Fyrreskov i Fanø Klitplantage. Beplantningen midt på Fanø blev indledt i 1890’erne.
.

Skovpolitikken i 1700-tallet havde for øje, at skov kunne bruges til andet end produktion af træ. Langs danske kyster havde vandrende klitter givet lokalbefolkningen problemer gennem århundreder. Fra 1500-tallet havde kongemagten forsøgt at mindske problemet ved forbud mod nedslidning af klitternes plantedække gennem græsning, men det hjalp ikke.

Så i 1720’erne fik en anden tysker, Johan Ulrich Røhl, til opgave at bremse sandflugten på den nordsjællandske Kattegatkyst ved at plante den skov, som siden skulle blive til Tisvilde Hegn. Kystegne længere fra hovedstaden måtte vente godt hundrede år på anlæg af lignende klitplantager med bjergfyr som den dominerende træart.

Gennem 1800-tallet blev anlæg af klitplantager overført til den langt større vestjyske skala, og i 1867 gjorde lovgivning det ligefrem muligt for staten at ekspropriere udsatte kyststrækninger med henblik på sandflugtsdæmpning. I 1912 rådede Klitvæsenet, som forestod plantagernes anlæg og drift, over 24.000 ha klitplantager.

Sandflugt og klitplantager

Fra begyndelsen af 1500-tallet til langt ind i 1700-tallet rasede en omfattende sandflugt i Danmark. Årsagerne var en blanding af hård menneskelig udnyttelse af vegetationen, barskere klima og blotlagte sandmængder langs kysterne pga. bindingen af mere is ved polerne. Det fygende sand dækkede marker og enge; det lukkede vandløb, som skabte oversvømmelser og førte til, at gårde, landsbyer og kirker måtte opgives.

I alt blev omkring 62.000 ha berørt i Nordjylland, langs den jyske vestkyst, på Læsø, Anholt, Nordfyn, i Nord- og Vestsjælland og på Syd- og Vestbornholm.

Statsmagten forsøgte at kæmpe imod: I 1539 udstedte Christian 3. forbud mod at fjerne den vegetation, som bandt sandet ved kysterne, ved fx for hård græsning. Dette forbud blev fulgt op med flere påbud, regler og forordninger i de følgende århundreder, men først i 1700-tallet tog man for alvor fat på problemet. Først skulle sandet dæmpes. Det skete ved opsætning af flethegn og risgærder, pålæg af tang og kvas og senere plantning af hjælme og marehalm. Dernæst skulle der plantes skov, som kunne fastholde sandet og forhindre det i at fyge på ny samt »nyttiggøre« de øde arealer. Efter en række mislykkede forsøg med såning og plantning af forskellige arter viste den hårdføre bjergfyr sig at være et effektivt middel. I 1800-tallet var sandflugten standset, og mange klitplantager var blevet rejst langs kysterne. Der arbejdes i dag på at omdanne disse plantager til løvskove og at give nogle af de nåletræsklædte klitlandskaber tilbage til naturen – samt på at friholde heder og klitheder for nyttige, men invasive arter som bjergfyr og sitkagran.

Den fredede vandreklit Råbjerg Mile giver stadig indtryk af sandets magt.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om skove