Østerlars Rundkirke. Af . Begrænset anvendelse

Kirker på Bornholm

.

Artikelstart

På Bornholm er der 23 kirker, der fordeler sig med 11 fra romansk tid, fem fra den gotiske periode og syv fra nyere tid. Øens beliggenhed og geologiske forhold betyder, at det ældste kirkebyggeri må ses i relation til de skånske kirker, med hvilke der er flere lighedspunkter. Dette gælder ikke kun tilhørsforholdet til Lund Stift, men også i byggematerialerne, der foruden granit omfatter forskellige former for kalk- og sandsten. Også visse arkitekturdetaljer går igen, og selve arbejdets udførelse synes da også i nogle tilfælde at have været udført af skånske stenhuggere.

Enhver beskrivelse af Bornholms kirker må nødvendigvis fokusere på det forhold, at øen rummer fire af landets blot syv endnu eksisterende rundkirker fra romansk tid. Selv om de fire rundkirker, Sankt Ols Kirke, Ny Kirke, Nylars Kirke og Østerlars Kirke, berettiget løber med hovedparten af opmærksomheden, rummer de øvrige kirker og kirkeruiner også yderst interessante bygningsmæssige detaljer. En meget usædvanlig bygning er således den store Aa Kirke sydligt på øen, i hvis nærhed Bornholms landsting blev afholdt indtil 1776. En anden er ruinen af den gamle Østermarie Kirke, hvis nedrivning i 1890 blev stoppet omtrent halvvejs, da man indså, at man var ved at fjerne et særlig helstøbt bygningsværk med en original romansk overhvælving. Desværre forsvandt flere andre af øens middelalderlige kirker i slutningen af 1800-tallet som følge af en restaureringsiver, der som regel var betinget af ønsket om forbedrede pladsforhold og ikke altid af vedligeholdelsesrelaterede grunde.

Kirker med romansk oprindelse

Aa Kirkes monumentale vesttårn. Kirken, der var centrum for øens kirkelige liv i middelalderen, var som en række af Bornholms øvrige kirker i 1100-tallet indrettet til værn mod vendernes hærgen. Det kraftige tårn blev på den tid anvendt til beskyttelse af både værdier, herunder kirketiende, og mennesker. Herudover rummede tårnet tidligere et herskabspulpitur som det eneste på øen.

.

I rundkirken Ny Kirke ses umiddelbart over midterpillen en 170 cm høj unggotisk fremstilling af Kristi lidelse inddelt i 13 felter.

.

Den smukt beliggende Østerlars Kirke, Danmarks største rundkirke, der blev bygget i årtierne omkring midten af 1100-tallet, var ved opførelsen indrettet til forsvar mod vendernes hærgen, som skabte stor utryghed i Danmarks kystnære områder på den tid.

.

Rundkirkerne, der alle er opført i forsvarsmæssigt øjemed, fordeler sig nogenlunde jævnt på øen med undtagelse af det søndre herred. De oprindelige grundplaner består af halvrund apsis, rektangulært eller rundt kor og rundskib. Materialet er hovedsagelig rå kamp, men med detaljer af silurkalk. Ydermurenes kraftige og iøjnefaldende støttepiller er tilføjelser fra langt senere tider, ligesom også de karakteristiske kegleformede tagkonstruktioner. Disse var fra begyndelsen mindre dimensioneret, således at der øverst var etableret en skyttegang og et brystværn, der ses velbevaret i fx Nylars Kirke. I Sankt Ols Kirke er det påvist, at kirken oprindelig var dækket af fladt tag, og en række huller i murværket røber, at her kunne i trængte tider endvidere udbygges med et tømret hængegalleri hvilende på udliggerbjælker. Rundskibenes indre er dækket af ringformede tøndehvælv, der bæres af en rundpille i rotundens midte. I Østerlars Kirke, den største af rundkirkerne, er dog valgt en anden løsning, idet midterpillen er udformet som en hul cylinder, til hvis indre, i folkemunde kaldet »ovnen«, er adgang gennem en rundbuet arkade.

