkvadre. Et mindre antal er opført af rå kamp eller rå kamp og kvadre, og en enkelt, Hjermind Kirke, hovedsagelig af jernalkvadre. Til Asmild Kirke, der ganske usædvanligt oprindelig var udstyret med halvrund apsis i både øst og vest, er anvendt frådsten og rå kamp. Kvaderstenskirkerne udgør dermed en særdeles homogen gruppe, hvis arkitektoniske udformning traditionelt set anses for at være inspireret af et af landsdelens hovedmonumenter, Viborg Domkirke. Da dette centrale monument kun er bevaret i stærkt reduceret form, er en sammenligning vanskelig. Det er dog uomgængeligt, at landsbykirkerne omkring den gamle stad er udstyret med ét arkitektonisk element, som er så karakteristisk for netop dette område, at det må skyldes en indflydelse fra domkirken, nemlig søjleportalerne. Af disse rigt udformede bygningselementer er portalerne med seks frisøjler de mest fornemme, og heraf findes i Viborg Kommune tre: i Vorning, Vinkel og Tapdrup. Søjleportalerne findes dog i mange variationer med forskellige kombinationer af halv- og helsøjler, og bemærkelsesværdige eksempler findes fx i de to nabokirker Bigum og Lindum, hvor sære mandshoveder udgør halvsøjlernes kapitæler. En usædvanlig veludført portal findes tillige i Ørum Kirke.

De kirker, der har sekssøjleportaler, har også altid apsis. Men de fleste kirker bestod oprindelig blot af kor og skib. I Bjerring Kirke er dog endnu bevaret en romansk tårnunderdel med adgang gennem to prægtige portaler, hvoraf den søndre nu er tilmuret. Forhallen står i forbindelse med skibet ved en rundbuet og kvadersat arkade, og over portalerne er imod det indre lignende buer. I Vester Tostrup Kirke, der ligeledes har haft et romansk tårn, er skib og tårnrum forbundet med en dobbeltarkade.

I Mønsted Kirke findes to eksempler på runeindskrifter, ristet direkte på kirkens bygningssten: dels på en regulær kvader, dels på en vinduesoverligger, nu genbrugt andetsteds i murværket, med akantusranke og langs kanten et runealfabet.

Af inventar fra den ældste tid er granitdøbefontene bevaret i stort tal, herunder et par eksempler på de såkaldte løvefonte i Pederstrup, Skals og Kobberup Kirker. Desuden findes to særlige klenodier, klokkerne i Smollerup og Lee, der begge er fra 1100-tallet. Førstnævnte, der anses for at være landets ældste endnu fungerende klokke, bærer – usædvanligt for de tidlige klokker – en latinsk indskrift, der oversat lyder: »Dette kar af malm, velsign og beskyt det, Gud«. Klokken i Lee Kirke har en lidt anden form og er uden indskrift.

Kirker i den gotiske periode

Middelalderens senere del er for landsbykirkernes vedkommende repræsenteret ved de mange nybyggede tårne og i mindre grad våbenhuse. Karup Kirke er dog nybygget fra grunden.

Kirker i den efterreformatoriske periode

Tiden umiddelbart efter Reformationen var først og fremmest præget af inventarfornyelser, herunder talrige snitværker fra 1600-tallet i form af prædikestole og altertavler. En særlig veludført prædikestol udført i 1615 af Roskildemesteren Brix Michgell, der var en snedker indvandret fra Nordtyskland, findes i Finderup Kirke. Tjele Kirke, beliggende i umiddelbar nærhed af herregården af samme navn, rummer en lang række adelige gravminder, inkl. flere gravsten tilhørende Skramslægten. Særlig overdådigt er gravmælet over Geert Diderich Levetzau, der består af et epitafium og en sarkofag i sort og hvid marmor, udført af Friederich Ehbisch, Frederik 4.s hofbilledhugger. Asmild Kirkes rige inventar, som bl.a. omfatter et korgitter, blev i 1777 sammen med kirkens loft bemalet i en pompøs barokstil.

Først i 1766 blev der bygget nyt, idet kirken i Frederiks blev indviet.

Fire nye kirkebyggerier fandt sted i årtierne omkring år 1900, hvor den historiserende stil var fremherskende. Brandstrup Kirke er opført 1869‑70 i nyromanske former efter tegning af Frits Uldall. C.A. Wiinholt, der i en periode havde været tilknyttet Uldalls tegnestue i Randers, tegnede kirkerne i Iglsø 1894‑95 og Sparkær 1904‑05. Iglsø Kirke, en korskirke med centraltårn i røde teglsten, blev restaureret af Holger Jensen i årene 1964‑65, hvor et våbenhus blev opført, og kirkens blanke facader kalket over. Ved samme lejlighed blev inventaret fornyet med en tregruppe af altermalerier udført af Frits Bruzelius og en prædikestol og døbefont af Inger Marie Jørgensen. Endelig blev Bjerringbro Kirke indviet i 1919 efter tegning af Harald Lønborg-Jensen og udvidet i 1957 og 1960‑61. Sparkær Kirke fik i 1997 ny farvesætning, altertavle og stolegavle af Arne L. Hansen.

Kommunens fem nyeste kirker er bygget fra slutningen af 1960’erne og frem. Vestervang Kirke blev indviet i 1970. Hald Ege Kirke blev indviet i 1971 efter i en kortere årrække at have haft status som kapel. Byggeprojektet, der var det andet af Inger og Johannes Exners mange kirkebyggerier, blev realiseret på et lavt budget, men med et vellykket resultat. Den nord-syd-orienterede bygning er rektangulær og opført af hvidmalede betonblokke. Sadeltaget er belagt med bølgeformede eternitplader, og mod øst er kampanilen udformet som en firkantet pille. Vest for kirken er en lille gård og menighedslokaler. Den markante Søndermarkskirken fra 1981 er opført af røde teglsten i Viborgs sydlige del.

Ødekirker

Der er kendskab til mere end 30 ødekirker i Viborg Kommunes område, heraf knap 20 i Viborg og nærmeste omgivelser.

Flere af kirkerne omtales ikke i de skriftlige kilder og må være nedlagt i middelalderen. Fra Karup Sogn kendes en trækirke, der sammen med landsbyen Bøgelund blev lagt øde i 1300-tallet, formentlig i ca. 1320, på grund af sandflugt. I Hejring er en ellers ukendt kvaderkirke, og fredede tomter af kvaderkirker ligger i Hvidding og Navntoft.

En række ødekirker formodes at være sognekirker nedlagt før Reformationen. I 1480 omtales et Revn Sogn, men kirkens beliggenhed er ukendt. Den fredede tomt af Mindrup Kirke, der er nævnt i 1510, ligger et par km nordvest for Vester Tostrup Kirke. Det fortælles, at sten herfra skal være genanvendt ved en reparation i Løvel Bro. Den øde kirke i Starkær er nævnt i 1447, og den fredede tomt af Iglsø kvaderkirke omtales i perioden 1465‑74.

Kirkenedlæggelser har også fundet sted efter Reformationen. Således blev Foulum Kirke nedlagt i 1656, og efter 1663 nedlagdes også Faldborg Kirke. Endelig blev Borris Kirke nedrevet så sent som i 1905 til fordel for Sparkær Kirke, der blev indviet i 1906.

Også tre kapeller blev først nedlagt efter Reformationen. Sankt Margrethe Kapel i Almind blev stadig besøgt efter Reformationen, ligesom et kapel liggende ganske tæt på Karup Kirke. Til Finderup Kapel, hvor mordet på kong Erik Klipping i 1286 mindes, gav Christian 3. sin nedrivningstilladelse i 1551.

Middelalderlige kirkenedlæggelser i Viborg

Af Viborgs mange middelalderlige kirker står kun Viborg Domkirke, Sortebrødre Kirke (tidligere Sønder Sogns Kirke) og Asmild Kirke tilbage. Man kender til knap 20 nedlagte kirker og kapeller, hvoraf de fleste er arkæologisk påviste, men det har vist sig vanskeligt at kombinere de skriftlige kilders oplysninger med de fundne kirketomter.

Byens Sankt Mikkels Kirke omtales allerede 1159‑60, da den blev overdraget til de fattiges hospital. Inden da havde den tilhørt kannikkerne. Den fungerede som sognekirke middelalderen ud og var måske også hospitalskirke for Sankt Mikkels hospital og/eller Sankt Jørgensgården, der nævnes i 1263. Ved Lille Sct. Mikkels Gade 18 blev i 1977 undersøgt en tomt, der formentlig er Sankt Mikkels. Ældre grave indikerer, at den har haft en forgænger.

I et gavebrev fra 1188 omtales også et Sankt Villads og et Sankt Trinitatis Sogn i byen, men ellers nævnes de øvrige sognekirker og kapeller først i de følgende århundreder. Mindst en kirkebygning er konstateret lige nord for gråbrødrenes klosterkirke; funktionen er ukendt.

Flere af Viborgs kirker blev formentlig til ødekirker allerede i middelalderen. Sankt Villads Kirke, der nævnes sidste gang i 1313, blev muligvis nedlagt ved opførelsen af Borgvold. Sankt Stefans Kirke omtales kun i 1378. Sidste gang, Sankt Ib omtales, er i 1448, men tårnet siges at have stået frem til Christian 4.s tid. Ifølge en kilde fra 1727 blev Sankt Budolfi Kirke lagt øde i 1400-tallet, og det tilhørende kloster omtales sidste gang i 1461.

Byens øvrige kirkenedlæggelser fandt sted i forbindelse med Reformationsopgøret, da borgerne i 1529 fik lov til at rive kirkerne ned. Også et helligåndshus, nævnt 1476, forsvandt sandsynligvis i den periode, hvor kongen tillige bortgav et Jerusalem Kapel til nedbrydning. Beliggenheden af det sidste er ukendt, men det kobles med stednavnet Kapelbakken, der ligger syd for byen.

Kirkegårde

Blandt kommunens over 60 kirkegårde kan nævnes Ravnstrup Kirkegård.

Ved Hald Ege Kirke udformede landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson i årene 1966‑67 en mindre, svellebelagt gård mellem kirke og kapel samt det bakkede, naturprægede lyng- og græsklædte område med egetræer omkring den hækomkransede kirkegård.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Viborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker