Klostrene i Ribe

Kannikegården på domkirkepladsen i Ribe.
.
Blandt Ribes grønne områder er den fredede Apotekerhave og den fredede klosterhave ved Sankt Katharine Kirke, som åbner sig mod syd til byens enge. Klosterhaven og den nuværende kirke er fra middelalderens sene del.
.

Artikelstart

I middelalderen etableredes fem klostre i Ribe. Af disse står kun sortebrødreklosteret, der i dag er indrettet til ældreboliger, velbevaret tilbage. De ældste klostre var et konvent for domkapitlets kannikker, der skulle leve i fællesskab efter augustinerreglen, og benediktinernonnernes kloster, begge fra 1100-tallet. I 1200-tallet kom de to tiggerordener til byen, dominikanerne og franciskanerne, og i begyndelsen af 1300-tallet kom endelig johanniterordenen til Ribe.

De tidlige klosterstiftelser

I 1145 oprettede biskop Elias et domkapitel i Ribe og organiserede præsterne efter en kannikeregel, muligvis Aachenerreglen, som dog efter få år blev udskiftet med augustinernes ordensregel. Det augustinske kannikekonvent var, ligesom domkirken, indviet til Vor Frue, og et egentligt kloster til kannikkerne blev opført umiddelbart syd for domkirken. Blandt klosterets opgaver var at drive skolen ved domkirken. Flere af kannikkerne begyndte dog snart at undslå sig det regelbundne liv, og ved én lejlighed kom det ligefrem til slagsmål mellem de to grupper, hvorved biskoppens kåbe blev sønderrevet. Selv om paven i 1169 formanede kannikkerne i Ribe at holde sig til reglen, syntes projektet dødsdømt fra begyndelsen. Omkring 1185‑86 tillod biskop Omer en delvis opløsning af klosterlivet, og i 1217 sekulariseredes domkapitlet endeligt, hvilket betød, at kannikkerne kunne leve af egne indtægter og bo hver for sig rundtom i byen. I 2008 blev domkapitlets spisesal (refektorium) fundet ved udgravninger syd for domkirken. Det er en teglstensbygning på 7 x 10 m opført i 1100-tallet. Ruinen indgår nu som fredet fortidsminde indbygget i det nye hus på stedet. Den tilhørende østfløj har formentlig ligget syd for domkirkens søndre tværskibsportal.

Ribes andet kloster blev formentlig oprettet i 1160’erne, da det benediktinske dobbeltkloster (for både mænd og kvinder) i Seem, lidt øst for Ribe, blev lagt om af biskop Radulf; munkene blev underlagt cistercienserordenen, der snart efter flyttede residensen til Løgum, mens nonnerne fik et nyt kloster ved sognekirken Sankt Nikolaj uden for Ribes Nørreport, omtrent hvor byens banegård ligger i dag. Her er fundet rester af grundmurede klosterfløje i tegl, blandt andet en hypokaust, dvs. et luftbaseret centralvarmeanlæg. Kirken fungerede herefter som både sogne- og klosterkirke. Nonnerne stammede overvejende fra omegnens adelsfamilier og ernærede sig dels ved gods og gaver, dels ved relikvieindtægter fra nogle dråber af Kristi Blod, som de ejede.

Tiggerklostrene

I 1200-tallet kom også de to nye tiggerordener til byen. I 1228 oprettede dominikanerordenen (sortebrødrene) sit blot andet nordiske kloster i Ribe, og fire år efter valgte franciskanerordenen (gråbrødrene) at placere sit allerførste kloster i Norden i den vestjyske bispestad. Mens dominikanernes kirke (Sankt Katharine) og kloster endnu står i den sydlige del af byen – i øvrigt som det bedst bevarede dominikanerkloster i Norden – lå det nu helt forsvundne franciskanerkloster (indviet til Sankt Laurentius) i den vestlige bydel. De to konventer fik en fremtrædende rolle såvel i deres respektive ordener som i deres hjemby, hvor de sorte og grå brødre må have været særdeles synlige i bybilledet. Tiggerbrødrene nåede også langt ud i stiftets landområder, hvor de jævnligt prædikede i sognekirkerne og tiggede mad og andre fornødenheder på gårdene. Som tiggerordener måtte de to klostre ikke eje jordegods i større omfang, men de har haft enkelte huse, agre og enge rundtom i byen, i hvert fald indtil slutningen af middelalderen, hvor begge Ribes tiggerbrødrekonventer blev reformeret efter deres ordeners strengere observante linje.

Dominikanerordenens kloster lå på sydsiden af Badstuegade, som på dette tidspunkt udgjorde byens hovedfærdselsåre. Kort efter indledtes opførelsen af et stort anlæg i tegl, hvoraf betydelige rester fortsat er bevaret og udgør et af landets fineste klostermiljøer. I dag er klostret bevaret i form af den fredede Apotekerhave og klosterhave, samt Sankt Katharine Kirke.

Alle rester af franciskanerklosteret er i dag borte, men store udgravninger har siden 1993 afdækket betydelige rester af det. Også det var opført helt af tegl. Ud til en i dag nedlagt gade mod nord lå kirken, som i størrelse og arkitektur har mindet meget om dominikanernes første kirkebyggeri. Ved udgravningerne blev der fundet talrige grave inde i kirketomten, heraf flere, som indeholdt de begravedes ituslåede seglstamper. I koret var der stadig spor af korstolenes placering, og ved overgangen mellem koret og skibet var rester af et søjlebåret lektorium. Klosterets kirkegård synes at have været et meget populært begravelsessted, der både omfattede et areal øst for kirken og på nordsiden af vejen, som kirken lå ud til.

Syd for kirken opførtes tidligt en kolossalt lang østfløj på 65 m, som må have rummet både kapitelsal, dormitorium (sovesal) og refektorium (spisesal). Den sydligste del er udgravet, og denne del af fløjen fuldførtes lige omkring år 1300 og var udstyret med korsgang. Årsagen til opførelsen af den lange fløj midt på grunden kan være et ønske om at komme på afstand af den travle by. Også allerede ca. år 1300 blev hele anlægget omgivet af en 60 cm tyk mur, som må have haft en betydelig højde.

Efter udvidelse af klostergrunden i senmiddelalderen ombyggedes klosterfløjene radikalt, og der blev indføjet en mellemfløj, som dannede to klostergårde. Brødrene købte også en gade vest for klosteret af byen, som blev inddraget til byggeri, og ved Reformationen må anlægget have været blandt de største tiggerklostre i Danmark. I 1504 holdt ridder Thomas Lange sit bryllup i klosteret med deltagelse af kongen, fem biskopper samt »mesten af Danmarks Råd og Adel«. Både kirken og hovedparten af klosteret blev nedrevet umiddelbart efter Reformationen.

Johanniterklosteret

Hvornår Ribes femte og sidste kloster blev oprettet, er uklart. Det store johanniterkloster i Antvorskov på Sjælland havde i 1311 et hus i Ribes nordvestlige bydel, der blev ledet af en »kommendator«, og formentlig engang i 1400-tallet ophøjedes dette hus til et egentligt kloster med egen kirke.

Som alle johanniterordenens klostre og kirker var afdelingen i Ribe indviet til Sankt Hans (Johannes Døberen), men i daglig tale kendtes det bedre som »Korsbrødregården«, måske for ikke at forveksle det med sognekirken Sankt Hans i byens østlige del. Johanniterklosteret blev byens rigeste gejstlige institution næst efter domkapitlet med mere end 60 fæstegårde og to møller fordelt i femten vest- og sønderjyske herreder. Klosteret drev desuden hospital og tjente som alderdomshjem for betalende, velstående indgivne. I slutningen af 1400-tallet kom johanniterne i bitter strid med Ribes benediktinske nonnekloster, som kongemagten simpelthen lod korsbrødrene overtage. Men ved domkapitlets og pavens indgriben fik nonnerne i 1502 både deres kloster og deres gods tilbage.

Arkæologiske udgravninger i 1998 afdækkede den nordlige del af anlægget, som bestod af en række bindingsværksbygninger bygget op mod klosterets nordlige hegnsmur. Syd herfor lå flere stenhuse af tegl. I 1465 omtales en klosterkirke, og i 1479 lykkedes det for johannitermunkene at annektere sognekirken Sankt Klemens, som lå lige ved siden af. Også Jørgens Gård lykkedes det dem at overtage i 1523, men allerede i 1531 nedlagdes klosteret, og det blev forlenet til herremanden Klaus Sehested. I dag anvendes klosteret som bispebolig.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Esbjerg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Klostre