Noget tyder på, at ikke kun rundkirkerne har fungeret som støttepunkter i urolige tider. Undersøgelser har vist, at kirkegården omkring Ruts Kirke engang var befæstet af en kraftig vold, der muligvis har haft forsvarsmæssige formål, men som nu er afløst af et kampestensdige. Kirken ligger tilmed på øens tredjehøjeste punkt, hvorfra Skånes kyst er synlig mod nordvest, og stedet har altid været et markant pejlemærke for skibsfarten. Vestligt på kirkegården er bevaret et af øens karakteristiske middelalderlige klokketårne. Kirken, hvoraf apsis, kor og dele af skibet er bevaret, blev kraftigt ombygget i 1886, hvor et sekundært romansk tårn blev nedrevet og et nyt opført 3 m længere mod vest. I samme omgang blev et ligeledes senere tilføjet romansk våbenhus på skibets sydside sløjfet, mens korsarmen på nordsiden er fra 1877. Byggematerialet i de ældste dele er altovervejende rå og let forarbejdet kamp, der er suppleret af silurkalk samt, helt enestående for de bornholmske kirker, af betydelige mængder frådsten. Sidstnævnte materiale synes anvendt særligt i apsis. Her er den rigt udsmykkede facade prydet af en dobbelt skråkantsokkel, en søjledelt prydniche under et cirkulært vindue samt syv fag lisener, der inddeler facaden i blændingsfelter med tvillingerundbuer.

Særlig interesse blandt de ældste kirker påkalder sig også den store Aa Kirke, der var øens kirkelige centrum i middelalderen. Bygningen blev hårdt restaureret i 1874, men står dog i al væsentlighed ret velbevaret som et etapevis opført romansk anlæg bestående af apsis, kor, skib, tårn og våbenhus. Materialet er sandsten, silurkalk og rå kamp, og især det mægtige tårn, opført i to etaper og øens største, er iøjnefaldende. I skibets indre blev i 1874 nedrevet to romanske arkademure, en langsgående i midteraksen samt en tværmur i den vestlige del, der opdelte rummet i mindre dele. Formålet med arkademurene er ikke helt klarlagt, men rimeligvis blev de opført som understøttelse for to aldrig opførte parallelle tøndehvælv.

Der er ikke meget inventar fra den tidlige middelalder bevaret, men i Aa Kirke findes et pragteksemplar i form af en importeret døbefont fra Gotland. Kummen på den rigt udsmykkede font prydes af 11 reliefhuggede arkader med trekløverformede bueslag. I arkadefelterne er fremstillinger af Jesu liv, og på bueslagene følger en beskrivende runeindskrift. Tilmed har stenhuggeren, mester Sigraf, signeret fonten, der er hans hovedværk. Øens ældste endnu bevarede kalkmalerier findes i Nylars Kirke på rundskibets midterpille. De er fra senromansk tid og viser farverige fremstillinger af skabelsen og syndefaldet.

Kirker i den gotiske periode

De fleste af de bornholmske købstadskirker er gotiske og som oftest opført i rå og kløvet kamp; det gælder kirkerne i Hasle, Allinge, Svaneke, Nexø samt Sankt Nicolai i Rønne. Den sidstnævnte indeholder desuden rester af en senromansk forgænger. Ved en gennemgribende ombygning 1915‑18 blev der afsløret adskillige byggefaser, herunder en unggotisk forlængelse af det oprindelige anlæg. Ved middelalderens slutning blev tilføjet et tresidet kor i øst, og kirken fik derved den langhusform, der er bibeholdt siden. I 1797 blev tilføjet en korsarm på nordsiden, mens den søndre udbygning er fra årene 1915‑18. For flere af de øvrige bykirker gælder, at udbygninger og nyere istandsættelser har reduceret de oprindelige dele ganske betragteligt. Bedst bevaret er den lille Hasle Kirke, hvis tagrytter er ombygget i 1758, og hvortil blot er føjet et våbenhus fra 1882 på sydsiden.

Flere landsbykirker blev i gotisk tid udsmykket med kalkmalerier. Omkring 1350 blev midterpillen i Østerlars Kirke således dekoreret med malerier, der blev genfundet i 1889 og efterfølgende restaureret. Frisen viser et mylder af liv, bl.a. en figurrig dommedagsfremstilling med en livagtig, siddende djævel i helvedesgabet. Fra Sankt Knuds Kirke er i Nationalmuseet bevaret en sengotisk messehagel fra ca. 1480‑90. Den er fremstillet i Lübeck i Herman van der Lyndens værksted, der har anvendt blå fløjlsbrokade vævet i Norditalien i sidste halvdel af 1400-tallet. På ryggen er et stort kors med påsyede broderier med helgenfremstillinger. Ligeledes fra Lübeck stammer sandsynligvis Hasle Kirkes fint skårne altertavle med krucifiksgruppe og passionsscener, fremstillet i ca. 1510.

