Klareboderne 16 ligger på Klareboderne 16 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Byen, som i kilderne omkring 1043 slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Skt. Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Som København voksede, og der blev opført flere kirker, blev byen opdelt i fire fjerdinger, eller fjerdedele, svarende til de fire sogne Skt. Clemens, Skt. Peder, Vor Frue og Skt. Nicolai. Efterhånden måtte byen inddeles i såkaldte rodemål, og i 1633 ændrede man rodemålene til en egentlig kvartersinddeling, hvor kvartererne fik følgende navne: Øster Kvarter, Strand Kvarter, Snarens Kvarter, Vester Kvarter, Nørre Kvarter, Købmager Kvarter, Klædebo Kvarter og Frimands Kvarter. Købmager Kvarter omfatter området mellem Strøget, Gothersgade, Klareboderne og Købmagergade. Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bygninger fra denne periode, bl.a. fordi byen og herunder Købmager Kvarter blev hårdt ramt under bybranden i 1728, hvor omkring 1600 af byens 4100 huse og fem kirker brændte. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Bygningstypen ændrede sig efter branden. Man havde tidligere hovedsageligt boet i enfamiliehuse: De velstående boede på gårde og småfolk i boder, som de som oftest ejede selv. Efter branden blev størsteparten af de nye huse opført som etagehuse med en eller flere lejligheder med selvstændige køkkener i hver etage. Karakteristisk for ildebrandshusene, som bygningerne opført efter branden i 1728 kaldes, var, at de høje og smalle huse var forsynet med en trekantgavl og kraftige, profilerede gesimser. Farveholdningen var grå- eller hvidkalkede gesimser som kontrast til den dybrøde murflade. Stikkene over vinduerne blev omhyggeligt udformet, og over porte og indgangsdøre blev der muret runde eller kurvehanksbuede stik, ofte med profileret vederlag og slutsten og undertiden med oval glug over. Foran kældernedgange i facaden var der oprindeligt ofte et træskur, og for vinduerne i stueetagen var der udvendige træskodder. Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Krieger anbefalede kvaderlisener, knækkede vinduesrammer og ophængte guirlander. Det ses anvendt visse steder, men slog ikke fuldkommen igennem; det har været for kostbart for den almindelige bygherre med alle dekorationstyperne på en og samme facade. De fleste ildebrandshuse er bygget af almindelige håndværksmestre. Dog er bygmester Philip de Lange en kendt personlighed, som har bygget en del borgerhuse. Det var den hollandske barok, som vandt indpas i Danmark i 1600-tallets sidste halvdel, der frem for alt kom til at præge ildebrandshusene. De smalle etagehuse, ofte på fire fag, blev opført på de gamle bodegrunde. En bod var en smal bygning med en butik i kælderen og med en bolig ovenover. Etagehusene overtog den planmodel så at sige uden ændringer, og etagehusene kan således opfattes som en boderække, hvor de enkelte boder er sat oven på hinanden. I de bredere huse blev der ofte indrettet to lejligheder med samme rumdeling som firefagshusene, blot spejlvendt om trapperummet. På dybere grunde byggede man baghuse, der blev forbundet med forhuset med et fælles trappehus. Baghusene indeholdt selvstændige lejligheder, som oftest kun bestående af stue og køkken. Som en mindelse om bodernes stueetage som den egentlige beboelse blev stueetagen i ildebrandshusene regnet for at være den fineste.Klarebodernes historie går tilbage til Middelalderen. I 1377 var de store grunde på begge sider af Klareboderne ejet af Roskildebispen. Den sydlige grund blev senere overtaget af Vor Frue Kirke, der i 1530 solgte den til Johan Oxe, hvorfra den overgik til hans søn, den senere rigshofmester Peder Oxe. Peder Oxe havde sin byresidens ud mod Købmagergade, og byggede (for at skaffe sig nogle lejeindtægter) en boderække langs Klareboderne. Peder Oxes gård og de tilhørende ti lejeboliger var i slægten Lykkes eje fra ca. 1600, men blev efter Kai Lykkes dom i 1661 konfiskeret af kronen. Derefter blev de solgt enkeltvis – de fleste til folk fra håndværkerstanden. De nuværende bygningers matrikelskel og fagdeling følger gadens gamle bodeopdeling. Klareboderne 16 blev opført for urmager Johan Henrich Bleche i 1730, måske af tømrermester Hans Jacob Boris. Huset var da i to etager med kælder og gavlkvist over tre fag, som stadig lader sig aflæse på reparationen og øgningen af loftsbjælkerne på anden sal. Allerede i 1754 blev bygningen forhøjet med en etage ved inddragelse af gavlkvisten til en fuld etage. Inden 1838 blev der bygget endnu en etage til, og bygningen fik sit nuværende udseende. Hoveddøren kunne stamme fra denne tid. Dekorationsfeltet med årstallet 1719 er af nyere dato, og det vides ikke, hvorfra årstallet stammer. Forstuens marmorering skulle stamme fra 1917.

Beskrivelse

Der er erhverv i kælder- og stueetage og beboelse i resten. Klareboderne 16 består af et femfags forhus i fire etager og høj kælder og med rødt teglhængt heltag med tre heltagskviste mod gaden og en tilsvarende trefagskvist mod gården. I tagfladen mod gården sidder desuden en stor køkkenskorsten med sokkel samt et par jernvinduer. Sammenbygget med forhuset er et tofags sidehus i samme højde og med teglhængt mansardhalvtag med en fladbuet kvist. For- og sidehus samt nabobygninger omkranser en lille gård belagt med beton. Over en pudset, let fremspringende og gråmalet kælderetage står facaden grundmuret, filtset og kalket grøn og afsluttet foroven af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Mellem første og anden sal er et hvidmalet frisefelt med farvelagte frugtguirlander og årstallet 1719. Kælderen har tre nyere vinduer og en nedgang ad fem granittrin og en nyere kælderdør i det andet fag fra vest. Stueetagen har tre store butiksruder, hvoraf det ene går over to fag. Første og anden sal har korspostvinduer med torudede underrammer, og tredje sal og kvistene har torammede, trerudede vinduer. I facadens vestligste fag er der opgang ad tre stentrin til en tofløjet ældre femfyldingsdør med overvindue med dekorative sprosser. Vinduer og døre er hvidmalede. Gårdsiden af forhuset står grundmuret, pudset og rødkalket i kælder og stueetage, og herover, hvor der tidligere har været svalegang til første og anden sal, er der rødmalet bindingsværk og rødkalkede tavl. Gavlen mod vest og sidehuset er grundmuret, pudset og rødkalket. Foroven afsluttes gårdsiderne med en hvidmalet, retkantet hovedgesims. I kælderen er et nyere vindue og en blændet nedgang, og i stueetagen er indgang til den gennemgående forstuegang gennem en nyere fyldingsdør med ruder og et torammet ældre overvindue. Der er overvejende hvidmalede, torammede vinduer med trerudede rammer i forhuset, mens der i sidehuset er korspostvinduer med torudede underrammer, hvor de underste rammer dog er overfalsede uden lodpost. Fra hoveddøren er der yderligere fire trætrin op til den gennemgående forstuegang, som er opdelt i to rum af en ældre tofløjet mellemdør med tilhørende gericht og overvindue med krydssprosser. Væggene i den forreste del af forstuegangen har en gråmalet, profileret brystningsliste, og herover er væggene bemalet med marmoreret kvadring. I den bageste del af forstuen fører en ældre trappe med lige løb op til etagerne. Trappen har et udskåret hovedstykke, som er formet som en stor volutkonsol med akantusblade, runde listebalustre, udkehlet håndliste og linoleumsbelagte trin og reposer. Under det nederste løb er indrettet et lille toiletrum. Der er adgang til stueetagens butik fra den forreste del af forstuegangen gennem en tofløjet ældre dør samt fra den bageste del gennem en tofyldingsdør, der på den indvendige side er omgivet af et, sandsynligvis genanvendt, profileret, marmoreret gericht afsluttet foroven med en rigt udskåret og udsmykket fordakning med svungen profileret gesims og æggestav. I butikslokalet mod gaden er der brystningspanel og listeopdelte overvægge langs østgavlen. En nyere trappe fører til kælderen, som har betongulv belagt med nyere klinker, pudsede vægge samt bjælkeloft. Køkkenskorstenen står i rå mur med en nyere pejs. Første sal har mod gaden en trefags og en tofags stue. Der er nyere bræddegulve, og væggene har brystnings, pille- og lysningspaneler. På væggen mellem de to rum står overvæggen afdækket og afslører bemaling på bindingsværksmuren. Over døren til trapperummet er der afdækket en guirlandebemaling, og tilsvarende guirlander er fundet bag panelerne over vinduerne til gaden. Loftsbrædder og bjælker er røde med grøn profil. Mod gården ligger køkkenet i to fag med bevaret køkkenskorsten, og i væggen ud til den inddækkede svale sidder et trefags vindue med krydspost og firrudede rammer med smedede beslag samt en ældre revledør. Fra svalen er der udgang til trapperummet gennem en enfyldingsdør med kasselås og indstukne hængsler, ligesom der er adgang til sidehuset vis en ældre tofyldingsdør. Mellem for- og sidehus er badeværelset placeret i et mørkt rum med forgang, og herfra er adgang til tofags kammeret i sidehuset, der har nyere bræddegulve, enkle brystnings- og pillepaneler samt pudset loft med æggestavsgesims. Bindingsværksvæggen mod forhuset er over brystningspanelet afdækket og viser en rødkalket bund dekoreret med store bladranker. På anden sal er der mod gaden en femfags stue med bjælkeloft, hvor der er spor efter den fjernede gavlkvist. Her er simple brystnings-, pille- og lysningspaneler. Mod gården er den tidligere svalegang inddraget til køkkenet, hvor køkkenskorstenen er bevaret. Tredje sal har ligeledes stue mod gaden i fem fag med enkel panelering, ældre gulvbrædder og ældre tofyldingsdøre med gerichter. Mod gården er køkken og kammer med åben forbindelse til sidehuset. En intern nyere traditionel trappe med vanger, runde listebalustre og udkehlet håndliste fører til tagetagen, hvor der er nyere indretning samt opgang til hems over sidehusets hanebånd. Der er bevaret flere gamle døre.

Miljømæssig værdi

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Klarebodernes helstøbte, men samtidig meget varierede sydlige husrække. Forhusene er her fra tiden efter Københavns brand i 1728 med senere forhøjelser og tilføjede klassicistiske detaljer. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en integreret del af gadens historiske husrække, hvor de gamle boderækker stadig kan aflæses i de smalle bygninger. Forhuset bidrager hermed som et værdifuldt led i helheden og fastholder den karakterfulde og historiske gade, som samlet set giver en stemningsfuld oplevelse af en af Københavns gamle bydele. Den miljømæssige værdi knytter sig også til det lille tætte gårdrum, som er karakteristisk for Københavns indre by, og som bindes sammen af de rødkalkede mure. Klareboderne 16 er således både med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og et fint eksempel på et velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et bevaret og senere forhøjet ildebrandshus bestående af forhus og sidehus. Barokken som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1600-tallet og slog i det borgerlige byggeri igennem i tiden efter Københavns brand i 1728, hvor stilarten kom til at præge de mange nyopførte bygninger på brandtomterne. I slutningen af 1700- tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev mange af disse bygninger gjort højere, fik sløjfet gavlkvisten og fik ny facadedekoration.Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til facaden med fem grundmurede fag, som i de nederste etager stammer fra ildebrandshuset, men senere har fået en enkel klassicistisk udformning med korspostvinduer med torudede rammer bevaret på første og anden sal og mindre torammede vinduer i den senere lave påbyggede etage. Korspostvinduerne er af kulturhistorisk værdi, idet formatet er meget typisk for klassicismen. De kulturhistoriske værdier knytter sig ligeledes til den ældre hoveddør, skorstenen fra de bevarede ildsteder, den ældre kvist på sidehuset og det teglhængte tag. Hertil kommer den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside, der kun er udsmykket med en simpel hovedgesims, der tjener til at holde tagvandet væk fra murværket. Forhusets bindingsværk i de øvre etager fortæller historien om den oprindelige svale. De borgerlige, barokke og klassicistiske bygningsidealer afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der er indrettet én lejlighed per etage med en gennemgående forstue bag hoveddøren, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer mod gaden og sekundære funktioner mod gården. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i for- og sidehus har ligeledes stor kulturhistorisk værdi. Der er bevaret en række oprindelige detaljer fra det gamle ildebrandshus som f.eks. bjælkelofterne med kantprofil, bemalede bindingsværksvægge og dekorationer over døre og vinduer samt andre ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vinduerne med smedede beslag, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden samt én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter og en enkelt revledør. Endelig er der bevaret et stukloft i sidehuset med æggestavgesims. Køkkenildstederne har kulturhistorisk værdi ligesom den inddækkede svale og hovedtrappen med alle dens detaljer.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en enkel facadekomposition og et fladebetonet, taktfast udtryk. Den eneste facadedekoration er det senere tilkomne frisefelt og den profilerede hovedgesims. De glatte murflader og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. Til gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det pudsede og kalkede murværk og det overkalkede bindingsværk samt de traditionelle vinduer. Gårdsiderne fremtræder uden detaljer eller dekorationer på nær den hvide hovedgesims, hvilket resulterer i et roligt og enkelt udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de panelerede stuer med fint forarbejdede snedkerdetaljer, navnlig mod gaden, samt til trapperummet gennem alle etager.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links