Klosterstræde 23, København

Byen, som oprindeligt slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Klosterstræde er en af de få gader i København, som aldrig har heddet andet siden anlæggelsen i middelalderen. Det middelalderlige Gråbrødrekloster, der var oprettet efter kgl. tilladelse 1238 havde hovedbygning imod Klosterstræde, men mange mindre bygninger samt haver spredt over hele området over til Købmagergade. Klostret blev nedlagt i 1530, da tiggermunkene havde gjort sig forhadte på grund af udskejelser. Den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt, der var gift med Christian IV's datter Leonora Christina, rejste et palads på grunden, men da han in absentia blev dødsdømt for landsforræderi, blev hele herligheden nedbrudt sten for sten i 1664 og området udlagt som offentlig plads. En skamstøtte rejstes i dens midte. Den blev nedtaget i 1842 og senere opstillet i Nationalmuseet. I Klosterstræde 23 blev for- og sidehusene opført i 1811-12 for glarmester P.W. Fischer. Det nordre sidehus blev forlænget med et fag i 1837. Baghuset er opført i 1808-09, ligeledes for glarmester P.W. Fischer. Ejendommen har kun undergået få ændringer i det ydre siden opførelsen.

Klosterstræde 23 danner en samlet bebyggelse omkring gårdrummet og består af forhuset mod gaden og halvdelen af sidehusene, der rummer to store lejligheder op hver etage. De bageste dele af sidehusene og baghuset indeholder ligeledes to mindre lejligheder på hver etage. De bageste sidehuse er lidt lavere end de forreste. I begge sider forbindes sidehusene af trapperum, der betjener lejlighederne i både for- og baghus. Forhuset er ti fag bredt og fire etager højt over en høj kælder; der er dog i senere tid indrettet lejligheder i tagetagen. I femte og sjette fag er portåbningen. Der er nedgang til kælderlokalerne i tredje og ottende fag. Kælder-, stuetage, første og anden sal anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er boliger. Facaden er muret og over en lav sokkel er underetagen refendfuget op til en glat båndgesims, herover står muren i blank, rød mur med hamborgfugning. Gesimsen under taget er en sparrenkopgesims. Farveholdningen er sort maling på underfacaden, kordongesims af sandsten eller anden natursten og hvidkalket gesims. Forhusets etagehøjde aftager opefter. Porten er indrammet af en sandstensindfatning med en konsolbåren frontispice. Vinduerne, der er nyere og traditionelt udførte, er firerammede med to ruder i de nederste rammer. Døre og vinduer til kælderetagen er nyere og kælderetagens vinduer er kvadratiske med fire ruder. Mod gården er murværket pudset og malet og gesimsen forhuset med tilhørende sidehuse består af en trukket gesims, mens gesimsen på baghuset med tilhørende sidehuset har to retkantede led. Vinduernes opdeling er som på gadesiden. Alle vinduer både mod gaden og gården er hvidmalede. Porten er en ældre, tofløjet port med to gange seks fyldinger i hver fløj. Herover er et fremhævet overstykke med en rude i midten flankeret af panellerede partier med hver med fire fyldinger. Portrummets gulv er bræddeklædt, væggene er beklædt med brystningspaneler af brædder afsluttet at et profileret bræt med tandsnit, herover er væggene pudsede og hvidmalede og afsluttes af en stukprofil. Loftet er et kassetteloft med perlestafprofiler. I portrummets ses en indgangsdør i hver side, hvor af den til højre fører ind til trapperummet. Denne dør er en ældre fyldingsdør med et smårudet parti øverst. Døren il venstre er en ældre, tofløjet fyldingsdør med fem fyldinger, hvorover ses en konsolbåren fordakning med tandsnit. Denne dør giver adgang til stueetagens lejemål til venstre. I portrummet er endvidere opsat en ældre navnetavle med et overstykke ligeledes med tandsnit. I hver side af portrummet er et trin langs væggene i hver side. Portrummet kan lukkes mod gården med en trefløjet port med fyldinger i sidefløjene og et dekorativt opsprosset parti i den midterste gangfløjs øverste del. I gården fører nyere enfløjede døre med fyldinger ind til trapperummene i sidehusene. I baghusets stueetage er to ældre tofløjede porte med fem fyldinger i hver fløj. Portenes indfatninger har trekantfrontispicer øverst. En moderne gitterport fører ind til et åbent opbevaringsrum i baghusets stueetage. Forhusets sidehus mod nord er udstyret med franske altaner med nyere franske døre med termoruder. Forhusets tag er et heltag med røde vingetegl, mens sidehuse og baghus har tage med ensidig hældning hængt med røde vingetegl. I forhusets rygning er to skorstenspiber med sokkel, men uden krave. Over sidehuse og baghus er fire blokskorstene og en enkelt skorstenspibe med sokkel og krave, alle ældre. I forhusets tagflader i sidehusenes ses traditionelt udførte kviste med traditionelt udførte torammede vinduer med fladbuet overkant. Der ses tillige flere udluftningshætter mod gården samt en stor glaskvist eller glasvinduesparti i baghusets tagflade. Fra portrummet er der indgang til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er to på hver etage i forhuset. Lejlighederne har køkken i sidehuset og et lille, i nyere tid indrettet badeværelse, nogle lejligheder har tillige enkelte mindre kabinetter mod gården. Mod gaden har lejlighederne enten en stor femfagsstue eller en tofags og en trefagsstue. Mellem stuerne er der nyere tofløjede døre med fire næsten kvadratiske fyldinger, dobbelte slaglister med moderne hængsling og nye messinggreb. I flere stuer er der ovnpladser indrammet af træpilastre med kapitæl. Det ældre hanebåndsloft er indrettet til beboelse. Trappen er en treløbstrappe med indstemte trin i vangerne og med elegante og spinkle balustre og en malet håndliste. Vangerne er prydet med profilerede dekorationer. Der er pudset under løbene. Trin og reposer er beklædt med vinyl. Trappen og enkelte af hoveddørene stammer fra opførelsen. På første sal ses midtfor en ældre tofløjet hoveddør med fire fyldinger og en riflet indfatning der bærer et overstykke med trekantfronton og tandsnit. De øvrige døre til etagerne er nyere fyldingsdøre med kvadratiske fyldinger øverst og en større fyldinger nederst. Køkkentrappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vanger uden nogen dekoration, men med runde balustre og en malet håndliste. På første, anden og tredje etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. Lofterne er pudsede og har en profileret, klassisk loftgesims. Vinduerne, som er nyere, har poste med flad forkant og karnisprofil på hjørnerne med nyere anverfere. De enfløjede døre, som enten er fra opførelsen eller er nyere kopier, har fem rektangulære fyldinger over hinanden, mens de nyere tofløjede døre har fire fyldinger og indfatninger med et riflet motiv på slaglisten. Hængslerne er primært nyere, og der er ældre krykgreb med nyere skilte. Der ses også ældre tofløjede døre med fem fyldinger med dobbelt slagliste samt tilhørende gerichter. Der er dog også nyere døre fra perioden omkring 1900 med fire fyldinger. I køkkenerne er bevarede ildstedskapper. På fjerde sal er der indfatninger og lysningspaneler omkring vinduerne og på de øvrige vægge er der fodpaneler. Lejligheden i tagetagen har nyere, men traditionelt udførte vinduer med kitfals. Her er den ældre tagkonstruktion synlig i interiøret. Gulvene er generelt fornyede. Der er adgang til baghusets lejligheder gennem sidehusets trapper. I disse lejligheder ligger køkkener med bevarede ildstedskapper og mindre badeværelser i forbindelse med trapperne, mens stuerne er placeret i baghuset. Gulvene er nyere bræddegulve, I en lejlighed har stuerne helpanelering på ydervæggene og lysningspaneler omkring vinduerne. Vægge og lofter er pudsede og der er ældre døre med fem fyldinger. Kælderrummene har støbte gulve, pudsede hvidmalede vægge og lofter med synligt bjælkelag og pladebeklædning imellem.

Den miljømæssige værdi ved Klosterstræde 23 knytter sig til bygningens store facade, der indtager og præger den smalle gade i betydelig grad og således udgør et af de mest markante huse i gadebilledet. Bygningen indgår alligevel harmonisk i husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. Facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaden med de ens bygningshøjder, de mange gennemgående gesimsbånd, og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele, der danner et stemningsfuldt gademiljø. Således er Klosterstræde 23 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Klosterstræde 23 knytter sig til det samlede anlæg som et repræsentativt eksempel på en bygård fra begyndelsen af 1800-tallet indrettet til beboelse i for-, side- og baghus. Hertil kommer bygningens status som en bygård beliggende på en stor grund. I modsætning hertil var byhusene, der lå på mindre matrikler, der ikke tillod etablering af en køreport. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi sig til facaden i empirestil kendetegnet ved den overordnede symmetriske facade med refendfuget stueetage, kordon og hovedgesims samt portåbningens konsolbårne fordakning. Empirehusene kan føres tilbage til påvirkning fra C.F. Hansen, som kun byggede få borgerhuse. På grund af den stærkt stigende befolkningstæthed, blev husene tvunget i vejret med indtil fem normale beboelseslag og endelig tog man nu konsekvensen af, at det var etagehuse med ganske ens lejligheder. Ambitionerne blev lagt på hylden, og facaderne stod ærligt og nøgternt med samme vinduesstørrelse i alle etager, men de har altid præg af klassicismens sikre proportionering.Empirens arkitektoniske elementer fulgte i klassicismens fodspor, men adskilte sig nok mest ved at være mere enkel i sit formsprog. Efter 1800 blev borgerhusenes facader nemlig gradvist forenklet: de frontonprydede indfatninger om yderfagenes vinduer blev opgivet, samtidig med at det svage spring i murfladen mellem midterparti og sidepartier faldt bort. Også de flade forsænkede murfelter mellem etagerne forsvandt og tilbage stod det enkle, klare empirehus med vinduernes regelmæssige takt og det brede (ofte ornamenterede) gesimsbånd mellem stuen og 1. etage, som eneste deling af murplanet. En del huse fik dog yderfagenes vinduespiller gjort bredere end de øvrige, ligesom Harsdorff-tidens betoning af sideakserne. I kontrast hertil står den enkle gulmalede gårdside, hvor hovedgesimserne under tagudhænget udgør den eneste dekoration. Kontrasten med facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der i Klosterstræde 23 kendetegnes ved to lejligheder i forhuset og to lejligheder i baghuset, hver med køkkener, bad og trapper placeret i sidehusene. Denne bygningstype ses allerede i den sidste del af 1700-tallet, hvor en grunds samlede bebyggelse danner en helhed omkring gårdrummet. I komplekser af denne type fra tiden omkring 1820-30 optages forhuse og halvdelen af sidehusene af to store symmetriske lejligheder, mens resten af sidehusene og baghuset indeholder to mindre lejligheder. Etagerne var indrettet ens; men der var social forskel på forhus og baghus. Den standsmæssige forskel mellem lejlighederne i for- og baghus i Klosterstræde 23 er således stadig aflæselig, idet forhusets lejligheder, der har støre rum og et rigere interiør med en større bearbejdningsgrad i paneleringens og i dørenes snedkerdetaljer samt i stukkaturen, i forhold til de mindre rum og tilsvarende dele i baghusets lejligheder. Fælles for lejlighederne er, at interiørerne afspejler empiren, der var den herskende stilretning på opførelsestidspunktet. Der knytter sig endvidere betydelig kulturhistorisk værdi til forhusets trapperum, hvor trappen med sin fornemme udformning understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den der trådte ind i bygningen.

Den arkitektoniske værdi ved Klosterstræde 23 knytter sig i det ydre til den brede, symmetriske facade, hvis klassicistiske udtryk karakteriseres ved den refendfugede underetage, den pilasterbårne portal og ikke mindst sparrenkopgesimsen. Hertil kommer murværkets hamborgfuger, der er med til at give facaden en effektfuld dybdevirkning og der synes at opbløde indtrykket af facadens store murflade. Facadens omdrejningspunkt er den markante portal, der medvirker til at bygningen fremstår både med monumentalitet og elegance. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til forhusets højloftede stuer, hvor den høje håndværksmæssige kvalitet i snedkerdetaljerne forlener rummene med klassicismes lette og diskrete elegance. Endelig knytter der sig stor arkitektonisk værdi til trapperummet, hvor de elegant svungne trappeløb, de spinkle og fint drejede balustre og dørenes placering på reposerne, får trapperummet til at fremstå særdeles formfuldendt.

Læs videre om

• Gammel Strand 42, København
• Kompagnistræde 25, København
• Mekanicus Kretz' Gård, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen