Den lange Holmsland Klit adskiller Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet. En stor del af klitterne er i dag dækket af sommerhusbebyggelse, men ved Hegnet lidt nord for Nymindegab kan man stadig opleve det storslåede klitlandskab, som strækker sig fra Vesterhavet og helt ind til Nyminde Strøm.

Plantelivet ændrer sig, i takt med at man bevæger sig mod øst hen over Holmsland Klit. Bag forstranden møder man først den hvide klit, hvor det beskedne planteliv domineres af sandhjælme og marehalm. Herefter følger områder med grå klit og grønsværsklit samt den særlige havtornklit. Bag klitterne ligger klitheden, hvor plantelivet domineres af dværgbuske som hedelyng og revling. I de fugtige lavninger vokser desuden en række sjældenheder som slangetunge, alm. månerude, tvebo star, sumphullæbe, kødfarvet gøgeurt og klitvintergrøn. Flere steder danner den invasive rynket rose tætte bestande og truer derved det naturligt hjemmehørende planteliv.

Dyrelivet tæller dagsommerfugle som foranderlig blåfugl, sandrandøje og klitperlemorsommerfugl samt både skovfirben, markfirben, stålorm og hugorm. Derudover yngler bl.a. rødrygget tornskade, sanglærke og sortstrubet bynkefugl i området.

Klitlandskaberne syd for Hegnet er statsejede, og en del af området fungerer som militært øvelsesterræn. Området indgår i fredningen af Værnengene fra 2004, ligesom det er en del af habitatområdet Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster