Klerkegade 10-A-B, København

Klerkegade stammer fra Christian 4.s planer om Ny-København i 1600-tallet med byens udvidelse mod øst og nord, hvor den gamle vold ved Gothersgade blev revet ned og erstattet af en ny ved Øster Voldgade. Planen dikterede, at gadenettet i den nyere bydel blev opkaldt efter danske besiddelser, kongelige og de øverste samfundsklasser. Klerk er en betegnelse for en person tilhørende gejstligheden, og Klerkegade var altså dedikeret præstestanden, ligesom de tilstødende gader Adelgade og Borgergade repræsenterede deres respektive samfundsklasser. Klerkegade var i 1800-tallet præget af fattigdom og nød, og placeringen af både Frimurerlogen (Klerkegade 2) og Kjædeordenens logebygning netop her fortæller en helt særlig historie om logernes filantropiske væsen. Kjædeordenen blev grundlagt i 1774 og gjorde som filantropisk selskab blindesagen til sin filantropiske mærkesag i 1811, hvilket bygningen bærer præg af. Hovedbygningens overetager blev indrettet til logens egne lokaler og sale, mens stueetagen i 1869 var indrettet til arbejds- og forsørgelsesanstalt samt asyl for blinde børn. I 1876 blev sidehus og baghus tilbygget for at gøre plads til flere børn og bedre forhold. Ejendommen Klerkegade 10A blev opført for Kjædeordenen i 1869 af arkitekt Vilhelm Tvede (1826-1891), året efter at han havde været arkitekt på Frimurerlogen i Klerkegade 2. Tvede var begavet med et særligt tegnetalent, og han kom allerede på Akademiet som 13- årig. Som elev af G.F. Hetsch fik han tidligt smag for den nyromanske stil med lisener, rundbuefriser og blankmur, hvilket bl.a. ses i hans kirkebyggerier, men sit mest markante aftryk i dansk arkitekturhistorie satte han i opgaver som de Classenske Arbejderboliger på Frederiksberg (nedrevet) og de Engelske Rækkehuse i Toldbodgade, hvor facadeudtrykket er forenklet og planlægningen stram. Tvede virkede desuden som restaureringsarkitekt på kirker og herregårde, hvor han var præget af tidens historicistiske tilgang. Tvede var også selv frimurer. I 1883 blev Klerkegade 10B opført, oprindeligt i en etage, og med Tvede som arkitekt. Der var dengang kun tre vinduesfag til gaden, og huset rummede blot en dagligstue og en stor sovesal. Bagtil gav et trappehus adgang til gård og tagetage. Herefter var der plads i bygningerne til 36 voksne og 19 børn. Asylet blev nedlagt i 1914, hvor staten overtog funktionen, og lokalerne blev bl.a. lavet om til vævestue, sygestue og sovestue til blindehjemmets ca. 40 blinde, primært ældre kvinder. I 1925 foreslog forstanderinden, at hver beboer skulle have sit eget værelse, hvilket var helt usædvanligt. Ved en gennemgribende forandring af 10B, hvor forhus og trappehus blev forhøjet med én etage og vinduesantallet ændret til 6 vinduesfag per etage, kunne huset derefter rumme 28 enkeltværelser, beliggende på hver side af midtergangene. Spor efter den nænsomme forhøjning ses tydeligst ved trappehuset på huset gårdside, mens den næsten er usynlig mod gaden. Ved udgangen til vesttrappen indrettedes fælles vaske og toiletter. I det østre fag mod gården blev opført en ny trappe, og i den gamle spisesal i stuen blev vægge isat, hvor stolperne var placeret i den ene side. Det var arkitekten Jens Ingwersen (1871-1956), der stod for ombygningen. Således er det Ingwersen og 1925, der præger 10B, langt mere end Tvede og opførelsesåret 1883. Der blev i 1927 indlagt centralvarme i hele huset, i 1947 ændret til fjernvarme. I 1971 blev der udført en facadeændring, således at der med en hoveddør i det yderste venstre fag blev direkte adgang fra gaden. Siden er nogle af de små etfagsrum på etagerne blevet lagt sammen ved nedrivning før ejendommens fredning. I baghuset er indrettet nyere toiletter, og flere steder er loftet blevet sænket med gipsplader. Gulvene er de fleste steder blevet belagt med linoleum. Bygningerne har ikke siden undergået væsentlige forandringer.

Ejendommen Klerkegade 10A-B er beliggende i Københavns Sankt Annæ Vester Kvarter med forhusene som et integreret led i gadens husrække. Forhuset 10A fungerer som loge for Kjædeordenen, mens forhuset 10B tidligere har huset blindeinstitution og erhverv. Sidehus og baghus er tilknyttet disse funktioner. Den fredede ejendom består af to sammenbyggede, grundmurede forhuse på henholdsvis seks vinduesfag (10B) og fem fag (10A), opført over en høj kælder og i to etager, samt med et sidehus, trappehus og baghus. Fælles for forhusenes facader er, at de har en sortmalet sokkel med et hvidligt sandstenslignende bånd ovenfor, står i blank mur med røde mursten og har de samme murstensbånd med to rækker af gule sten på tværs af facaden, samt en bred, muret og pudset sålbænk under stuens vinduesrække. Facaden i 10B præges af et pudset bånd og afsluttes øverst af en profileret hovedgesims. Begge i en sandstenslignende farve. Forhuset 10B har nyere, traditionelt udførte og gråmalede korspostvinduer i stueetagen og torammede vinduer i første etagen, her med sålbænke af skifer. Over første etagens vinduer er kurvehanksbuede murstik med en smal slutsten, mens der over kældervinduerne er flade murstik. I det yderste venstre fag er et nyere indgangsparti, og til højre for dette er nedgangen til kælderen, flankeret af smedejernsgelændere. Facaden i 10A præges derimod af en asymmetrisk komposition med en svungen gavl som midterfag og et højre yderfag, der begge er fremspringende over en udkraget sokkel og med pudsede hjørnekvader. Facaden karakteriseres i den venstre sides to fag af en savsnitsmuret, cirkelformet detalje med et centralt placeret byzantinsk kors, der er pudset i sandstenslignende materiale – muligvis cement. Under korset er en mindetavle i sandsten med følgende ordlyd: I•TAKNEMMELIG•ERINDRING•OM•HVAD•KIÆDEORDENEN •HAR•UDRETTET•I•HUNDRED•AAR•TIL•FÆDRELANDETS HÆDER•••OG•••BLINDES•GAVN•SATTES•DENNE•ÆRESTAVLE •AF•DANSKE•BLINDE•10•JUNI•1911. På hver side af tavlen er to brede, traditionelt udførte, gråmalede og opsprossede vinduer med pudsede, profilerede og forkrøbbede indfatninger. Endvidere er to ventilationshuller og øverst en pudset sparrenkopgesims. Indfatninger og gesims er i en sandstenslignende farve. Facaden karakteriseres i det midterste fag af den svungne gavl med tre smalle vinduer for neden og to brede, ældre, gråmalede og opsprossede vinduer, det øverste forhøjet i midten, begge med oprindelige sandblæste og mønstrede ruder. Vinduerne har en fælles, pudset og profileret indfatning med forkrøbning øverst og renæssanceinspireret ansigt for neden. Mellem de to vinduer (ved flagstangens udspring) står bygningsåret i romerske tal, MDCCCXVIII. Øverst er tre håndsmedede murankre til pynt, Kjædeordenens våbenskjold og gavlens profilerede hovedgesims beklædt med zink foroven. Facadens to fag i højre side karakteriseres af porten mellem de to fremspring. Portens indfatning er kvaderpudset og med zinkbelagt tag, hvorover et enkelt, opsprosset torammet vindue er placeret med den typiske indfatning. Portdøren er en ældre, grønmalet, trefløjet fyldingsdør med smalle, aflange fyldninger, hvorover et opsprosset overvindue er placeret. I det yderste højre fag er to traditionelt udførte, gråmalede henholdsvis to- og firerammede vinduer med opsprosning. Igen med samme type indfatning som de øvrige. Øverst er en let profileret hovedgesims. Forhuset 10B har seks heltagskviste mod gaden og fire mod gården, et teglhængt heltag med sortglaserede tegl og i rygningen to skorstenspiber med krage, den ene med sokkel. Forhuset 10As tagkonstruktion består sammen med sidehuset af to integrerede teglhængte heltage med helvalme og sortglaserede tegl. I rygningen på sidehuset er to skorstenspiber, hvor den ene er muret og med sokkel, den anden i metal og med skrå hat. Gårdsiden er opdelt i to af sidehuset og baghuset, således at 10A og 10B har hver deres gårdrum. Begge gårdsider står i blank mur med grå mursten, og har begge overvejende ældre, gråmalede korspostvinduer i stueetagen. I sidehuset og forhuset 10A ses større, firerammede vinduer i første etagen. I forhuset 10B er til gengæld små, torammede vinduer på førsteetagen med rundbuede murstik lig gadefacadens. Øverst er en let profileret hovedgesims. Til højre for porten i 10A er i en niche en speciel murdekoration med fugle i flugt, som er svær at datere. Gårdsiderne er præget af flere indgange og nedgange med både nyere og ældre fyldingsdøre. Gennem portrummet i 10A er til højre (over et par trin og en kort, ældre ligeløbstrappe med empireagtigt gelænder og indstemte trin) adgang til et kontor med nyere materialeholdning. Til venstre er adgang til logebygningens trapperum, hvor den oprindelige, brede toløbstrappe fra ejendommens opførsel er placeret. Den oprindelige plandisposition er stadig meget velbevaret. Fra 10A er der adgang til 10B gennem både stue- og førsteetagen. Trappen har en pudset underside, indstemte trin, et smalt durchsicht, udskårne forvanger, en profileret håndliste af træ og udskårne, guldmalede balustre i empirestil. I det indre er logebygningens og sidehusets snedkerudstyr på første etage overvejende fra opførelsesperioden. Dette inkluderer store tofløjede femfyldingsdøre med tidstypiske hængsler, gerichter, greb og låseskilte, simple brystningspaneler ved vinduerne, farverige lofts- og vægtapeter, vægmalerier i logesalen (angiveligt af Nicolai Abildgaard), samt andre frimurerinspirerede detaljer. Logebygningens sidehus rummer en større sal på første etage med en synlig tagkonstruktion udformet med dobbelt hanebånd og skrå spær, der er ophængt under sidehusets heltag. Vinduerne er overvejende ældre med anverfere og stormjern bevaret flere steder, i stuen med nyere forsatsruder. Gulvene er på første etage overvejende ældre, hvidmalet bræddegulv. I stueetagen er derimod linoleums- eller parketgulv, og indretningen bærer her præg af en mere moderne materialeholdning. De ældre, hvidmalede stolper med rosetter i de tidligere fællesrum er bevaret, ligesom der i sidehuset og baghuset er bevaret en ældre hjørnebænk, ældre fyldingsdøre og opsprossede overvinduer til værelserne. I Forhuset 10B er den oprindelige plandisposition med opdeling i enkeltværelser også meget velbevaret. Værelsernes snedkerdetaljer på begge etager er overvejende oprindelige eller ældre, herunder fyldingsdøre med tre fyldinger, opsprosset rude eller overvindue i råglas, gerichter og hængsler. Flere steder med nyere greb og låseskilte. Herudover er ældre, højtsiddende brystningslister, som er forskellig fra hver etage, samt ældre kombinerede toilet- og vaskerum. På førsteetagen er nærmest logesalen og ud mod gaden et værelse, der indeholder ældre, måske oprindelige tapetrester, samt en hemmelig indgang til selve salen. Loftet er desuden sænket på førsteetagen. I den vestlige fløj er mod gården en oprindelig toløbstrappe med indstemte trin, pudset underside, et smalt durchsicht, et brystværn med rundstokke og profileret håndliste af træ, samt hovedstykker. Trappen er tillige flankeret af den samme forhøjede brystningsliste som i stueetagen. Ligeløbstrappen mod gaden er moderne. I den østlige fløj er en traditionelt udført toløbstrappe med indstemte trin, hovedstykker, et smalt durchsicht og udskårne balustre i empireagtig stil. Gulvene er belagt med tæpper i stuen og linoleum på førsteetagen, mens toilet- og vaskerum har stengulv. I kælderen er bevaret ældre ildstedsnicher. Tagværket er ældre, lettere forstærket hanebåndstagværk med fritliggende isolering oven på det inderste tag i sidehusets dobbelte tagkonstruktion. Begge lofter har ældre bræddegulv.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhusene indgår som en integreret del af husrækken. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning skiller Klerkegade 10A-B sig på unik vis ud fra gadens øvrige ejendomme og fortæller en ganske særlig historie. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og sammen med de velbevarede side- og baghuse dannes sammen med naboejendommene traditionelle baggårdsmiljøer.

Den kulturhistoriske værdi for Klerkegade 10A-B knytter sig til ejendommen som et unikt eksempel på en tidlig velfærdsinstitutions udvikling fra midten af 1800-tallet og frem, samt til den særlige symbiose mellem institution og filantropisk selskab. Herudover er det et originalt eksempel på dansk arkitektonisk historicisme. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle facadens dekorative overflader og detaljer, herunder de kvaderfugede hjørnepartier, den svungne gavl og dens udsmykning, det byzantinske kors, mindetavlen, alle murstik og indfatninger ved vinduer og portrummet, samt den høje og profilerede hovedgesims, der i facaden på 10A er udstyret med sparrehoveder. Disse dekorative detaljer er alt i alt udtryk for en bevidst imponerende om end balanceret anvendelse af forskellige klassiske, ældre stilformer i fin samklang med husets grundlæggende form som både logebygning og blindeinstitution, hvori hierarkiet imellem de to bygninger er tydeligt, selvom de udgør en samlet, integreret helhed. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den formfulde, repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. De generelt velbevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, herunder ældre en- og tofløjede døre, gerichter, greb, brystningspaneler og -lister, pilastre, fodlister og bevaret stukkatur, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Herudover knytter der sig kulturhistorisk værdi til de bevarede ildstedsnicher, skorstenskerner og imponerende tagværk, samt til de ældre trapper i logebygningen og den vestlige fløj. Af særlig kulturhistorisk værdi er de velbevarede planløsninger, de ældre fyldingsdøre med opsprossede overvinduer, toilet- og vaskerum. Hertil kommer den markante og forhøjede brystningsliste i stuen og førsteetagen, som har fungeret som navigationsredskab for de blinde. Ejendommen kropsliggør dermed også fortællingen om blindes vilkår i det 19. og 20. århundrede i kraft af dens funktion som arbejds- og forsørgelsesanstalt samt asyl for blinde børn og senere voksne blinde. Samtidig er der kulturhistorisk værdi i den særlige symbiose mellem blindeinstitutionen og Kjædeordenens loge. Den ene har ikke kunnet eksistere uden den anden, og mens blindeinstitutionen i sin tid fungerede i kraft af logens velgørenhed, arbejdede de blinde også for logen. I værelset nærmest logesalen tydeliggøres dette bl.a. ved den hemmelige dør, som fører direkte ind til logesalen, efter sigende så de blinde kunne servere for logens medlemmer under ceremonier. Måske var det ikke uden grund, at man fokuserede på netop blinde. Klerkegade 10A-Bs bygningsmæssige udvikling beskriver den sjældne fortælling om tidlige velgørende institutioners udvikling fra fælles sovesale til en af de første institutioner med enkeltværelser, hvilket var usædvanligt for perioden. Blandt Danmarks fredede ejendomme er dette ganske unikt og enestående.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningernes historicistiske udtryk, der karakteriseres ved de mange stilmæssige detaljer, som mimer tidligere historiske stilarter. Det kommer særligt til udtryk i logebygningen ved det teglhængte heltag med helvalme, den renæssanceinspirerede svungne gavl med ornamentering, de markante hjørnekvader og vinduesindfatninger, sparrenkopgesimsen, samt det middelalderlige byzantinske kors. På en anden, mindre imposant vis udtrykker blindeinstitutionens bygning også historicismen med de rundbuede murstik med slutsten, de to sandstenslignende bånd under de taktfaste vinduer som en slags klassicistisk kordongesims, og ikke mindst de horisontale bånd med gule sten på begge bygninger. Institutionens udtryk er underordnet logebygningens, men på samme tid som de to forhuse er forskellige, fremstår de også som en sammenhængende helhed, der tilsammen har et næsten kirkeligt formsprog. De lyse bygningsdetaljer imod det røde murværk skaber en harmonisk effekt, og mens detaljerne ikke er få eller underspillede, fremstår bygningerne tilsammen i kraft af farvesætningen, formen og proportionerne alligevel streng og mystisk i sin lukkethed, hvor de mere højtidlige og funktionelle lokaler ligger bag den korsprydede, vinduesløse facade. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning og den ensartede farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de autentiske plan- og etageløsninger, de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer (der alle er udført efter datidens stilmæssige idealer) samt til den gennemgående farvesætning i logebygningen fra port- og trapperum og op igennem bygningen. Farvesætningen giver et helt særligt arkitektonisk særpræg og afspejler bygningens funktion som hus for et hemmeligt selskab. Af særlig arkitektonisk værdi har den nordisk-mytologisk inspirerede dobbelte tagkonstruktion i logebygningens sidehus, der giver salene en illusion af grandeur. Ligeledes er der i institutionen særlig værdi i de enkelt udformede fyldingsdøre med mønsteropsprossede ruder eller overvinduer, som afspejler en særlig elegant, omend mere diskret arkitektonisk værdi. Dertil kommer alle øvrige, oprindelige rum, der alt i alt sikrer en naturlig opdeling og stemningsmæssig atmosfære i både institutionen og logebygningen.

Læs videre om

• Autogena, Christiania, København
• Bredgade 71, København
• Nikolajgade 18, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen