Klostre i Viborg Kommune

Allerede tidligt i 1100-tallet blev der oprettet et kapitelkloster (Mariaklosteret) af augustinerkorherrer ved Viborg Domkirke. Senere i samme århundrede blev der også indviet et augustinernonnekloster i Asmild øst for Viborgsøerne. I første halvdel af 1200-tallet nåede tiggerordnerne franciskanerne og dominikanerne ligeledes til Viborg, og i anden halvdel af århundredet slog også johanniterne, der i Danmark udelukkende fungerede som en hospitalsorden, sig ned i byen. Af byklostrene overlevede de tre frem til Reformationen

Klostre i Viborg

Viborg blev tidligt en af Danmarks klosterrigeste byer og et kirkeligt magtcenter med hele fem klostre samt Asmild Kloster lige udenfor. Men efter 1300 kom der ikke flere nye grundlæggelser, og både domkapitlets augustinerkloster og Budolfi nonnekloster blev nedlagt allerede i 1400-tallet. Det sidste blev formodentlig lagt sammen med Asmild nonnekloster.

Kapitelklosteret

Kapitelklosteret (Mariaklosteret), det ældste af Viborgs klostre, menes oprettet i begyndelsen af 1100-tallet, tæt ved Viborg Domkirke.

Højmiddelalderens grundlæggelser

Viborg fik yderligere fire klostre, hvoraf de tre fortsatte frem til Reformationen. Det ældste af disse var nonneklosteret ved den antagelig allerede eksisterende sognekirke Sankt Budolfi. Det menes oprettet senest i begyndelsen af 1200-tallet, men alle rester af anlægget er i dag borte. Ud fra usikre kilder antages det dog, at kirken har ligget syd for Store Sct. Peder Stræde. I 1235 slog også de franciskanske tiggerbrødre sig ned midt i Viborgs nordlige halvdel, og kort efter fik de selskab af dominikanske tiggerbrødre eller sortebrødre, hvis kloster anlagdes midt i byens sydlige halvdel. Den første omtale af sortebrødre i Viborg er fra 1246, og klosteret er sikkert oprettet omkring 1240.

I modsætning til klostre af de øvrige ordener måtte tiggerbrødrene ikke eje indtægtsgivende jordegodser, og ud over et par byhuse og enge rundtomkring synes dette forbud overholdt i Viborg.

De eneste bevarede rester af gråbrødreklosteret er en mindre del af klosterbygningerne. Kirken, hvis placering er omtrentligt markeret med beplantning, blev nedrevet i 1830, men kendes fra tegninger, som afslører, at der var tale om en smal langhuskirke opført i tegl, ca. 8 m bred og mere end 40 m lang. Mod øst var kirken afsluttet af en stor apsis jævnbred med langhusmurene. Bygningens detaljer og formsprog tyder på, at byggeriet må være indledt i 1200-tallet. Nord for kirken lå klosteranlægget, der som kirken var opført helt i tegl og kendes fra forskellige mindre undersøgelser. De tegner et forvirrende billede af en lang og kompliceret bygningshistorie. Ved middelalderens slutning var anlægget omfattende og synes at have fremstået med to klostergårde, hvor gården nærmest kirken var udstyret med korsgang.

Umiddelbart efter sortebrødreklosterets stiftelse ca. 1240 synes opførelsen af den endnu bevarede klosterkirke, Sortebrødre Kirke, at være igangsat.

Mens det ikke vides, hvilke helgener byens gråbrødre- og sortebrødrekloster var opkaldt efter, så fik Viborg i sidste fjerdedel af 1200-tallet sit femte og sidste kloster, Sankt Hans Kloster, der var indviet til Johannes Døberen.

Ved Reformationen blev de to tiggerklostre overtaget af byen, der lod Sortebrødre Kirke omdanne til sognekirke for Viborg Søndre Sogn, mens gråbrødreklosteret blev omlagt til hospital og endnu fungerer som privat stiftelse. Gråbrødrenes gamle klosterkirke fortsatte som sognekirke, til den blev revet ned i 1830. Kongen overtog johanniterklosteret Sankt Hans Kloster, men lod det først bortforlene og efterfølgende nedrive i 1578.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Viborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Klostre