Kirker i den efterreformatoriske periode

I den første tid efter Reformationen blev der ikke bygget nye kirker på øen. Fra ca. år 1600 skete der til gengæld en del fornyelser af de eksisterende kirkers inventar. Aa Kirke blev således udstyret med nyt pragtinventar i tiden 1600‑08, hvor Jacob Krembergs værksted i Lund leverede en ny altertavle, et alterbord og en prædikestol til kirken. Svaneke Kirke har en meget usædvanlig barok prædikestol fra 1683.

Af de syv kirker fra tiden efter Reformationen er Christiansø Kirke ældst. Oprindelig var kirken indrettet i en fæstning grundlagt i 1684, men i 1821 blev den flyttet til den nuværende bygning, der 1811‑13 blev opført som våbensmedje. I 1852 blev tilføjet et nu nedrevet våbenhus på vestsiden, og i 1928 blev der opført et klokketårn på kirkegården i den traditionelle bornholmske form med en kampestensunderdel og et øvre klokkestokværk af bindingsværk.

En række romanske kirker blev i perioden 1882‑93 revet ned og genopført. De nye kirker i nyromansk stil blev bygget på omtrent samme steder, men af nye materialer, for de flestes vedkommende hentet i øens stenbrud. Den første, Sankt Clemens Kirke fra 1882, blev dog opført af kløvet kamp med anvendelse af glathuggede kvadre til særlige detaljer såsom fx dør- og vinduesindfatninger. Brudstenskirkerne, hvoraf Vestermarie fra årene 1883‑85, Rø fra 1888 og Gudhjem fra 1893 er opført efter tegning af Mathias Bidstrup, har et noget dystert præg som følge af de homogene sten i mørke nuancer.

Bornholms yngste kirke, Tejn Kirke, er tegnet af Emanuel Grauslund og opført i 1940. Den hvidkalkede teglstensbygning i funkisstil består af et rektangulært langhus med en mindre apsis i øst. I vest er opført et med skibet jævnbredt tårn, hvorigennem der er adgang til kirken. Det fladloftede indre belyses gennem seks høje, rektangulære vinduer, tre i hver side. Kirkedøren mellem skib og tårnrum blev i 2013 fornyet med en glasmosaik af Alexander Tovborg. Af andre nyanskaffelser kan nævnes alterkorset i Ruts Kirke, der er udført af Lisbeth Munch-Petersen i 1975, og fra samme år stammer Kis Østergaards alterbordsforhæng. Nexø Kirkes pulpitur og prædikestol blev 1993‑95 udsmykket af Bodil Kaalund, der i stærke farver har gengivet motiver fra Det Gamle såvel som Det Nye Testamente. I 2008 blev Christiansø Kirke genindviet efter en omfattende restaurering, der omfattede nyt alterbordsforhæng og altertæppe, udført af Isabel Abos Madsen.

Ødekirker

På Bornholm er der registreret ti ødekirker, heriblandt slotskapellet på Hammershus. Som noget særligt for Bornholm er tre af kirkerne nedlagt allerede i 1000-tallet. Den bedst undersøgte er Nordre Grødbygård, hvor 525 grave er dokumenteret, men ingen kirketomt kunne lokaliseres. Det samme er tilfældet for de to andre ødekirker Runegård ved Grødbygård og Munkegård knap 2,5 km nordvest for Dueodde, men i disse tilfælde blev kun mindre dele af gravpladserne lokaliseret. Det rejser spørgsmålet, om man også i Danmark har haft tidlige kristne gravpladser uden en kirke.

Tre kapeller blev nedlagt i forbindelse med Reformationen. Sankt Trinitatis Kapel var et kildekapel beliggende tæt ved Helligdomskilden i havstokken nord for Bornholms Kunstmuseum, men omtales i 1624 som ruin. Det samme er tilfældet for Sankt Margrethe Kapel, der i 1432 omtales i et pavebrev. Også Sankt Jørgensgårdens Kapel må antages nedlagt efter Reformationen, skønt Sankt Jørgensgården som en af de få af sin art i landet blev ført videre som en forsørgelsesanstalt. I 1694 blev den flyttet ind til Aakirkeby.

Salomons Kapel blev opført i begyndelsen af 1300-tallet. I 1624 omtales kapellet som øde, men det kan have fungeret som kildehus indtil 1648.

Kapellet på Hammershus omtales første gang i 1334. Det fungerede som borgens og senere slottets kapel indtil begyndelsen af 1700-tallet, hvor Hammershus blev forladt. Endelig blev to middelalderkirker, Østermarie og Gudhjem, i 1890’erne opgivet og delvis nedrevet til fordel for nye og større kirkebygninger på samme kirkegårde.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Bornholms Regionskommune

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker