Kjærgård, Hunderup

Det tidligste Kjærgård – en borg – lå på voldstedet Møgelkærshøj, der ligger syd for den nuværende hovedbygning.

I begyndelsen af 1500-tallet blev gården flyttet til den nuværende placering, og der blev opført et stenhus på stedet. Spor af denne tidlige bygning findes endnu i kælderen under hovedfløjen.

Det var formodentligt Niels Lange, der omkring midten af 1500-tallet lod hovedbygningen udvide til en statelig tre- eller firelænget gård, bygget i røde mursten.

Omkring 1695 lod Frederik von Gersdorff anlægget undergå en radikal modernisering. Niels Langes renæssanceanlæg blev ombygget til det barokanlæg, der stadig udgør kernen i den nuværende hovedbygning. Det var formodentlig arkitekten Ernest Brandenburg, der stod for dette byggeri. I 1827 købte Søren Sørensen Kjærgaard, og under han blev den gamle avlsgård revet ned og materialerne solgt. I 1830'erne blev hovedbygningen ændret markant. Meget materiale, bl.a. blytaget og flere egebjælker, blev fjernet og solgt, og hovedfløjen blev reduceret til én etage. I 1868 købte de omkringliggende kommuner hovedbygningen og indrettede den til fattiggård. Staten overtog den meget faldefærdige herregård i 1940, og i 1941-1944 gennemførte arkitekt P. J. Petersen en gennemgribende restaurering af Kjærgård, bl.a. fik hovedfløjen tilføjet en etage. Efter endt restaurering blev gården indrettet til statsungdomslejr.

I 1949 overgik Kjærgård til den selvejende institution Kjærgård Landbrugsskole, der endnu stadig ejer og driver herregården som landbrugsskole. I 1980´erne blev hovedbygningen renoveret. I 2002 blev der lagt nyt tegltag med fast undertag af brædder og pap på hovedbygningen.

Herregården Kjærgård ligger syd for Bramming omgivet af marker og skov. Hovedbygningen ligger på et fortidsmindefredet voldsted, der består af en holm indrammet af tørlagte grave, over hvilke der i øst og vest er overgange. Hovedbygningen er omgivet af en stor parklignende have, og spredt omkring hovedbygningen ligger nyere skole- og avlsbygninger, der sammen med hovedbygningen fungerer som landbrugsskole.

Hovedbygningen består af tre fløje med en toetages hovedfløj mod øst og to enetages fløje mod nord og syd, og gårdrummet herimellem er pigstensbelagt. Samtlige fløje har en høj kælder. Hovedbygningen er en grundmuret og hvidkalket bygning med røde, teglhængte heltage, der i østfløjen afsluttes af en toptak i hver ende. I rygningerne ses forskellige typer skorstenspiber i røde sten. I samtlige tagflader er der adskillige nyere kviste med afvalmede tegltage, dog er der i østfløjens østvendte tagflade kun ovale tagvinduer. På ydersiden har hovedbygningen en sorttjæret sokkel, og samtlige langsider afsluttes øverst af en profileret gesims. På hovedfløjens haveside fører en ældre, bred granittrappe med murede vanger op til en flammeret fyldingsdør, der sidder i en kurvehanksbuet døråbning, som indrammes af en portal. Portalen krones af en vandret sandstensfordakning, og herover er et ovalt vindue flankeret af sandstensdekorationer. På gårdsiden er der indgang til hovedfløjen via en enfløjet, flammeret fyldingsdør med et vifteopsprosset overvindue. Døren sidder i en enkeltfalset, kurvehanksbuet døråbning. Foran døren ligger et granittrin, og i muren over døren er indmuret en række teglsten med motivet løbende hund støbt i stenene.

På gårdsiden er der indgang til nord- og sydfløjen gennem to tofløjede, flammerede fyldingsdøre, der begge sidder i en enkeltfalset, kurvehanksbuet døråbning. Foran døren i nordfløjen er en nyere fritrappe med løb til to sider, udført med murede trin og vanger og et simpelt jerngelænder. Foran døren i sydfløjen er en ældre granittrappe med murede vanger og et nyere, simpelt jerngelænder. Trappen står vinkelret på facaden ligesom den på havesiden. Over begge døre er et sandstensrelief med årstallet 1695 og et kronet monogram. Begge fløje har desuden på gårdsiden en kældertrappe med murede vanger og klinkebeklædte trin, som fører ned til en revledør. Samtlige vinduer er smårudede. I stueetagen er de udformet som krydspostvinduer, på første sal som korspostvinduer og i kælderen og i kvistene er vinduerne torammede. Samtlige døre og vinduer er nyere, men udført på traditionel vis. Vinduerne er malet hvide, mens dørene er grå undtagen døren mod havesiden, der er malet brun.

Hovedbygningen rummer både undervisningsrum, opholdsrum og kontorer. I det indre er træk fra en ældre planløsning bevaret med gallerigange mod gårdspladsen, der giver adgang til de store stuer og sale mod haven. I nordfløjens vestende er en tidligere forstanderbolig bevaret med køkken og badeværelse. Der er flere gennemgående trapperum, hvori de ældre hovedtrapper er placeret. Kælderen er udnyttet, og i den hvælvede kælder er bevaret flere ældre bageovne samt et fangehul. De tre fløjes tagetager er ligeledes alle udnyttede til kontorer og klasseværelser.

Hovedbygningen har indvendigt klinkegulve, bræddegulve og væg-til-væg tæpper samt pudsede vægge og lofter. I riddersalen, placeret i hovedfløjens stueetage, er der synlige bjælker og loftsbrædder ligesom der er bevaret en hemmelighed i sydgavlen. I stueetagen er der dybe vinduesnicher, som øverst er kurvehanksbuede, og vinduerne er forsynet med forsatsruder, hvoraf flere er udført med termoglas. Der er bevaret ældre bygningsdele som en- og tofløjede fyldingsdøre, profilerede gerichter og fodpaneler samt i enkelte rum stuk. I forstuens vægge er indmuret et par stensplader med forskellige dekorationer, heriblandt et løvehoved samt forskellige våbenskjold. Kælderen har teglstens- og pigstensgulve, i enkelte rum er der støbte gulve eller terrazzogulve, vægge, lofter og hvælv er kalkede, og dørene er ældre revledøre med klinkefald.

Den miljømæssige værdi ved Kjærgård knytter sig til hovedbygningens beliggenhed på et gammelt voldsted omgivet af tørlagte grave og en stor parklignende have. Lindetræerne langs voldgravens østside i haven markerer, at ankomstvejen tidligere lå på denne side af hovedbygningen. Endvidere er der miljømæssig værdi ved de to stensatte dæmninger over gravene samt gårdens pigstensbelægning.

Kjærgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til herregårdens barokke fremtoning, der kommer til udtryk i det symmetriske og stringente, trefløjede bygningsanlæg. De dominerende murflader med den taktfaste vinduessætning og krydspostvinduerne med små ruder samt de falsede, kurvehanksbuede døråbninger, de flammerede døre og den portalindrammede hovedindgang på østsiden er ligeledes stilmæssige træk fra barokken. At den barokke fremtoning kom til ved hovedbygningens ombygning i slutningen af 1600-tallet kan aflæses i de to små indmurede sandstenstavler over indgangsdørene i sidefløjene, hvor bygherrens kronede monogram og årstallet 1695 er udhugget. Den imposante indgang på østsiden med portal og den brede granittrappe vidner om, at denne indgang oprindeligt var hovedbygningens primære indgang. Forhøjelsen af hovedfløjen til to etager i midten af 1900-tallet er dels aflæselig i forskellen på vinduestypen, hvor de i stueetagen er udformet som krydspostvinduer, er de på første sal udformet som korspostvinduer, og dels i gårdsiden, hvor hovedfløjens indgang virker uafsluttet med båndet af teglsten og det ovale vindue siddende højt over døren.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning. Riddersalen i hovedfløjens stueetage med sine dybe, kurvehanksbuede vinduesåbninger og synlige loftbjælker med bemalinger giver stilmæssige mindelser til renæssancen. Riddersalens bevarede hemmelighed i sydgavlen vidner om datidens levevis. Hertil kommer kælderen med tønde- og grathvælv, hvor især det store kælderrum under hovedfløjen, hvis pigstensbelægning og midterskillevæg med tre gotiske, rundbuede åbninger med false og nederst tovværkssnoninger vidner om den ældste bygning på voldstedet, der stammer fra middelalderen.

Kjærgårds omfattende ombygning i slutningen af 1600-tallet kan tydeligst aflæses i trappernes stilistiske udtryk, som kan tilskrives det barokke stilideal. Hovedtrappen har kraftige mæglere og svungne vaseformede balustre, mens de sekundære trappeforløb er mere nedtonede med udskårne balustre og dekorativt udskåren mægler. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt kælderens revledøre med klinkefald, de en- og tofløjede fyldingsdøre samt de profilerede gerichter og fodpaneler. De små indmurede stenplader med løvehoved og forskellige våbenskjold i forstuens vægge må være vidnesbyrd fra en ældre bygning på stedet. Kælderens bevarede bageovne samt ildstedet og fangehullet har ligeledes kulturhistorisk værdi.

Kjærgårds arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det samlede trefløjede anlæg, hvor fløjenes forskellige højder samles til en helhed gennem den enkle og ens materialeholdning. Hovedbygningen fremtræder således afdæmpet og solid med de hvidtede mure over den sorte sokkel på ydersiderne samt de teglhængte, røde heltage med skorstenspiber i rygningerne. Hovedtrappen og den portalindrammede hovedindgang samt trapperne på gårdsiden løfter det afdæmpede udtryk til en enkel elegance, ligesom den profilerede gesims, de flammerede døre og de store kryds- og korspostvinduer er med til at understøtte bygningens herskabelige karakter.

Læs videre om

• Grønnegade 18 og Mellemslippe 1, Ribe, Esbjerg
• Grønnegade 21, Ribe
• Præstegade 21, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen