Klintegården, Højby

P. V. Jensen-Klint opførte i 1917 Klintegården som landsted for fabrikant John Messerschmidt, der arbejdede inden for garverindustrien. Messerschmidt og Jensen-Klint kendte allerede hinanden fra Schneekloth skole. Messerschmidt havde købt en 20 tdl. stor strandgrund i Odsherred, hvor han ønskede at opføre et landsted til sommerophold for sin familie. Messerschmidt havde en klar forestilling om, hvordan huset skulle se ud og bad tillige arkitekten om at tegne møbler til huset. Denne opgave overdrog Jensen-Klint til sin søn Kaare Klint. Messerschmidt mistede sin formue ved Landmandsbankens store krak i 1923 og solgte efterfølgende gården til højesteretssagfører Georg Schørring, der få år efter solgte den videre til BP. Virksomheden brugte huset som feriested for sine medarbejdere indtil 1983. Huset ejes i dag af to familier.

Klintegården ligger ved Nyrup Strand med udkig over bugten. Ejendommen har en stor græsplæne mod vandet. Grunden er mod vejen og skellene er beplantet med store træer. Klintegården er en trefløjet, grundmuret bygning i en etage, der står på en sokkel af kampesten. Det blanke murværk er opført af grå- og gulflammede sten. Huset bærer både hel- og halvvalmede tage, der er tækkede med strå. I rygningen ses fire skorstenspiber i blank mur, og i tagfladerne ses adskillige kviste. På facaden mod vejen ses over hovedindgangen en bred gavlkvist, og på havesiden ses ligeledes en bred gavlkvist, herunder ses et blændet felt. På den udskårne hovedportal ses et vers skrevet af arkitekten. Herover ses i et blændet felt murankre i form af bogstaverne og tallene JM 1917 TM. På hovedlængens gavle er to overdækkede svalegange, der som huset står på en kraftig sokkel af kampesten. Herover ses et brunmalet trærækværk med balustre. En række stentrin fører op til svalegangen. Over vinduerne ses halvandenstensstik. De ældre og traditionelt udførte vinduer er torammede med palæruder og stort set alle vinduer har ældre rødbrune skodder. Under vinduerne ses sålbænke af zink. Hoveddøren er en ældre, tofløjet flammeret dør, der står i lakeret naturtræ. Herudover ses en ældre, flammeret halvdør, og de resterende døre er ældre revlehalvdøre, der alle er malet rødbrune som skodderne. I det indre er den oprindelige grundplan stort set bevaret med et dobbelthøjt trapperum med en ældre trappe til den udnyttede tagetage. Alle tre længer har en lang gang mod gårdspladsen og værelser eller stuer mod haven og stranden. Ruminddelingen er bevaret, men køkkenet er blevet flyttet fra den ene sidelænge til hovedlængen. I tagetagen kommer man op til en repos, og derfra ligger gangene placeret som i stueetagen. Værelser og badeværelser er ligeledes placeret mod haven som i stueetagen. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder trappe med håndliste, værn med et udskåret felt og balustre, fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, indfatninger omkring vinduerne, fod-og brystningspaneler, en muret pejs med stik, loftsbjælker og indbyggede skabe. Vinduerne har forsatsruder. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder gule tegl, bræddegulve og -lofter, fliser, terrazzo, pudsede vægge, linoleum og gipsplader. Husets to sidelænger bindes sammen mod vejen af to hegnsmure i gul, blank mur, der står på en sokkel af kampesten og afsluttes af fire brædder malet i samme rødbrune nuance som skodder og døre. Mellem de to mure ses en tofløjet hvidmalet låge af træ. I midten af det mindre gårdrum står en brønd i rød, blank mur med sokkel af kampesten og med en dekorativ afskærmning af smedejern. Mellem huset og stranden ligger en fod til en flagstang, der er udformet som et kors og opført i kampesten.

Den miljømæssige værdi ved Klintegården er relateret til beliggenheden i Klint, hvor huset ligger gemt bag store fyrretræer ud til strandvejen på en stor strandgrund, der strækker sig ned til stranden. Fra husets stuer og trapperum er der en imponerende udsigt over vandet med flagstangen på græsset som det eneste fokuspunkt. Endvidere er der miljømæssig værdi i husets placering på strandgrunden, der skråner ned mod vandet. Huset ligger således på toppen af en mindre bakke, men virker hverken fremmed eller dominerende i landskabet på grund de blanke mure i afdæmpede grå og gulflammerede sten og det stråtækte tag, der naturligt passer ind i landskabet.

Den kulturhistoriske værdi ved Klintegården er i det ydre knyttet til husets fremtræden i gul, blank mur med et heltag belagt med stråtag. Stråtagets udformning er inspireret af store, ældre fynske, sønderjyske og slesvig-holstenske bondegårde, som Jensen-Klint så på cykelture rundt i landet. Længerne er opbygget over en stram og streng fagdeling, hvilket giver huset et klassicistisk præg, der understreges af den symmetriske og hierarkiske opbygning med en central hovedindgang kronet af en bred gavlkvist i hovedlængens akse samt en fornemt udformet dør. Hovedlængens betydning understreges af, at den er omgivet af lavere sidelænger med mere enkle døre i form af revledøre. Husets udtryk peger ligeledes frem mod modernismen, hvilket især kommer til udtryk i den nordøstlige facade mod stranden, hvor skodderne trækker vinduesbåndet fra kant til kant. I det indre er den kulturhistoriske værdi knyttet til de bevarede dele af den oprindelige grundplan, der som en moderne engelsk cottage har gangarealerne anlagt mod gården og strækker sig endvidere til svalegangene, der løber langs hovedhusets endegavle. Herudover fordeler planen sig symmetrisk omkring det dobbelthøje trapperum med hovedindgang. Værelser og stuer ligger mod have og strand. Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi i de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder trappe med håndliste, værn med et udskåret felt og balustre, fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, indfatninger omkring vinduerne, fod-og brystningspaneler, en muret pejs med stik, loftsbjælker og indbyggede skabe. Disse bygningsdele vidner dels om husets alder dels understreger de finere og mere dekorative rum i hovedlængen.

Den arkitektoniske værdi ved Klintegården er i det ydre relateret til husets enkle og harmoniske fremtræden med et stejlt tag belagt med strå, der blødt smyger sig om tagets hjørner, valme og kviste. Det bløde tag brydes imidlertid af tagskæggets skarpe grænselinje, der hviler tungt om murene. Stråene er ligeledes skarpt tilskåret omkring alle åbninger og understreger dermed selve bygningskroppens faste udtryk. Endvidere er der arkitektonisk værdi relateret til måden, hvorpå svalegangene på hovedlængens endegavle er blevet integreret i husets arkitektur ved at afdække dem med et stråtækket halvtag, der udspringer under gavlens vinduer. Halvtagene er ført ned til længernes tagskæg, men brydes mod vandet, hvor tagskæget løfter sig ad to omgange. Det bevirker, at svalegangene bliver en naturlig del af husets helhedsindtryk. De er desuden med til at skabe en gradvis optrapning mod gavlkvisten i midten af hovedlængens facade mod vandet. Hertil kommer, at der er arkitektonisk værdi knyttet til vinduerne med de rødbrune skodder, der fremstår som et horisontalt bånd, som løber omkring hele huset inden det ender ved hoveddøren. Vinduesbåndet med skodder er dermed med til at understrege det naturlige midtpunkt, hovedindgangen, og hierarkiet mellem husets længer. Det er desuden værd at bemærke, at der kun er skodder i stueetagen, og ikke i den udnyttede tagetage, hvilket er med til at forstærke virkningen af skodderne som horisontalt bånd. Ved deres farvesætning skiller de sig ligeledes ud fra de afdæmpede mure i grå og gulflammerede sten. Der er tillige arkitektonisk værdi relateret til de to hegnsmure mellem sidelængerne, fordi de sammen med den hvidmalede låge danner et intimt rum mellem husets længer, der med brønden i midten får et naturligt fokuspunkt i husets midterakse. I det indre er der arkitektonisk værdi knyttet til det dobbelthøje trapperum, hvor den enkle, men dog elegante trappe med udskæringer i værnet smyger sig langs rummets vægge op til afslutningen i form af reposen. Vinduespartierne med hvidmalede indfatninger fordeler lyset på en naturlig måde, og selv i stuen til højre for indgangen giver vinduespartierne ligeledes et flot og naturligt lysindfald på trods af, at det vender mod nordøst.

Læs videre om

• Ellemosegård, Hørve
• Gudmindrup, Højby
• Linneavej 5, Odden

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen