Skovpolitikken i 1700-tallet havde for øje, at skov kunne bruges til andet end produktion af træ. Langs danske kyster havde vandrende klitter givet lokalbefolkningen problemer gennem århundreder. Fra 1500-tallet havde kongemagten forsøgt at mindske problemet ved forbud mod nedslidning af klitternes plantedække gennem græsning, men det hjalp ikke.
Så i 1720’erne fik en anden tysker, Johan Ulrich Røhl, til opgave at bremse sandflugten på den nordsjællandske Kattegatkyst ved at plante den skov, som siden skulle blive til Tisvilde Hegn. Kystegne længere fra hovedstaden måtte vente godt hundrede år på anlæg af lignende klitplantager med bjergfyr som den dominerende træart.
Gennem 1800-tallet blev anlæg af klitplantager overført til den langt større vestjyske skala, og i 1867 gjorde lovgivning det ligefrem muligt for staten at ekspropriere udsatte kyststrækninger med henblik på sandflugtsdæmpning. I 1912 rådede Klitvæsenet, som forestod plantagernes anlæg og drift, over 24.000 ha klitplantager.